Daft Punk har en unik plads i musikhistorien.

Daft Punk efterlader et enormt aftryk. De var med til at skabe et internationalt gennembrud for fransk musik og var i konstant udvikling samtidigt med at de hyllede deres kunstneriske forbilleder.

28 år efter den legendariske duo Daft Punk blev dannet i Paris meddelte Thomas Bangalter og Guy-Manuel de Homem-Christo, at Daft Punk er ophørt med at eksistere.

Det burde egentlig ikke være en stor nyhed, at en fransk dansemusik-duo lukker ned efter næsten tre årtier, og desuden syv år efter deres seneste album, det næsten skamløst boblende disco-album “Random access memories”. Men det er det. Daft Punk har en meget speciel plads i moderne musikhistorie.

Daft Punk’s unikke position i dansemusikkens historie er uden sidestykke, fordi de så effektivt annekterede et sted, hvor de kunne agere samtidigt på to niveauer: house og techno puritanere respekterede Daft Punk for deres smag og æstetik og på samme tid kreerede duoen globale hits med smarte mode-korrekte musikvideoer.

Puritanere rynkede instinktivt på deres næser, men kunne samtidig umuligt modstå duoens imponerende referencebank, og flere generationer af dansemusik entusiaster har mistet den måske sidste kontakt til deres egen ungdom. Jeg tror, ​​Daft Punk opnåede det, fordi de også voksede op med deres publikum. Rejsen fra det teenager holdningsprægede “Homework” via deres karakteristiske “The Mandalorian” -masker til voksendiskotek på “Random Access Memories” kan have været omhyggeligt gennemtænkt, men syntes altid underligt organisk.

Daft Punk opførte sig så meget som en hyldest til den musik, de skabte, at de faktisk blev innovative. Man kan endda argumentere for, at hyldesten til deres (for det meste) sorte amerikanske rollemodeller var selve essenssen af ​​deres fremadrettede bevægelse. Fra Daft Punk’s pladesamlinger og respekt for pionererne opstod der noget nyt. Hundredvis af geografiske grene og dogmatiske mikrogenrer blev opløst i et designet fransk vinglas og skabte nye farver.

Filter-housen, som Daft Punk skabte omkring årtusindskiftet, resulterede i en internationalt værdsat fransk fortolkning af moderne dansemusik (Air, Phoenix, Cassius, Stardust …). Man kan sige, at det var en renæssance for fransk pop, men fransk popmusik havde aldrig rigtig været taget alvorligt før i den engelsktalende verden. Kort efter begyndte Justice, pladeselskabet Ed Banger Records og David Guetta at bygge den bro, der i 2010’erne resulterede i EDM, dansekulturens stadionrock, hvor musikkens rødder i den sorte amerikanske diskotekskultur ikke længere kunne skelnes.

Daft Punk var selv på dette tidspunkt fuldstændig upåvirkede af nogen andre. De havde travlt med at genopfinde sig selv på hver albumudgivelse. Med præcis en sådan selvfølge var deres sidste album en analog hyldest til de rødder, der var gået tabt; til slut 1970’erne diskoteker og californisk jazz funk perfektion samt opdaterede historielektioner; en hyldest til discopioneren Giorgio Moroder. Albummet “Random access memories” – især den enorme hit-single “Get lucky” – dukkede op i midten af ​​2010’erne som en smagfuld protest mod, hvordan den næste generation af europæisk dansemusik havde mistet kontakten med det faktiske fundament for deres egen musik.

Bangalter og de Homem-Christo efterlader et enormt aftryk efter sig.

– Andres Loko, Svenska Dagbladet