Af Carsten Jensen

Der er noget dobbelttydigt ved ensomhed. Når man er alt for meget alene med sig selv, længes man ud af den. Når man er omgivet af alt for mange larmende mennesker, længes man ind i den.

Ensomheden kan være et penthouse på tilværelsens top, hvor der på samme tid er både udsyn og indsigt. Og ensomheden kan være den mørkeste kælder, hvor der er så sort, at du ikke engang kan se din egen hånd for dig.

Det samme gælder fællesskab. Når vi intet fællesskab har, længes vi efter det. Når fællesskabet presser på fra alle sider, truer klaustrofobien.

Sådan lever vi i disse pandemi-måneder. Er du i en børnerig familie, tænker du, at en lukket dør for fanden da må være en menneskeret. Er du single, som det hedder, hvad enten din status som enlig er frivillig eller ufrivillig, tænker du, at en åben dør for fanden da må være en menneskeret.

Vores længsel efter fællesskab har hele tiden været der. Det er derfor, vi er medlem af partier, foreninger, sportsklubber eller definerer vores identitet ud fra tilhørsforholdet til en gruppe, den være sig seksuel, religiøs, etnisk eller national. Ensomheden har også hele tiden været der. Den er grundlæggende i et konkurrencesamfund, hvor vi hver for sig er låst inde i den endeløse tunnel, som karriereræset har skabt.

Jeg tror, at der findes tre former for ensomhed. Der er den frivillige, som vi selv opsøger, fordi vi har brug for eftertankens pause. Den er ilt for hjernen, og uden den kan vi ikke trække vejret.

Der findes den ensomhed, vi ikke selv har opsøgt, kontaktløshedens påtvungne enrum. Det er i den, vi også opdager, at andre menneskers selskab er som ilt for hjernen, og hjertet i øvrigt også.

Og så er der den tredje form for ensomhed, som, selv om den slet ikke ligner ensomhed, i virkeligheden er den værste. Det er den ensomhed, hvor du tror, at du slet ikke har brug for de andre. De står bare i vejen, eller også skal de udnyttes til at fremme mål, der er dine og ikke deres. Dit samarbejde med dem er altid kun på skrømt. Du er helt igennem self-made. Det er vinderens krigeriske macho-ensomhed, som både er ynkelig og illusorisk, skønt vi i konkurrencesamfundet hele tiden opmuntres til at tænke netop på den måde. At vi kan klare os uden de andre er en fiks idé, der i øvrigt oftere hjemsøger mænd end kvinder.

Og de, der ikke klarer sig i livets Marathon? Det er de stakkels tabere, der må leve i deres egen mistrøstige ensomhed. Dem ønsker ingen at høre til, og sådan drives selv den indbildte vinder af angsten for afgrunden.

Det er pandemiens paradoks. Selv midt i selv-isolation og lockdown, indser vi, at vi har brug for de andre, og at de har brug for os. I supermarkedet eller i bussen tænker vi aldrig over de ansattes motiver til at være der. De er der for lønnens skyld, ville vi svare, hvis nogen spurgte os. I dag indser vi, at de også er der for vores skyld. Vi lærer, at en grundbestanddel i samfundet er en selvopofrelse, som vi også kan kalde hjælpsomhed. I en markedsøkonomi er vi alle tvunget til at iføre os egoismens uniform. Nu står vi pludselig nøgne, tvungne til at erkende, hvor afhængige vi er af hinanden. Vi er et fællesskab på en måde, vi aldrig før har erfaret det. I den påtvungne anonymitet bag mundbindet er vi alle blevet hinandens brødre og søstre.

De to slags ensomhed, den frivillige og den ufrivillige, er der stadig, måske især den sidste. Men den tredje, samfundsskadelige, har svært ved at trives. Kun de åbenlyst asociale tror i dag, at de klarer sig uden resten af os. Det er meningen med ordet samfundssind: at vores individuelle offer opvejes af de andres lige så individuelle ofre. Vi er i det her sammen. Vi kommer kun ud af det sammen. Og den erkendelse opvejer i sidste ende alt det, vi i disse måneder må gå igennem.

Hjælper det de ensomme, især de mange unge, der skulle have været i gang med livet, men kun kommer det indirekte i et ungdomsliv, der lige nu ligner et skyggeliv? Sikkert ikke. Men de tager en vigtig lære med sig fra pandemiens mørke vintermåneder, som en dag vil hjælpe dem til at skabe lysere, mindre ensomme samfund, hvor alle lærer, hvor uundværlige de er.