Nørrebrogade

Af Arne Herløv Petersen

Jeg vil hæmningsløst og uden blusel reklamere for Det Poetiske Bureaus forlag, for jeg er meget glad for forlaget, og det kan kun overleve, hvis der bliver solgt nok af de bøger, det udgiver.
Forlaget flyttede for knap et år siden ind i nye lokaler på Fælledvej. Huslejen var højere end i det gamle kælderlokale i Møllegade.Den er nu på 20.000 om måneden. Men det skulle nok gå, for forlaget regnede med at kunne tjene noget på forskellige litterære arrangementer.
Men så kom corona-nedlukningen, og nu er der ingen arrangementer. Der er kun salget af forlagets bøger.
Der er omkring tre hundrede titler at vælge mellem. Og da bøgerne er trykt, kommer alle penge ved salget forlaget til gode.
Med lidt simpel hovedregning kan man se, at huslejen er betalt, bare der sælges fire-fem bøger om dagen. Men der er jo også andre udgifter, så det er bedst at komme lidt højere op.
Der er så mange gode bøger, jeg kunne nævne. Så jeg tager bare en ad gangen. I dag langdigtet “Nørrebrogade” af Albert Hytteballe, som jeg ved udgivelsen sidste år anmeldte sådan:

Kærlighed til Nørrebrogade
Ammeldelse

Albert Hytteballe er født i 1952 og har siden 1982 udgivet tolv bøger – romaner og digtsamlinger – under navnene Albert Petersen og Albert Hytteballe Petersen. Han har prøvet mange ting i sit liv – været på mange og lange rejser og en overgang ernæret sig som silkehandler med speciale i håndvævet, cambodjansk silke. Han er født på Langeland, har i mange år boet i Svendborg og flyttede så til Nørrebro i København.

Nu har han udgivet en kærlighedserklæring til Nørrebrogade – et langdigt, der er illustreret med stemningsmættede sort-hvide fotografier fra Nørrebrogade af William Kietz.
Albert Hytteballe besynger mangfoldigheden, hjælpsomheden og tolerancen på Nørrebrogade, og når man som jeg har boet fem år på Nørrebro, kan man kun sige, at han rammer plet i sit langdigt. Sådan er Nørrebrogade, sådan smager og lugter den gade, sådan føles det at daske ned gennem gaden og kigge indenfor, spise shawarma og rode rundt i brugte ting og bøger i genbrugsbutikkerne. Præcis sådan er det at køre med linje fem, sådan er det at blive gennemskyllet af den kosmopolitanske stemning, af glæde over at så mange brogede blomster blomstrer ved siden af hinanden. Hytteballe er ikke blind for de dårlige sider af den gamle Nørrebrogade – druk, vold og ussel fattigdom – men han er først og fremmest begejstret for det liv, der er – den følelse, man får, af at være i en rigtig by – en by med alle slags mennesker.

Nørrebrogade er mere end
huse, butikker, værtshuse, cykelstier
som alt levende
har en gade også en personlighed
hvorfor elsker du mig
umuligt er svaret
Men ”Nørrebrogade. Er langdigt” er ikke kun en kærlighedserklæring, men også en anklage og en advarsel. Racister maser sig ind, som de gjorde det i trediverne:
Fornylig på nøjagtigt samme sted
talte klassens tykke dreng
under politibeskyttelse
for en lignende Endlösung
de forhånede brugte lejligheden
til at sætte ild i gaden
men da den tykke dreng kom tilbage
med sin beskyttede forhånelsesfrihed
og truede med at udrydde endnu et semitisk folk
dannede mødres rygge
en tjørnehæk af roser
den tykke dreng måtte slukøret traske bort
ingen ville besvare ondt med tæsk
bagefter skruede beboerne op for musikken
alle katte og hunderacer af op til 72 køn
en blandingscocktail af racefarver
og trosretninger
dansede kædedans på Blågårds Plads.

”Nørrebrogade. Er langdigt” er udkommet på det Poetiske Bureaus forlag, og her er også en hyldest til forlagets gamle kælderlokale i Møllegade:

Her overfor kirkegården
hvor jøder i århundreder
har begravet sig ovenpå hinanden,
mellem et sandt rod af gravstene lå en kælder
hvor de mest forrykte poeter mødtes
den slags der bliver frygtet som levende
og genopstår som døde
når kælderfolkpoeternes ravneskrig
trodser æstetikernes navlebrok.

Men langdigtet er ikke idyl og ikke lutter begejstring og kærlighed. Gaden er under angreb. Bibliotekerne tømmes for bøger, brune værtshuse forvandles til fashionable vinbarer, og slumkvarterer bliver efter en nødtørftig renovering til forældrekøbte ejerlejligheder.
Det er den snigende gentrificering. De nye beboere finder den gamle stemning pittoresk og pirrende, men de udrydder samtidig ethvert spor af det, der gjorde Nørrebrogade til Nørrebrogade, Mumificerede rester af det gamle kvarter bliver turistattraktioner, og alt det, der gav Nørrebro en sjæl og en mening, forsvinder i puttenutte-hygge og mig-selv-nok-enklaver.
Digtet om Nørrebrogade er godt skrevet, det er billeddannende og rammer meget præcist. Det giver et portræt af gaden, der er levende og medrivende og får Nørrebrogade til at løbe gennem læseren. Og det fortæller om, hvordan en by kan miste sin sjæl, holde op med at være by og ende som blot en ophobning af boliger.

Køb bogen her.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.