Af Arne Herløv Petersen
Da Jens Carl Sanderhoff sidste år udgav romanen “Det tøvende århundrede” på Det Poetiske Bureaus forlag – en bog der frit bygger på Ezra Pounds historie – gav Søren Kassebeer bogen seks stjerner i Berlingske og skrev blandt andet:
Han var en af det 20. århundreds store litterære skikkelser. Han var også fascist. I 1924 flyttede han til Italien, hvor han i hundredvis af radioforedrag støttede Mussolini og den fascistiske sag, angreb USA i almindelighed og landets daværende præsident, Franklin D. Roosevelt, i særdeleshed og tordnede mod jøder. I 1945 blev han arresteret og anbragt på en amerikansk militærbase i Pisa, hvor han tilbragte flere måneder, men fordi man vurderede, at han på grund af sin mentale tilstand var uegnet til almindelig straf, slap han for at blive henrettet for landsforræderi. I stedet blev han ekspederet videre til Washington, hvor han opholdt sig i 12 år på et psykiatrisk hospital. I 1958 flyttede han tilbage til Italien, hvor han boede til sin død som 87-årig i 1972.
Dette er, meget kort, den foruroligende historie om Ezra Pound. En mere udfoldet, men ikke mindre foruroligende fortælling får man i den produktive, men forbløffende lidt kendte forfatter Jens Carl Sanderhoffs formidable »det tøvende århundrede eller Skt. Sebastians martyrium«, hans fjerde »egentlige« roman, som hans forlag formulerer det. Den i dag 54-årige forfatter har, ukendtheden til trods, modtaget adskillige legater fra Statens Kunstfond, og alt andet ville også have været urimeligt. Hans ord spænder fra det enkelt lysende til det henrivende hermetiske, og de er kronisk smukke. Som her, hvor Ezra Pound reflekterer sort om sin metiers grundlæggende forgæveshed:
»Digte er ikke noget, man slipper billigt fra at skrive. Ordene bliver hængende over kroppen som himlen; skyer, der driver hastigt i vinden, blå og stillestående, natsort punkteret af dødt lys, borte i tåge og regn. Digtene bliver hængende, indtil flammerne æder alt. Og efter ilden; kulden. Jeg gør mig ingen falske forestillinger om udødelighed; man kan trække destruktionen og glemslen lidt, men så forsvinder sporene, resterne, betydningen.«
Bongorama.dk 