Af Arne Herløv Petersen

Jeg er lidt af en pakrotte. Jeg finder ting og slæber dem hjem til reden og hober dem op. Men en specialiseret pakrotte – det er bøger, jeg fylder huset op med. Der er bogreoler på de fleste vægge, og det, der ikke er plads til dér, ligger i sytematisk ordnede kasser oppe på loftet. Jeg ved ikke præcis, hvor mange bøger der er, men jeg gætter på noget i retning af tredive tusinde.
Jeg har selv – og den mig mest nærstående har ganske mange gange – tænkt over, at der var en vis grad af vanvid over disse bogansamlinger i betragtning af, at jeg aldrig vil have skygge af chance for at læse dem alle sammen.
Men det sidste par år synes jeg, der er kommet en slags mening i ophobningen. Det ville have været umuligt – eller i hvert fald meget besværligt – at skrive “Hvede” og “Klinte”, hvis jeg ikke kunne plukke præcis de bøger, jeg skal bruge, ud af samlingen og anvende dem. Uden den mulighed havde arbejdet med bøgerne taget meget længere tid. Og det ville have været alt for dyrt at købe dem nu. De er indsamlet i antikvariater, genbrugsbutikker og på auktioner og hollandske udsalg over næsten halvfjerds år, og nu kunne de mirakuløst danne præcis de mønstre, jeg havde brug for, når jeg skulle skrive om danske forfattere i 20’erne og 40’erne.
Og på samme måde sidder jeg lige nu omgivet af bøger, trukket ud af reoler eller fisket op af kasser, og ser på dem, blader i dem og finder mønstre. Det er kinesiske digte denne gang. Antologier på en halv snes sprog og digtsamlinger af forfattere som Du Fu, Li Bai og Wang Wei.
Nogle gange bliver jeg overrasket over, hvad der er. Der var en digtsamling, jeg måtte og skulle have: “The Old Man who Does as He Pleases” af Lu Yu. Og den mente jeg ikke, jeg havde, så jeg ledte efter den på Nettet og gøs. Den kostede næsten tusinde kroner.
Men der var et billede af den, og jeg syntes, der var noget bekendt ved den, så jeg finkæmmede reolerne.
Og ganske rigtigt. Der var den. En tynd og uanselig bog, der let kunne forputte sig. Indkøbt engang i en fjern fortid for ingen penge.
Og hvilke mønstre vil så danne sig? Hvad vil jeg gøre med alle de kinesiske digte?
Det vil vise sig.