DAVOS – TOPMØDE FOR DE HOVMODIGE

Af Carsten Jensen

Ingen rose kan huske, at en gartner nogen sinde er død, lyder en gammel tanke. Og det er ikke, fordi roser har dårlig hukommelse, men fordi roser lever så kort, og gartnere så længe.

Vi kan også sige det på en anden måde. Der er fredsommelige, stabile historiske epoker, hvor vi ender med at tage verden for givet. Verden, som vi kender den, vil altid være der. Den kan måske forandre sig en smule, men ikke grundlæggende. Gartneren dør ikke.

Og så er der andre epoker, hvor selv roser ikke tvivler på, at også gartnere kan dø. Alting forandrer sig brat, somme tider fra den ene dag til den anden. Intet kan længere tages for givet. Verden har brat mistet sin selvfølgelighed.

Det er sådan en tid, vi lever i netop nu. Gartneren dør for øjnene af os. Det kaldes også den antropocæne æra, den tidsalder, hvor menneskets aktiviteter har sat gang i uoverskuelige, katastrofale klimaforandringer.

Pandemien, der bare bliver ved og ved, er et forvarsel om vores forrykkede forhold til naturen. For mange er klimaforandringerne stadig uvirkelige, og bortforklaringer, bagatellisering eller fortrængning står i kø. Pandemien, der nu går ind i sit andet år, er den mest synlige, dramatiske ændring af vores livsform, nogen af os, ung eller gammel, har oplevet i vores levetid. Dens skueplads er hverdagen. Det er der, vi mærker pandemien, som et uhørt indgreb i vores arbejde, undervisning, venskaber, familieliv, vaner og omgangsformer. Vi har ingen begreber, ingen teorier, tankesystemer eller filosofier, der har forberedt os på dette. Men en ting står klart. Ingen ting bliver nogen sinde igen det samme.

Det er ikke alle, der tænker sådan. Mange længes tilbage til livet i rosenbedet. Jeg læste for ikke så længe siden et interview i Dagbladet Information med Margrethe Vestager, EU´s konkurrencekommisær, hvor hun omtalte pandemien som “en pause”. Hun, der i sin tid som radikalt folketingsmedlem udgjorde tingets største intelligensreserve, har ført en beundringsværdig kamp mod skatteunddragere som Apple, Facebook og Google. Men den endnu større udfordring, pandemien stiller os over for, forstår Vestager ikke, når hun tror, at vores samfund blot er sat på pause. Sandet i timeglasset løber ikke pludselig opad igen. Gartneren er død, og rosernes liv bliver aldrig som før.

Pandemien har ikke blot vendt op og ned på vores dagligliv, den har også uddybet den globale ulighed, så end ikke den livreddende vaccine vil nå frem til de mest udsatte. Markedsøkonomien har spillet fallit.

Det sagde de næsten også på det tætteste, menneskeheden kommer på et topmøde, den netop afholdte årlige konference på den schweiziske bjergtop Davos, hvor verdens mægtigste gnubber skuldre, mens de kaster et kritisk blik ned på resten af os. Denne gang måtte de dog på grund af pandemien nøjes med Zoom, hvad der sikkert bidrog til at mindske medie-opmærksomheden. Der kan være fremsyn i mange af deres udtalelser, men profit ender altid med at være trumf, og så må de gode ideer udånde. Vi tror, vi hører lyden af noget nyt, der spirer frem, og så er det bare en raslen i det døde løv.

Eller som Greta Thunberg siger det i en kommentar til topmødet: “30 år med bla-bla-bla”, de samme 30 år, hvor menneskehedens samlede CO2-udslip er blevet fordoblet. I samme destruktive ånd gør alt for mange, hvad de kan for efter pandemiens påtvungne pause at slå nye rekorder næste år og næste år igen. Tag den nylige afsløring af Danske Bank og Nordea, der siden klimatopmødet i Paris i 2015 i en åbenlys hån mod alle vores bestræbelser på at stoppe den globale opvarmning, har investeret over 150 milliarder kroner i kul, olie og gas. I sort energi ligger kortsigtet profit, men ikke vores fælles fremtid på kloden.

En klog mand spurgte engang, hvorfor det var lettere at forestille sig afslutningen på verden end afslutningen på kapitalismen. Verdens ende behøver vi ikke engang at forestille os. Klimaforskerne forudsiger den med stor præcision, hvis vi ikke handler.

Når det kommer til en afslutning på kapitalismen, står det straks værre til. De fleste trækker opgivende på skulderen. Men når gartneren dør, dør roserne også. Vi er ikke længere roser i et velplejet bed. Vi må bruge vores fantasi og blive som de vilde roser, der klarer sig uden gartnere.

“Kun et pust og hovmods værk er omme,” skrev digteren Thøger Larsen profetisk for 125 år siden i en digtsamling, der hed – ja: Vilde roser. Nu mærker vi pustet. Men vi behøver ikke som menneskehed at være omme. Vi skal blot lægge vores hovmod til side – og bruge vores fantasi.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.