MYLIUS FOREVER

Af Leif Lønsmann

På denne dag for 58 år siden sendte DR et radioprogram, der for altid skulle ændre dansk radio.

Den 29.januar 1963 kunne man for første gang høre en ”hitliste” med de populæreste ”plader”. Programmet fik titlen ”Top 20”, og stemmen og manden bag programmet var den stadig ubestridte radiohelt over alle, Jørgen de Mylius.

For unge af i dag må det være svært at forestille sig lyden af 1963. Man skal forestille sig et lydrum uden mobiltelefoner, uden headsets, uden i-pods, mp3, spotify, youtube og musiktjenester. Ja, uden internettet, og for 50% af husstandene uden fjernsyn!

Der var én radiostation, DR. Med to kanaler. En til såkaldt ”højere” musik, dvs. klassisk. Og en med det man kaldte ”lettere” musik. Dvs. operetter, klaverkoncerter, universitetskor, regimentskorps og – når det gik højt – lidt gammeldags dansemusik fra Wivex – for ”de unge på 40”.

Og så derude i æteren et sted, kunne man opfange den forbudte lyd af Elvis Presley, Cliff Richard. Bill Haley, Buddy Holly og Fats Domino. Via skrattende højttalere lå vi i vores drenge- og pigeværelser med antenner og hovedtelefoner og trak tonerne ind fra Radio Luxemburg og Radio Mercur.

For os børn og teenagere var det en revolution på størrelse med Internettet. Pludselig fik vi adgang til musik, vi ikke anede fandtes og som bare gik lige direkte ind i hormonsystemet. I løbet af et år eller to var Radio Mercur trods sin begrænsede sendestyrke og skrattende signaler større end Danmarks Radio.

Hvad gjorde Danmarks Radio? Forstod et vink med en radioantenne og tog den gode idé op? Nej! De satte alle kræfter ind på at forbyde skidtet, og de fik Staten med på det. Hvis der skulle spilles musik for de unge skulle det i det mindste være DR der gjorde det. Radio Mercur blev forbudt og lukket i august 1962, og i januar 1963 startede P3.

En ung 17-årig gymnasieelev, Jørgen, med efternavnet Mylius, sad klar ved radioapparatet. Og blev skuffet. For det han hørte var ældre alvorlige mænd der spillede ældre alvorlig musik. Den unge Mylius klagede til DR og blev inviteret indenfor i studiet hos Hemming Hartmann-Petersen, i programmet ”Musik Mellem Lektierne” for at uddybe sin kritik. Hartmann-Petersen lyttede lettere reserveret på den unge mand, som foreslog at man, i lighed med de engelske radiostationer, introducerede en hitliste med den mest populære musik.

Hartmann-Petersen tog den unge Mylius på ordet og inviterede ham i studiet ugen efter. Så kunne han jo vise hvad det var han tænkte på. Og den 29.januar 1963 brød Danmarkshistoriens første hitliste , ”Top 20”, gennem lydmuren. Og det danske radiobillede var ændret for altid.

Mylius’ P3 blev modtaget med kulturelitens værste vokabularium: ”Kulturforfladigende tæppebankermusik”. ”Rabaldermusik”. ”Ensretning”, ” Leflen”. ”Abemusik” ”Forgiftning af sjælen”. ”Glidende omdannelse af hjerne til vindæg”. ”Et velsmurt anslag mod folkestyret”. DRs musikchef Vagn Kappel rasede, og udtalte: “Popmusikken er en af de mest modbydelige, fordummende og sjofle foreteelser – og med sjofel tænker jeg ikke på pornografi, for den er ikke nær så væmmelig kynisk i tankegangen som den, der ligger bag fremstillingen af pop-produkterne, og jeg vil gerne understrege, at det ikke ville skade, men gavne utroligt at holde denne ækle industri borte fra Danmarks Radios dør”.

Mylius holdt fast i det han troede på. Og han fik lytterne med sig. Og den dag i dag kan man, 58 år senere, stadig høre den evigtunge Mylius på P5. I morgen, lørdag den 30.januar 2021 kl. 18.03, sender kanalen hele den originale udsendelse fra 1963. Lyt med her.

%d bloggers like this: