Af Asger Schnack

Mere Marianne Larsen (f. 27.1.1951). I 2017 modtog Marianne Larsen både Dan Turèll Medaljen og F.P. Jacs Mindelegat. Ved begge lejligheder holdt jeg talen for prismodtageren. Jeg bringer her de to taler i anledning af 70-årsdagen (for særligt interesserede). (Illustration: Forsiden af ”Min Generation”, 1975, redigeret af Dan Turèll og undertegnede. Bogens motto lyder: ”I saw the best minds of my generation destroyed by madness, starving hysterical naked …” Allen Ginsberg, “Howl”. (Men titlen henviser naturligvis også til The Who: ”My Generation”, 1965). Marianne Larsen bidrager med seks digte, ”Kroppens skyld”, ”Mens solen er usynlig” og suiten ”Cry man”, der består af fire nummererede digte. Det sidste, ”4 Cry man”, handler om ”det ny indre” og slutter: ”om man kan slå det ny indre / i konkurrencer hvis udøvere hedder antikonkurrerende / i kampe for at falde hinanden om halsen / ja prøv bare”.

TALE TIL MARIANNE LARSEN / Dan Turèll Medaljen, 19.3.2017

Marianne Larsen er i dag en klassiker, en levende inkarnation af poesien, betragtet med glæde og ærbødighed af de læsere, der har fundet frem til hendes poesi, og højt agtet blandt litteraturkritikere, og hvad vi kunne kalde etablissementet. Det er måske en nyhed for nogle, men i andre kredse har det været en indlysende sandhed, at hun bærer poesiens flag til skue og har gjort det med sikkerhed og ynde siden sin første fremkomst. Nummer ét til at se det var Poul Borum, som trykte hendes tidligste, stadig vidunderlige digte i Hvedekorn – da hun som blot 18-årig i 1969 debuterede med en række digte, der alle bar titlen ”Til A”. Det kan forstås på to måder: som tilegnet en person, A, eller som en tilegnelse til alfabetets første bogstav, sprogets begyndelse, stående, som den unge digter var, ved digtet, det store digts begyndelse, det digt, der stadig udfolder sig med sin fortsatte skønhed, nu 10 + 10 + 10 + 10 + 8 år senere i det samme land, Danmark, men på mange måder under andre vilkår.

Efter Poul Borum var vi en hurtig fanskare, der opstod; Dan Turèll, i hvis bibliotek – eller ’samling’ her på dette lysfyldte bibliotek – vi befinder os, og hvis medalje Marianne Larsen om lidt fortjent vil modtage – var ikke i tvivl; og jeg personligt har i al ydmyghed aldrig været det. Jeg havde fornøjelsen at udgive Marianne Larsen på mit første forlag, forlaget Swing, i 1970’erne, ligesom jeg var hendes redaktør på Borgens Forlag i nogle få, men hektiske år. Jeg kender derfor hendes forfatterskab fra den tidlige begyndelse og har elsket det som en overordentlig vigtig del af litteraturen – og livet – lige siden. En tredje fan i denne kreds af fans var F.P. Jac, der anpriste Marianne Larsen, hver gang der var en mulighed for det, og som nævnte hende med stolthed, når han i enqueter blev spurgt, hvem han mente der burde være årets modtager af Nobelprisen eller i mindre målestok Det Danske Akademis Store Pris. Vi afventer stadig disse pristildelinger, men kan nu ømt omfavne dagens medalje!

Marianne Larsen er født i Kalundborg, i det vestligste Sjælland. Det var smukt at komme til verden. Hvad kunne øjnene ikke se? Og siden så og så og ser hun sig omkring med blidt forundrede øjne. Hun er sikker på, at hun har set, hvorfor hun kan sætte sig betænksomt og skrive alt det ned, som hun har set. Hun har kendt til sorg. Den store sorg over menneskenes måde at indrette sig på i samfundet verden over, den nådesløse uretfærdighed igennem tiderne og nu. Hun er forfatter. Kvinde. Bevidst om køn og ulighed. En klar og snirklet, en nynnende, musikalsk, en sprogets digter, udadvendt, når det gælder, tro som poesien selv. Og sandfærdig som duggen en morgen ved en kyst med udsyn over bølger, som var det verber. Så tæt på livet, men med den lille, afgrundsdybe afstand, der skal til, hvis det levede skal leve dérovre – herovre – på papiret. Omplantes på fjernt nok et niveau, hvor ingen ved, hvem alle er, dvs. der er adgang for den, der er villig til at se med anonyme øjne.

De tidlige digte og den sære prosa, de var omviklet af, viste allerede Marianne Larsens helt særlige sproglige sensibilitet, en sarthed, der har bund i en kvalificeret ensomhedsfølelse, som er af eksistentiel art. Hvem kender ikke den? Men kunsten er at gøre den til motor for et net, der kastes ud over verden og fanger et om end nok så lille håb ind – som en fugl eller en sommerfugl. Der blev bygget et rum op – i bogform i ”Koncentrationer” og ”Overstregslyd” fra henholdsvis 1971 og 1972 – som ikke lignede noget andet rum i dansk litteratur eller i nogen anden litteratur siden en eller anden aldrig publiceret surrealisme i et europæisk tidsskrift engang i en mørk fortid, hvor netop nogle mænd og enkelte kvinder brød med gældende orden og hviskede i et sprog, der var lige dele drøm og bevidsthed. Det førpolitiske var indlejret i en personlig oplevelse, som trak verdenserfaringen tæt ind til kroppen, dér hvor hun nu måtte stå, indciseleret i sin egen vindblæste metaforik: den stadige begyndelse.

Hér, i den skrå regn, den uforsonlige hverdag, ses hun som en vinge for fred. På papirets hvide dug er der serveret en mægtig anretning af tavst talende indsigter i form af påfuglefjer, snevejr uden ophør og danske somre. Så tæt på det mangfoldige, selv en mangfoldighed, er hendes tekst et oprør. En konstant påmindelse om venskaber, som findes. Om velsignede pludseligheder. Midt i det stivnede og griske. Det grumme. Samfundsvolden. Den daglige terror. Hvæsende som maskiner. At stå på et fabriksgulv og tjene penge til de rige. Det er den dobbelthed, den drastiske dans fra yderlighed til yderlighed, fra skælvende følsomhed til bastant kritik, som er Marianne Larsens første bedrift. Det er analysens tid, hvor samfundet gennemlyses i store digttæpper, som situationer og institutioner oplyses og gennemskues i. Det politiske bliver lagt ind i det sansede, så at sige. Hvad verden uden om bevidstheden tilfører tanken og drømmen, kommer utilsløret til syne i digtresultatet. Det er metoden.

Men langsomt sker der en udvikling i forfatterskabet bort fra det politiske og ind i en ren og svævende fantasi, hvor ord frigør sig af ydre forhold og ubetinget som digtets egen sandhed opbygger en absolut nyhed, der dog baserer sig på en slags uhøjtidelig erindring. Det er et glødende virvar, men et virvar, der er under kontrol. Hvad angår den litterære beherskelse, kunne vi tale om en sikker usikkerhed, en skælvende vandring ind i universer, som ikke svigter – fordi digteren nøje ved, hvordan de er bygget op, og hvad de består af – men altid er forbløffende og viderebringer forundring og en dybest set venligsindet vægtløshed. Der reflekteres, men refleksionen får mere karakter af nyformulering, det er, som om Marianne Larsen nu – efterhånden som årene går, og bøgerne kommer, vi er holdt op med at tælle dem, men nyder bare hver eneste – frit lader sig benytte af sin egen Marianne Larsenhed. Og det er en tilstand, der er kendetegnet ved bevægelse og tilblivelse, snarere end ved ro.

”og tiden i vild tilstand mod min hud” hedder hendes seneste digtsamling, der udkom i 2016. Det er rigelig bekræftelse på det her sagte. Beundringen, der uvilkårligt rammer enhver læser af Marianne Larsens poesi – og prosa, den glemmer vi ikke, men det er vel ikke forkert at opfatte hele projektet som poetisk, forstået som: Der er et digt gemt i sproget – stammer netop fra denne vildskab, det urolige felt for øjnene af én. Der er spidser på græssets strå. Højt syngende insektvinger, som fra en drømmende film om forvandling. Poeter skaber man ikke om til huskemaskiner. Hendes kabale er ikke lagt. Selv sidder hun i skyggen under skriftens tag og lægger den. Der er så megen betydning, så megen betragtelighed og frit herskende tid i hendes poesi, at man skal læse med åben mund og lukkede øjne. Det hedder at lytte. At lade sig blive ét med den lyd – og de billeder – der strømmer ud fra den. Vi ved det godt, det er bare sprog, men vi ophøjer dette ’bare’ til et øjebliks skinbarlige alt.

Det er let, fordi Marianne Larsens poesi er let og tung på samme tid. Men det er aldrig tungt at læse den! Så mærkeligt, så indlysende opsamlende er dette paradoks. Hvad har hun samlet sammen af erfaringer fra sine rejser ud til verdens lande? Og hjem. Hvad har hun samlet ind på sin vandring ned til ismejeriet? Og op igen. I lejligheden, hvor hun i næste øjeblik åbner et brev fra Kina og læser det. Hendes øjne ser ud over verdens rædsler fra en åben grammatik og vender sit blik tilbage til, hvorfra hun vågnede den selvsamme morgen. Netop her, i sproget og i verden. Der går broer fra verdensdel til verdensdel og fra alle disse marker og bjerge og byer til sprogets kant, det kulderystende digt, der skjuler den levede rejses varme, et glødende papirbål. En om¬smeltning af angst og vrede og tillukket, kollektiv ensomhed til patroner af kærlighed – under høje temperaturer. Én ud af milliarder, hvad kan det nytte, ét menneske kan intet stille op. Men så måske alligevel, hvem ved? Hvem ved?

Marianne Larsen har gjort meget, oversat og samarbejdet og rejst og målrettet bidraget til poesiens cirkulation, hun har skænket og foræret og givet håb til fællesskaber, det være sig små grupper i et fjernt land eller det samme på Nørrebro på et bibliotek. Hendes poesi er så sammensat enkel, så meget sig selv og så lidt efterlignelig – eller efterlignende – at den har evnen til stadig og uden ophør at blive til som en ny nyhed, ikke bare den nyhed, den var, men også – og samtidig – en endnu ukendt nyhed. Der er eventyr uden morale, men med et point of view, som kan være barnets – som i den forunderlige roman ”Den forelskede unge” fra 2007 – eller det kan være et barns i en højere forstand, som er alle tankers guirlander, alle dyreflokkes liv, alle drømme og dagdrømme lagt sammen. Der er ingen enkel forklaring på noget i verden – og da slet ikke i Marianne Larsens poesi. Men én ting fortæller den, den giver, den bibringer, den tilfører, den skaber undren, den medfører trøst, den indgyder mod.

Som det gælder for den politiske utopi, gælder det også for Marianne Larsens forfatterskab. Det er samme åbne terning, der kastes, og som står på spil. Vi kan passende slutte med at citere et kort og vel vidende digt med netop denne titel – ”Åben terning” – det sidste digt fra samlingen ”Billedtekster” fra 1974, dengang, der var Vietnamkrig og sorg og demonstrationer og håb om et andet samfund:

”drømmens længde holder / aldrig op skyd dens / fortrop ned / det vil altid kun betyde / tilsynekomsten / af dens enorme bagtrop”

TALE TIL MARIANNE LARSEN / F.P. Jacs Mindelegat, 19.9.2017

Vi er i den situation, at vi med sikkerhed kan sige, at F.P. Jac billiger valget af årets modtager! Han foreslog Marianne Larsen, hver gang en pris var på tale, og mente igennem alle årene, at Marianne Larsen burde modtage Nobelprisen i litteratur, Det Danske Akademis Store Pris og alle andre priser, der fandtes og findes. Han respekterede Marianne Larsen ud over alle grænser, og han var en god læser, han vidste, hvad der var værd at hylde, han kunne mærke poesien, når den var der. Jeg er enig med Jac, jeg synes også, Marianne Larsen bør modtage alle priser. I dag er det så en af de fornemste priser, hun modtager, Mindelegatet i F.P. Jacs navn.

Marianne Larsen er uden tvivl en af de mest originale danske lyrikere gennem tiderne og i tiden. Hun er ikke let at placere i en kasse, ikke nem at rubricere som det ene eller det andet, for hun er sig selv; feminist, men sig selv; skriftpoet, men sig selv; materialeundersøger, men sig selv; kapitalismeundergraver, men sig selv; undertrykkelsesbekæmper, men sig selv; drømmer, men sig selv; surrealist, realist, dadaist, men sig selv. Bedst er det slet ikke at kategorisere, men forsøge i cirkler at nærme sig poesien, den, hun har mestret nu i det offentlige rum i 48 år. Hun debuterede – i tidsskriftsform – i 1969 i Hvedekorn, redigeret af Poul Borum med åbent sind.

Det er altid en mulighed at definere poesien ud fra, hvad den ikke er, og i tilfældet Marianne Larsen er den i hvert fald ikke mainstream, ikke comme il faut på et givent tidspunkt, men det modsatte. Den fulgte nok en tendens i 1970’erne – der faldt sammen med denne poesis første alvorlige livtag med det ukendte – til at anskue omverdenen politisk. Hvor tiltrængt! Og der fandt samtidig en systematisering af digtene sted, som nærmest kunne ligne en form for opremsning af vilkår. Men hele denne udvikling hos Marianne Larsen, som appellerede til handling og, ja, forandring på det samfundsmæssige plan, var – det kunne man se allerede dengang – absolut ikke poesifornægtende.

Tværtimod indgik hele denne verdensomfavnelse i hendes poetiske grundsyn, som måske kunne kaldes ensomhedskritisk – på vej mod fællessproget – men på egne præmisser, i egen sproglig sindslighed, kunne man sige. For den sproglighed, de kendetegn i det sproglige, der er hendes, var også hendes i disse bøger, såvel som i dem før og i dem efter. Det er hendes åndedræt, det er hendes puls, det er hendes måde at bevæge sig på, at tænke på, synge eller nynne på. Så når vi taler om Marianne Larsen som digter, taler vi om hele denne samling af kendetegn, hele denne buket, hvis vi vil gå over i billedsproget, af blomster, kornblomster, valmuer.

Der er således overalt en dobbelthed af nærvær, iagttagelse – refleksion – og drøm, billedtilblivelse. En dag- og en natside. Kunsten er så at forene disse bevidste og ubevidste sider i en højere grænsesprængende form. Det gør Marianne Larsen, fra det antydningsvise, tyste, til det mere guirlandeagtige, labyrintiske. Fra det næsten tavse til det klart talende, ja, sprogopfindende. Hvad det sidste angår, er hun i familie med His F.P. Jacness himself, hun kunne sagtens stå side om side med ham, hvis vi vælger de rigtige digte af den ene og de rigtige digte af den anden; forstået som: de til formålet egnede. Hvor poesien yngler og demonstrerer sin magt.

Jeg holder utrolig meget af Marianne Larsens første bøger, det er ingen hemmelighed. Jeg udgav tre af hendes tidlige bøger på Swing – ”Cinderella”, ”Fællessprog” og ”Det må siges enkelt” 1974, 75, 76 – og genudgav dem samlet i ét bind på mit nuværende forlag sidste år under titlen ”Fællessprogstrilogien”. Disse bøger kunne jeg tale om meget længe, fordi de betyder så meget for mig – og for mig at se viser, at 1970’ernes rødstrømpepoesi faktisk blev skrevet af Marianne Larsen. Andre navne fra samme periode er glemt, hvad denne synsvinkel angår. Men ikke Marianne Larsen. Hendes politiske digte er så meget mere end det, og alle hendes digte er sådan set politiske.

Men jeg vil kaste blikket på et endnu tidligere digt og tre helt aktuelle. Marianne Larsen udgav i 1972 – som sin tredje bog – et lille hæfte betitlet ”21 digte”. 21 digte, fordi forfatteren ved udgivelsen var 21 år. Dette hæfte blev i 2005 genudgivet på Bebop med omslag af Per Kirkeby. Det er et storslået, den dag i dag forbløffende udspil. Det sidste digt i bogen er exceptionelt, et digt, jeg i årtier har memoreret for mig selv. Stille står det på siden og er nok så foruroligende. Digtet lyder: ”hvidligt / sagte svæveord / vintergækkerne er tavse / af lykke jeg / kender dem ikke / påfugledrøbler / nålefingre / længsel ved mærkeligt kød / at være menneske / sidder ved siden af”.

Det første, der slår én, er sikkerheden, og hvad vi kunne kalde digtets taktile følsomhed. Den unge digter formår at skabe et rum, der kendetegnes ved en særlig surrealistisk autoritet. ’hvidligt’ bliver der bare sagt. Næste linje: ’sagte svæveord’. Igen: ’vintergækkerne er tavse’. Her forbindes vintergækkerne med det første ord: ’hvidligt’. At de er tavse, er jo også hvidligt, da der ingen ord står på deres ’papir’. De er tavse, hedder det i næste linje: ’af lykke jeg’, åh, her får vi et enjambement, hvor jeget hænger og venter på fortsættelsen: ’kender dem ikke’. Hvem? Vintergækkerne! Så kommer ’påfugledrøbler’ og ’nålefingre’ i hver sin linje, efterfulgt af: ’længsel ved mærkeligt kød’.

Alt i alt et skævt, hvidt, sagte, tavst, sært rum, hvor planter, dyr, længsler og absolut usædvanlige detaljer, som hensætter én i undren og fremmedhed, hersker. Og til sidst: ’at være menneske / sidder ved siden af’. Det er vilkåret, livsvilkåret! Det er ikke tragisk, det er ikke uhyggeligt, det er sådan. Det kunne være Max Ernst, det kunne være Paul Klee, der havde malet eller tegnet dette rum. En collage, en frottage. Et klangbillede, noget menneskeskabt, en sirlig musik eller måske snarere noget af naturen, set igennem glas og skælvende erfaring, en ensom væren. En eksistens, der er følsom – eller snarere: overfølsom – men afklaret i sin indsigt.

Jeg flytter nu blikket 43 år og endnu flere bøger frem til digtsamlingen ”Hændelser i stresset melankoli”. Undervejs kunne jeg have citeret linje på linje og digt på digt, der udmærker sig ved skønhed, slagkraft, elegance, fantasi, natlighed, besynderlig opvågnen, pludselige skift i vejret og i sindstilstanden. Men jeg springer frem til 2015. Marianne Larsen kan nu alt, også skrive et digt på fire ord. Det hedder ”Læbegrammatik” – og lyder: ”læbe / læber / læbeste / labyrint”. Det er en særegen grammatik, som sammenblander substantivers flertalsbøjning og adjektivers gradbøjning. Det giver helt Klaus Høeckske associationer, når vi kommer til ’læbeste’ (à la midterafsnittet i ”Hjem”).

Først én læbe, så to eller flere læber: Én læbe fortæller allerede noget: Her er forventning om kys, her kan sproget komme til orde (ordet ligger på læben). Og også her får man billedkunstneriske associationer, til først og fremmest Man Ray, men også Vilhelm Bjerke-Petersen (der på sin side hilste på Man Ray). De røde læbers maleri. Vildere bliver det med ’læbeste’, for hvad er det læbeste? Nu er vi ovre i kysset! Eller i digtet; det er under alle omstændigheder noget, der ligger uden for normalsproget – og normalhverdagen, det er noget, der ikke går den lige vej. Ja, netop: ’labyrint’, som det hedder i fjerde linje. Man er fanget i en labyrint.

Denne labyrint kan så være digtet – eller digtekunsten i videre forstand – eller en livslabyrint, hvor kærligheden fører én rundt. I samme bog – og det var derfor, jeg gerne ville frem til den – står det mesterlige digt ”Min barndoms mennesker og dyr holder fast”. Det er et digt, der sådan set også er politisk – dyrepolitisk, apropos Amager Fælled. Men først og fremmest er livsomfattende, tilbage-og-nu-og-lige-til-det-sidste livsbesyngende, et favntag med livet – og drømmen, så længe den findes. Karakteristisk for Marianne Larsen er det inkluderende sammenstød på indholdssiden, hvor fænomener, man ikke lige havde regnet med at se sammen, ses sammen.

Interessant er det i øvrigt, at digtet består af ni gange to linjer, helt ligesom Ivan Malinovskis berømte ”Disjecta membra”, det første digt i ”Galgenfrist” (fra 1958) (som igen med de tolinjede strofer hilser på Erik Lindegren og ”mannen utan väg” – 1942 – i Lindegrens tilfælde dog syv gange to: sprængte sonetter). Hvor der hos Malinovski optræder en solnedgang, er det hos Marianne Larsen en solopgang, men intet er enkelt hos nogen af dem. De spejler hinanden, de to digte, som to meget forskellige sindstilstande, der begge klynger sig, respektive holder fast ved eksistensen. Jeg ser dem som to tiders manifester, to søjler for bevidstheden. ML’s lyder:

”de danner en kæde bestående af moster og hjort og bier / og mormor og myg og ænder og gæs og faster og nabo // og hunde og katte og regnorme og biller og svaler og far / og gæster og mor og rådyr og ræve og søskende og musvitter // og fluer og hugorme og fætre og kusiner og farmor og heste / og onkel og morbror og spidsmus og alger og skarnbasser // og tante og elsker og bager og grævlinger og slagter og tømrer / og blomsterhandler og mig og farfar og farbrødre og fisk // og købmand og postbud og snoge og venner / og lærere og mariehøns og snudebiller og guldsmede og morfar // og ugler og lækatte og svaner og sandhvepse og flagermus / og fremmede og andre og mange flere holder fast i hinanden // og trækker hinanden med til strandene for at bade / og om bag ved solopgangen når de ikke findes mere // og rundt omkring hushjørner ad sidegader og parker / for at slå sig løs i byen når det kan nås inden de vågner en for en // og til sidst også jeg hånd i hånd med dem alle sammen / til de giver slip”

”Hændelser i stresset melankoli” er altså fra 2015. Foruden ”Fællessprogstrilogien” udkom af Marianne Larsen i 2016 også en ny digtsamling, ”og tiden i vild tilstand mod min hud”. Fra den vil jeg citere det fjerde (og sidste) digt i denne tale, så vi kommer helt op til nu. Det hedder ”Kæresterne” og viser, hvordan Marianne Larsen er nået til et punkt, hvor det suveræne rum i digtet så let som ingenting kombineres med tabet selv, alt mistet, som var eksistentialerne lige så lette at placere i digtet som et ord, en vending, en linje. Det er, som om det, der falder, rejser sig op helt ind i digtet, hvor alt falder og rejser sig i hver eneste på én gang frem- og tilbagevisende sætning.

Marianne Larsens poesi – og her inkluderer jeg som sædvanlig romanerne – er hævet over tid og sted, hører ikke til i 1970’erne, 1980’erne, 1990’erne etc., men vil til hver en tid være det spørgsmål, ethvert svar venter på. Hvis jeg et øjeblik lytter efter, kan jeg høre F.P. Jac takke bestyrelsen for, at det i år er Marianne Larsen, vi hylder. Det var jo det, han hele tiden havde sagt. Nu kommer digtet: ”Dengang kæresterne af sig selv og i et gisp uden tidszoner / på vej til strandene faldt om så trætte. I tusindvis. / Men kom på benene igen og vendte hinanden ryggen. / Og stirrede ud i luften i hver sin retning. / Dengang det uendelige dér ikke mere var til at se.”