Af Neal Ashley Conrad

LARS NORÉN. MØRKET I OS. Vi har mistet Lars Norén. Vi har mistet det uforsonligeste blik på os selv, blikket inde fra dybet af os selv og ud i verden, der aldrig nogen sinde er til at stole på. Ja. Vi har mistet blikket på os selv – indefra.

Lars Norén var dét skrivende blik gennem alt. I mine øjne en despotisk, giftig og nådesløs dramatiker, fortæller og skrivende bevidsthed, ikke mindst i hans oprivende dagbøger, En dramatikers dagbok.

Norén er gået langt længere end rockens sandhedssøgere, som Nick Cave, i måden at fange og fastholde menneskelig selvfornedrelse.

I hans hjemland kunne KUN August Strindberg gøre ham rangen stridig, når det handlede om at stille skarpt på at afdække kønnenes kamp i bredformat, parforholdets maskepi, menneskelig forstillelse og de måder, vi dagligt svigter os selv på, fordi vi ikke tør sætte ord på det, der foregår i os selv.

Lars Norén tog hvad der skulle til for ordene, for det, han så, det han ville os, som var så langt mere end vi ville os selv. Han var frygtindgydende vedholdende når det gjaldt familiens definitive selvbedrageriske forræderi.

Lars Norén – alene navnet vil for altid skræmme mig gennem dagene frem. Frygtindgydende. Den side af os selv, mænd og kvinder, vi ikke selv har ord for. Og har vi det, da vælger vi alt for ofte side. Norén sagde: det er selve det at være menneske, der helvedet og himmel på jord – og de lader sig aldrig forene. Farvel, du sindssvagt ærlige, frygteligt velskrivende skarpretter.

Godt at jeg nåede at læse Gunnar Ekelöf før jeg læste dig, Lars Norén. Havde jeg ikke gjort det, havde jeg været eksistentielt på røven i dag. Min pointe er: Lars Norén rev tæppet væk, du skulle fremefter selv være både asfalt og gulvbrædder, hvis du ville have et liv efter at have læst ham. Ekelöf forberedte mig eksistentielt og spirituelt til Norén. Læs ham før din nabo. Før du bedrager dig selv eftertrykkeligt.

En afsindig vigtig forfatter er død.