Af Carsten Jensen

Hvad er det med Dubai? Hvorfor er det der, du midt i en pandemi skal hen, hvis du er sportsstjerne eller influencer?

Hvad er det, der er så attraktivt ved denne betonbunke midt i 40 grader varmt ørkensand?

Er det, fordi Dubai er et asocialt, mundbinds-frit selfie- og party-reservat, hvor en usikker selvfølelse kan afstives med en solskoldning og en permanent høj promille? Eller er det bare synet af den hærskare af underbetalt, rettighedsløs arbejdskraft fra Indien og Indonesien, der i milliontal får verdens grimmeste, mest overflødige by til at fungere, du tænder på? Der er så mange af dem, og der er kun en af dig, en storkonsumerende pseudo-individualist majet ud i sponsoreret mærketøj, så i sammenligning med dem er du selvfølgelig noget.

Dubai er Stein Bagger-territorium. Det var her, dansk erhvervspresses darling i 2009 lavede sine afsluttende svindelnumre, så ingen kunne spore hans uretmæssigt erhvervede millioner, før han vendte hjem og overgav sig til politiet. Lars Seier Christensen, en anden passioneret penge-elsker, forsvarer i disse dage fra sit slot Schwarzenbach i Schweiz de udskældte influencers i Dubai. Bagger og Seier står på hver sin side af loven, men ellers har de samme livs- og samfundssyn, og Dubai inkarnerer det. Stater er af det onde, skatter er kun til for ikke at blive betalt, og fuck the rest, bare vidtløftige valutahandler giver gevinst.

Smittetallene slår hver dag nye rekorder i Dubai, tallene på hospitalsindlagte er hemmelige, og mon ikke fremmedarbejderne får lov at dø i barakkerne? Smittetests forfalskes rask væk, men til gengæld giver flyselskabet Emirats rabat på hjemtransport af kister, hvis du skulle være så uheldig at dø af corona, mens du er på ferie. Smittefaren er blot en algoritme i Dubai-turismens profit-kalkule.

De såkaldte Men in Black, der nu hver lørdag demonstrerer i den personlige friheds navn og kræver Mette Frederiksen ombragt og sundhedsvæsenet nedlagt, er åndelige statsborgere i Dubai, og det er sikkert også der, de ville ansøge om asyl fra det danske diktaturland, hvis bare nogen ville sponsorere rejsen. De sortklædte skikkelser, der med deres kanonslag og angreb på politiet fylder Københavns gader ved mørkets frembrud, er ligesom deres syge drømmeland en dyster endestation for neoliberalismens perverse frihedsidealer, hvor frihed bliver retten til at smitte andre.

En hysterisk konsum- og shoppingkultur, en parasitby uden fortid eller fremtid, hvor intet skabes for at vare, holdt kunstigt i live af et samvittighedsløst misbrug af jordens svindende ressourcer. Det er Dubai.

Om 50 år findes Dubai ikke. Voldsomme temperaturstigninger vil have gjort byen ubeboelig, og olien vil ikke længere være der til at finansiere korthus-økonomien. Tilbage bliver et smuldrende monument over grim arkitektur og stakåndet grådighed. “Så dumme var vi” vil der stå på soklen i ørkensandet.