TIL MINDE OM DE GLEMTE OFRE

Af Peer Aagaard

I dag er det Holocaust Memorial Day – dagen hvor verden mindes ofrene for Hitler’s modbydelige og umenneskelige nazi-styre.

I dag er samtidig en god anledning til at drage paralleller mellem fortid og nutid og at huske på, at der var flere grupper, som faldt for nazisternes bødler.

Som denne artikel så fint redegør for:

I 1920’erne og 30’erne var Berlin hjemsted for en af verdens livligste bøsse-scener. Der herskede en frihed og et frisind i Tysklands hovedstad, som ikke fandt sin lige andre steder.

I 1945 var antallet af nazi-arrestationer af homoseksuelle mænd højere end 100.000 og mange tusinde af disse var døde i kz-lejrene.

Artiklen påpeger samtidig det interessante faktum, at hvor jøderne havde deres frelsende helte i og udenfor deres religiøse cirkler, så var der ingen, absolut ingen, der løftede en finger for at hjælpe de homoseksuelle. Det gjaldt også de overlevende efter massakren.

De homoseksuelle kz-fanger bar en lyserød trekant på deres fangedragter og lå absolut nederst i lejrenes hierakier – foragtet selv af deres medfanger.

Firs år senere lægges jøder stadig for had. Det samme oplever en ny gruppe, muslimerne, som i Hitlers tid knapt var repræsenteret i Europa. Også de homoseksuelle oplever stadig forfølgelse i vide kredse. Tragisk nok primært i de selvsamme områder, hvor Hitlers koncentrationslejre lå.

Man skulle tro, at en altødelæggende verdenskrig med millioner af døde og det efterfølgende opgør for altid ville sikre os mod dette had mod etniske, religiøse og seksuelle minoriteter, men som enhver kan konstatere, er det ikke tilfældet.

Må i dag blive endnu en god anledning til at minde om, hvor vigtigt det er, at vi alle slår ned på hadets budbringere, uanset hvilken forklædning, de kommer i.

Æret være de dræbtes minde.