BLØD SOM FLINDT

Af Leif Lønsmann

En af min generations journalistiske forbilleder, Jørgen Flindt Pedersen, har sat sit sidste punktum.

Som pionér indenfor undersøgende journalistik i aviser og tv, var han det naturlige forbillede, da vi i 1997 etablerede Radioens Dokumentargruppe på P1. På det tidspunkt havde han allerede gennem 30 år både sat og hævet barren for journalistisk dokumentarisme, først i DR (1967-87) og siden som chefredaktør for arbejderbevægelsens avis Aktuelt, som han, sammen med sin journalistiske tvillingebror Erik Stephensen, omdannede til ”Det Fri Aktuelt”.

Allerede da jeg startede i DR i 1978 var han en af tv’s journalistiske helte. Dengang holdt tv-avisen til i Radiohuset, og mine øjne rullede af beundring når jeg så ham sammen med andre koryfæer som f.eks. Ole Thisted og Alice Vesterlund (foto, med Jørgen Flindt Pedersen bagest).

I 1993 var han, til ærgrelse for mange journalister, blevet udnævnt til administrerende direktør for TV2. Ærgrelse fordi vi betragtede det som et tab for journalistikken at han skiftede pen og kamera ud med en tidsslugende administrativ toppost langt fra det journalistiske værksted. ”Flindten” var alt for blød til at være hård topchef. Og ville han, fra toppen af en stor, delvist reklamefinansieret tv-station kunne holde sine journalistiske idealer i hævd?

Et af hans idealer var, at journalistikken samlet set skulle give et samlet billede af samfundet, og ikke kun fokusere på konflikter, undtagelser og det, der ikke fungerer. ”Virkeligheden består jo af andet end konflikter”, sagde han, og fortsatte: ”Vi har et ansvar for ikke kun at vise toppen af isbjerget, men hele isbjerget”. Det lyder jo pænt og ukontroversielt, men på et offentligt møde på Odense Universitet i november 1997 gik det galt. Her blev han bedt om at give et eksempel på et område, hvor han syntes, at medierne – og TV2 – ikke havde gjort det godt nok og havde forsømt at vise hele virkeligheden.

Som eksempel nævnte han det allerede dengang mest betændte emne i den danske debat. ”TV2 har måske”, sagde han, ”fokuseret for meget på konflikter, og har dermed bidraget til at tegne et skævt billede af hvordan flygtninge og indvandrere lever i det danske samfund. Mediernes kolossale magt giver os et ekstra ansvar for at give seeren de rette proportioner”.

Så brød Helvede løs. Jyllands Posten skrev en fordrejet leder, ”Dagens Glade Flygtning”, som gav indtryk af at Jørgen Flindt Pedersen havde beordret sine journalister til at ”bortcensurere” virkeligheden til fordel for ”udlændingepropaganda”. Dansk Folkeparti mente at TV2 var ude i et ”pinligt knæfald for magteliten og de politiske partier, der sikrer deres licenspenge”. Det var før Internettet. I dag ville han formentlig være blevet ristet som ”islamofil landsforrædder” på de sociale medier.

Flindt fandt debatten direkte usmagelig og skinger. Og understregede at han såmænd kun havde opfordret til at medierne, på alle områder, skulle være sig bevidst at de har et ansvar for ”hele tiden at kigge på om vi har skævvredet en sag, har overset vigtige korrektiver og forsømt at give de rette proportioner.”
Det er kloge ord som disse, vi vil savne efter Jørgen Flindt Pedersens død.

Hans idealer var for høje til samtiden. Måske også til nutiden. Og derfor er de værd at huske i fremtiden !