Af Jan Poulsen
Så skal flaget atter hejses, for i dag (23/1) er det præcis 45 år siden, at DAVID BOWIE udgav sin tiende studie-lp, Station To Station.
Klemt inde mellem hans soulperiode, der kulminerede i 1975 med lp’en Young Americans og hans såkaldte Berlin-trilogi, der blev skudt i gang med Low og ‘Heroes’ i 1977, peger Station To Station både tilbage og frem.
Således har lp’ens ældste sang, Golden Years, mere end én fod forankret i soulmusikken, mens titelsangen forvarsler det, vi skulle få fra Berlin, musikalsk såvel som i teksten, hvor han afslører, at “the European canon is near”.
Station To Station / Golden Years / Word On A Wing // TVC 15 / Stay / Wild Is The Wind
I anledning af jubilæet udgav Bowies pladeselskab i går (22/1) en fjolleudgave af lp’en i rød og hvid vinyl, og fordi den er plomberet, ved du ikke, hvilken farve du køber. Hurra! Til gengæld går du ikke galt i byen med musikken, som altså fylder 45 år i dag.
Det fejrer vi ved at høre Station To Station nok engang. Du kan evt varme op via linket til lp’ens majestætiske titelsang nedenfor.
God weekend, folkens! ❤