Dengang jeg læste kinesisk på Københavns Universitet

Af Arne Herløv Petersen

Jeg sidder og pusler med nogle kinesiske digte, jeg måske vil prøve på at gendigte. Ikke oversætte, for det kan jeg ikke, men omforme til dansk lyrik, så godt jeg nu kan, ud fra ordrette oversættelser af hvert tegn, kombineret med oversættelser til en række europæiske sprog.
Og så tænker jeg på, at det egentlig er en fantastisk historie, dengang jeg læste kinesisk på Københavns Universitet. Der kom jeg, en tyveårig knægt fra Brønshøj, og ville gerne lære noget. På to af holdene var jeg den eneste, der havde tilmeldt mig. Men de blev gennemført alligevel. Hver tirsdag sad jeg en time hos Zhang Daowen. Jeg havde fået et klassisk kinesisk digt for, og det gennemgik vi så både sprogligt og indholdsmæssigt. Jeg var også den eneste til samtaleøvelser på moderne kinesisk hos Chiyun Eskelund, og det betød, jeg var i ilden hele tiden. Det er svært at finde på, hvad man skal snakke om, når man er helt alene om at skulle konversere en time. Men så fandt vi ud af, at vi begge var interesserede i at lave mad, og så udvekslede vi opskrifter på kinesisk. Ved siden af det var der så de sædvanlige holdøvelser, klassisk kinesisk hos Søren Egerod og kinesisk kalligrafi.
Men jeg blev der kun to år. Så rejste jeg Jorden rundt, og så flyttede jeg til Langeland og koncentrerede mig om at oversætte. Men det var spændende, så længe det varede.
Desværre har jeg glemt det meste af det, jeg lærte. Når man ikke bruger et sprog, ruster det op.
Jeg kunne dog stadig overraske min kone, da vi mange år efter var i Kina, og jeg stod på ved lugen på togstationen i Guangdong og sagde nogle lyde, der førte til at vi fik de to billetter til Kunming, vi skulle have. Og når vi skulle have noget at spise eller købe ind. Så lidt hang der da ved.

Foto: Chiyun og Karl Eskelund familiefoto.