Nicolaj Stochholm og Gunnar Ekelöf nikker fra sine egne vers

Af Neal Ashley Conrad

Da jeg læste mit første digt af Nicolaj Stochholm var jeg prisgivet. Jeg havde læst alverdens stærke digtere, da jeg selv så gerne ville skrive – Rimbaud, Baudelaire, Garcia Lorca, Nerval, Whitman, Ekelöf. Men fem linjer fra Nicolajs debut, Biografi, var nok, mere end rigeligt, til at stille skarpt på min egen uformåen som poet og indfødte evner til at læse og formidle poesi: her var og ER en poet, som flytter verdener – indre og ydre – med sine linjer. 5 linjer Stochholm satte alt igang. I en sådan forstand at jeg læste andres digte i forhold til Nicolajs. De skulle (be)stå testen. En dag ringede Nicolaj og jeg sammen over vældige afstande, længe, overordentlig længe! Spanien-DK, om det væsentlige i alt, vi talte om loft og gulv: død, begær, fortvivlelse, visioner, strømmen, mørket, leden, længslen, selvhadet, myter, tilværelsens raspende underlag, identitetskampen, hvad fanden er et jeg, hvem er jeg, hvem er mig jeg. Revet fra mig selv. Samtalen sluttede aldrig. Intet blev lagt på. Den snurrer i aftenen. Alt i mig fortsatte, for en strøm af desperat energi havde fundet et rør at strømme igennen: Nicolaj. Og nogen at tale med. direkte ind i Sammenfald, Nicolajs brillant oprivende hårdtslående eksperimenterende traditions-diskuterende og -bemestrende bog. Den faldt jeg i søvn til. Den stod jeg op til. Den læste jeg, den rejste jeg med. Den voksede jeg ved. Den blev min ven som Gunnar (herunder blev min ven), men jeg lærte, at det er kun Nicolaj man holder i hånden. Gunnar (Ekelöf) havde og har sin egen solitære gang gennem verden. Du kan højt få den ære at få lov til at gå ved siden af ham. Det har Nicolaj gjort, side om side med Gunnar, i linje efter linje, ingen overgivelse til eller fra nogen af siderne. “Jeg tilbeder dig, intet/ du er mit daggry, min dæmring” , skriver Nicolaj og Gunnar nikker fra sine egne vers. Intet intet som Gunnars. Intet intet som det, du kære læser, ikke har mødt i dig selv. Men intet er ikke til salg. Intet er intet, så don’t fuck up. …”den blanke sø på himlen”…jeg falder ind i og om i Nicolajs linier “på mit sinds matte mole/ voldtager kroppen kroppen”, hvad vil det sige? Vi spørger knapt os selv, før vi føres ind i og afsted gennem andre linjers lysende skygge, gennem blændende syns ubærlie sandheder, gennem tomganssnakkens dalslugter, gennem triste meldinger om at kvinden ikke er kvinde JEG KRÆVER JEG. SÅ forrygende mange steder dukke ord, dukkede 3-ords-linjer op, og “Jeg træder ind i en katedral/ og ser kæmpe spejle af mig selv”, jeg får ikke alene mig selv i hovedet, jeg står med min egen ulevelige, ulegemlige spejling, der ikke kan leves, kun siges og skrives. Genskrives. “Vinter på alle trappesten/ og han faldt gennem sin bygnings/ ødelagte morgengry/ med et skrig som bosatte sig endeligt/ bag den usynlige horisont”. At læse Sammenfald og lave film med Nicolaj om, hvad der faktisk foregår i hans digte er ét og det samme. Det skyldes ikke så meget at vers og menneske bytter plads, glider i ét, men at fremsatte syner fra digtsamlingen er de spor han sætter sine fødder i. Sådan var det på Aranøerne (Aran Islands), da Claus Bohm og jeg fulgte og forfulgte Nicolaj ind i den senere digtsamling Rekonstruktion, der optog mig for alvor, og Sammenfald lyste mig imøde fra linjer de andre havde ringet op. At rejse med Nicolaj var som at gå rundt i hans digte. Sammenfald og alt bedste, Nicolaj har skrevet, er altid med.

https://filmcentralen.dk/alle/film/digterSe dokumentarfilmen DIGTER her.