Af Kenneth Borgen Axelsen

I dag har denne mand sidste dag som USAs præsident.
Det er umuligt at sige noget om ham, som ikke er blevet sagt.
Efter fire års helvede for alle, på nær de ekstremt rige, så er det også umuligt at sige noget som helst pænt om ham – med mindre man da er MEGET rabiat og dum. Med mindre man tilhører den sekt, han omhyggeligt han bygget omkring sig selv.
Med mindre man tilhører det menneskelige afskum, som Hillary Clinton kaldte “the basket of deplorables”, hvilket hun fik stærk kritik for og måtte undskylde, men udtrykket var mildt.
Og han gemte det værste til sidst. Her i de allersidste dage har han haft uhørt travlt for en afgående præsident med at udrette så stor skade og sprede så meget ondskab, som han kan nå på falderebet – med at henrette fanger, med at smide bomber i udlandet, med at benåde sine rige venner og med at give Israel ekstra beføjelser til grusomheder, men det er ikke det, jeg tænker på.
Han har stadig ikke indrømmet at han tabte valget og det kommer han aldrig til.
Der har ingen værdighed været over hans opførsel på noget tidspunkt. Intet format. Han er en mikroskopisk lille mand. En hul skal af et menneske. En livsvarig charlatan, som har snydt og svindlet sig til en formue, som vist ikke engang eksisterer, men vi må jo ikke se hans papirer.
Og denne spand lort af et forfejlet, selvhadende menneske kom et hestehår fra at blive USAs diktator. Kun ganske få og små ting skulle være gået anderledes og så var hans plan om at sætte demokratiet ud af kraft lykkedes.
Det er uendeligt skræmmende at tænke på og det SKAL være en lærestreg for livet for de amerikanske vælgere og også for os danskere.
Uanset hvor træt middelklassen er af karrierepolitikere og status quo, så er det her ikke løsningen. Lad det ikke kun blive Donalds Trumps sidste dag, men den sidste dag for alle af hans støbning.
Never again. Vi burde have lært det senest i 1945.