Af Peer Aagaard

32 medlemmer af Venstres folketingsgruppe anbefaler en rigsretssag imod Inger Støjberg. Ni er imod. Det er billigt sluppet. Ifølge den seneste meningsmåling står partiet nemlig til at miste hele 18 mandater i forhold til sidste valg.

Hvorfor er den sammenligning relevant? Det er den naturligvis, fordi splittelsen i Venstre i dag har fået et nærmest officielt præg med fritstillelsen af medlemmerne i Støjberg-sagen og den deraf følgende stemmeafgivning.

Efter mødet var Støjberg nemlig ret klar i mælet. Med udtalelser som “Jeg er lidt skuffet over, at det er min egen formand, der inviterer resten af Folketinget til at rejse en rigsretssag mod mig”

og

“Det er også noget af det, der gør, at jeg tænker over, hvordan fremtiden ser ud”

samt ikke mindst:

“Den største mistillidserklæring, man kan få er, at ens egen formand støtter en rigsretssag mod en”,

lægger Støjberg nu an til et farvel til Venstre. Og formand Ellemann kan godt regne med, at en eller flere af dem, der støttede hende i dag går med hende.

Om det vil være et tab for Venstre kan diskuteres. Uden tvivl vil racisten, fremmedhaderen og lovbryderen være i stand til at trække nogle vælgere med sig, men til gengæld kan der forventes mere ro i partiet – noget som forskellige formænd i årevis har kæmpet for.

Hvad skal der så blive af Inger Støjberg? Mon ikke hun foretrækker Dansk Folkeparti som sit nye hjem? De mangler i den grad en stærk personlighed, som ikke bare kan trække stemmer, men også medvirke til at lede partiet – uden tvivl i et stille håb om, at hun inden længe kan overtage formandsposten fra svagpisseren Kristian Thulesen Dahl, som omgående efter afslutningen på mødet i Venstre gentog sin invitation til et partimedlemskab overfor hende.

Den eneste DF’er som vil have et problem med Støjberg i partiet, er Morten Messerschmitt, der selv går rundt med formands-ambitioner. Hvor sigende og symbolsk vil det ikke være, hvis Dansk Folkeparti inden for få dage står med to kriminelle, der kæmper om at blive dets leder. To som begge kan være ude af dansk politik om relativt kort tid, fordi en domfældelse vil betyde, at Tinget finder dem uværdige til at sidde der.

Dagens beslutninger i Socialdemokratiet og Venstre er de rigtige, hvis man er tilhænger af lov, orden og retfærdighed. Den efterlader samtidig det yderste højre som marginaliseret; som typer der blæser højt og flot på dansk lovgivning og retsstatens fundamentale principper, så længe det hellige mål om mere fremmedfjendskab nås.