Utaknemmelige skarn!

Af Pernille Skipper, Enhedslisten

Lige nu låner staten mange penge, som bruges til hjælpepakker til erhvervslivet, til ekstra rengøring, testkapacitet og meget andet. Ting som hjælper økonomien og sundheden her og nu, og som på længere sigt vil betyde, at vi kommer økonomisk bedre igennem den her krise, end hvis alt var gået nedenom og hjem.

Men de penge skal vi selvfølgelig alle sammen være med til at betale af igen. Det er klogt, men det er ikke gratis.

Og derfor bliver vi også nødt til at holde fast i, at vi alle sammen skal bidrage også fremover. Det gælder også de rigeste og de store virksomheder, der nyder godt af fællesskabets hjælpende hænder lige nu.

Til dem på højrefløjen der vil have, at regeringen skal skære ned på velfærd, sociale ydelser eller andet i stedet for at lånefinansiere: utaknemmelige skarn! Det er det stærke velfærdssamfund, der gør os i stand til også at hjælpe de store virksomheder nu. Det velfærdssamfund skal styrkes. Ikke brændes ned.

Alene i Løkkes sidste periode brugte de over 20 mia. kr. i varige midler til skatte- og afgiftslettelser, primært til toppen. Hvis der skal ske noget nu, skal vi selvfølgelig ikke igen slå på de arbejdsløse eller velfærden, så skal vi hellere tilbagerulle de milliard-skattelettelser, der er delt ud til overklassen de sidste mange år.

%d bloggers like this: