Af Carsten Jensen

I 15 år har Danmark været hjemsøgt af en anstrengt debat om ytringsfrihed. Ytringsfriheden må være absolut, eller den eksisterer slet ikke. Uhørte mængder af taletid og spalteplads er blevet brugt på at forsvare enhver had-ytring. At også racister kan komme til orde er demokratiets skønneste blomst.

Resultatet har mest været destruktivt for debatten. Vi, der kritiserer indvandringspolitikken eller den måde, der i politik og medier bliver talt om udlændinge eller flygtninge, bringes til tavshed af en altoverdøvende anklage: Vi er i virkeligheden imod demokrati og ytringsfrihed. Vores hemmelige drøm er en politisk korrekt censur, der for altid skal lukke munden på vores modstandere.

For fire år siden vandt Donald Trump præsidentvalget i USA efter en kampagne båret af løsgående løgne og racisme, og man skulle tro, at ytringsfriheds-entusiasterne nu ville tiljuble ham som deres ikon. Ingen inkarnerer jo idealet om hæmningsløs ytringsfrihed bedre end den løsslupne Trump. I stedet blev ytrings-advokaterne sælsomt tavse, for det var tydeligt, at deres argument, at det aldrig gjaldt om, hvad der blev sagt i den offentlige debat, men kun om den ubetingede ret til at sige hvad som helst, var endt i en blindgyde.

Nu er Donald Trump efter stormen på Capitol, kun få uger før hans aftræden som præsident, blevet gjort tavs. Præsidentens Twitter-konto er blevet lukket, og han er blevet afskåret fra sine 88 millioner følgere.

Er det censur?

Det er der en del danske politikere, der i et ekko af vores forslidte ytringsfrihedsdebat mener. Opfordringer til vold og omstyrtning af staten hører åbenbart naturligt hjemme i den offentlige debat.

Censur er, når staten lukker munden på sine borgere, med forfølgelse eller straf. Men den amerikanske stat har ikke afskåret Donald Trump fra at ytre sig. Hvis præsidenten indkalder til en pressekonference, vil politiet ikke møde op og fratage ham mikrofonen, uanset hvad han agter at sige. Det er private medier som Twitter og Facebook, der har erklæret ham uønsket på deres medieplatforme. Det er de ifølge al eksisterende lovgivning i deres gode ret til.

Er det ikke ethvert medies, inklusive de tryktes, suveræne ret at redigere indholdet på deres skærme og sider? Det er ikke noget overgreb på ytringsfriheden, hvis jeg får en af mine artikler afvist. Hvis en avis ikke bliver redigeret, er det ikke nogen avis. Ikke alle synspunkter kommer til orde.

De trykte medier ynder at sætte sig selv i positiv modsætning til de sociale. Men selvrosen lugter. Britiske aviser og tidsskrifter ejet af medie-mogulen Rupert Murdoch førte i månederne op til Brexit-afstemningen en kampagne, der ville have stemplet Joseph Goebbels som amatør.

De sociale medier redigeres af algoritmer, der lukker deres brugere inde i et selvforstærkende ekko af deres egne til tider fordomsfulde ideer. Avisredaktører tænker i stigende grad på samme måde som algoritmer. De er tiltrukket af konflikter og ekstreme synspunkter, som de forstærker med søgte overskrifter, ikke for at oplyse deres læsere, men for at tiltrække et publikum til deres annoncer. Avisernes styrke er undersøgende journalistik, men det bliver der, efterhånden som deres finansielle grundlag skrumper, mindre og mindre af. Dilemmaet er det samme for trykte medier og sociale: De kan både oplyse os og låse os fast i vores fordomme.

Problemet med sociale medier som Twitter og Facebook er, at de er monopol-foretagender uden konkurrence. Det er de trykte medier ikke endnu, og det er demokratiets chance. Dilemmaet står ikke mellem ytringsfrihed og censur, men mellem monopol og mangfoldighed, og skal det løses, kræver det en anti-monopol-lovgivning, som vil være et opgør med den hellige markedsøkonomi.

En ureguleret markedsøkonomi er ikke nogen garanti for demokrati, og det ser vi i disse år. Vi er ikke kun forbrugere af medier, tilskuere og ofre for begivenheder uden for vores kontrol, men også borgere, der kræver indflydelse på vores egne liv. Det er den egentlige mening med medierne. De er redskaber for demokratiet, ikke en bizart underholdende skov af vidtløftig manipulation.