Af Peer Aagaard

For mange briter var der andre faktorer end COVID19 og dens mutationer, som afholdt dem fra at fejre nytåret: Ved midnatstid forlod Storbritannien endegyldigt EU, hvilket på klokkeslet førte til offentliggørelsen af denne leder i The Guardian.

Jeg har ikke meget at føje til skribentens kloge og triste ord, men vil fremdrage nogle af lederartiklens pointer:

De mest fanatiske EU-modstandere håbede, at Brexit ville blive en slags løftestang, som de kunne bruge i kampen for en opløsning af EU. I stedet skete det modsatte: På kontinentet er tilslutningen til det EU steget, som i hele forhandlingsprocessen formåede at stå samlet, mens den interne splittelse i Storbritannien blev tydeligere dag for dag. Unge briter stemte massivt imod Brexit. Det samme gjorde hele Skotland, Nordirland, de veluddannede og indbyggerne i landets største byer. Alligevel blev Brexit en realitet båret frem af en populistisk inspireret illusion om, at enegang gør stærk, selv om det modsatte så tydeligt er tilfældet.

Ligesom Trump formåede at splitte et helt land, har Brexit ført til dybe skel i den britiske nation: familiemedlemmer, der ikke mere er på talefod; en udpræget mangel på forståelse mellem beboerne på land og i by, brudte venskaber og altsammen fordi, visse mennesker lider under den vildfarelse, at et land kan opretholde en høj levestandard eller ligefrem være verdensførende uden at forpligte sig til internationale samarbejder. I stedet forestiller disse individer sig, at den løsrevne nation bare kan diktere omverdenen, hvor skabet skal stå.

Intet kunne være mere forkert.

Skotlands førsteminister Nicola Sturgeon tweetede i går de rørende ord: “Scotland will be back soon, Europe. Keep the light on.”

Bedre kan det ikke siges:

Der er ikke en eneste af de store udfordringer, som kloden står overfor, som kan løses af et enkelt land. Fra klimakrise til Corona. Fra flygtningekrise til forskningssamarbejder. Fra handel til rabiate politiske holdninger, som truer vores demokratier og enkelt-individers og gruppers rettigheder. Alle kræver de nære indbyrdes relationer, for at vi kan holde vores samfund på ret køl og navigere sikkert igennem farefyldte farvande.

Det vil være dybt forkert at antage, at EU er den perfekte løsning på alle spørgsmål. Kapitalstærke institutioners alt for store indflydelse er et godt eksempel på en udfordring, som EU har svært ved at håndtere. Men forestiller nogen sig i ramme alvor, at Unionens lande ville have lettere ved at gøre det hver for sig? I så fald er der tale om nationalt storhedsvanvid i et omfang, hvor ordets sidste del – vanvid – i sandhed må kaldes dækkende.

I manges ører er globalisme et ondt fænomen, som dækker over kapitalens driven gæk med regeringer og befolkninger. Set fra denne skribents stol dækker ordet over noget andet: forbrødningen af mennesker på tværs af grænser. Den sandhed, som internettet gennem de seneste årtier har fremmanet så tydelig for os: at der eksisterer fællesskaber, som binder mennesker sammen uden hensyn til grænsemure og hysteriske nationalisters gentagne fuckfingre til dem på den anden side af murene i deres egne forvitrede hoveder. Det 21. århundredes mantra er ikke “ene, men stærk”, men “sammen er vi stærke”.

Vi skal anerkende forskellighed og rummelighed i det store internationale fællesskab, fremfor at insistere på, at landekoden i vores pas giver os ret til at føle os højt hævet over andre nationer. En sådan tankegang er den sikre vej til undergang.

Kære Storbritannien, jeg savner dig allerede så forfærdeligt som en del af vores fællesskab. Kom snart tilbage.