LEXIT – EN STATSMAND I FRIT FALD

Af Peer Aagaard

På papiret burde Jakob Ellemann være en glad mand i dag. På under fjorten dage er han sluppet af med to dybt forstyrrende elementer fra det parti, han har så svært ved at lede. Desværre for Ellemann er det samtidig Venstres to største stemmeslugere, han har mistet. Dermed understreges offentlighedens indtryk af Ellemann som en elendig leder kun yderligere.

Ingen overhørte nemlig dørens smækken, da Lars Løkke på året første dag forlod Venstre. Det skete med i et ordrigt, men forbløffende ukonkret opslag på Facebook.

Det nærmeste Løkke kom med som begrundelse var bemærkningen “Jeg troede ellers det var en engangsforeteelse, at medlemsdemokratiet i Venstre blev kortsluttet af partiets forretningsudvalg”. Her henviser Løkke tydeligvis til, at netop Venstres forretningsudvalg for få dage siden satte Inger Støjberg skakmat i partiet, så hun nu også må anses som fortid i Venstre, præcis som det skete for Løkke selv i sommeren 2019, da han endte med at trække sig som partiformand.

Ingen skal dog bilde sig ind, at Løkke nu forlader sit gamle parti af lutter solidaritet med Støjberg. Politisk ligger de to hinanden så fjernt som tænkes kan indenfor samme parti. Det gælder ikke mindst på udlændingepolitikken.

Jamen, er det så virkelig en organisatorisk teknikalitet som forretningsudvalgets store indflydelse i Venstre, som får Løkke til at gå? – Så afgjort ikke, hvilket understreges af, at Løkke aldrig har gjort det mindste forsøg på at få ændret sit nu forhenværende partis statutter med henblik på at stække dets forretningsudvalg.

Derfor svirrer luften nu med rygter og gisninger om, hvad Løkke Rasmussens næste træk bliver? Vil han fx danne et nyt parti? Det mener fx Berlingskes Thomas Larsen i en meget skråsikker analyse.

Efter nogen overvejelse vil de fleste være tilbøjelige til at giver Thomas Larsen ret. For selv om en lang række kommentatorer står i kø for at understrege Løkkes mange kvaliteter, er det et faktum, at Løkke ikke har fået et eneste seriøst jobtilbud, siden han blev afsat som partiformand for seksten måneder siden. Og det på trods af at Løkke selv har signaleret meget tydeligt, at han var åben for en fremtid uden for Christiansborg. Faktisk begyndte han at udsende de signaler i samme øjeblik, han tabte folketingsvalget til Mette Frederiksen i juni 2019.

En analytiker som TV2’s Troels Mylenberg lader derfor til at være helt galt afmarcheret, når han siger, at “En mand med Løkkes erfaring og netværk både nationalt og international kan bruges rigtig mange steder.” Var det virkelig tilfældet, havde store koncerner stået i kø for at kapre ex-“statsmanden” med det blakkede ry for en elendig privatøkonomi, elendige sprogkundskaber, en skandaløs afvikling af et klimatopmøde, hans hang til flyvninger på første klasse og hans sponsorerede jakkesæt og underbukser allerede forrige år. Seksten måneders erfaring siger nu, at det gør disse koncerner ikke. Løkke kan simpelthen ikke finde et job i den private sektor og slet ikke på det niveau, hvor han selv føler, han hører hjemme.

Samtidig kan ingen være i tvivl om Løkkes høje tanker om sig selv. Skal disse indfries, kan det altså kun blive indenfor dansk politik, og da han selv har forladt sit parti gennem 40 år, og ingen andre partier har tilkendegivet den fjerneste interesse i at få ham indenfor i deres fold, er han nødt til at stifte sit eget, hvor han fra starten er sikker på at blive formand og sidde med uindskrænket magt.

Hvad er det så, Lars Løkke vil rent politisk? Det har vi en ret klar idé om, efter hans forbløffende frieri til Socialdemokratiet om et samarbejde i de sidste dage af valgkampen i 2019 og ikke mindst af bogen Befrielsens Øjeblik, som udkom sidste år. Løkke ser nemlig sig selv som en politisk brobygger mellem højrefløjen og Socialdemokratiet – grundlægger af en stor koalition, som i princippet vil være umulig at vælte.

Ingen har endnu nævnt det, men for personer med en lang nok hukommelse lyder Lars Løkke i denne tid fuldkommen som Erhard Jakobsen, der efter 35 år som socialdemokrat i 1973 smækkede med døren og stiftede Centrumdemokraterne i protest mod det, han opfattede som venstredrejningen i sit gamle parti. I dag er det ret vildt at tænke på, at Jakobsen blandt andet var en indædt forsvarer af Sydafrikas apartheid-politik og anså Sydafrikas sorte befolknings krav om ligeret og ligestilling som et kommunistisk komplot, men sådan var det. Ikke desto mindre anes i dag mere end konturerne af et skæbnefællesskab mellem Jakobsen og Løkke. Begge store karismatiske personligheder, der kunne mønstre enorme personlige stemmetal. Begge med en iboende forurettelse på egne vegne over at være misforstået og ugleset. Begge fantaster.

For er der nogen, som i ramme alvor forestiller sig, at endnu et parti under Lars Løkkes ledelse vil kunne gøre en fejende flot entré i Folketinget ved næste valg? Næppe andre end ham selv, og han har da også en rimelig chance for at komme ind på baggrund af et personligt kredsmandat, men mere end det er svært at se for sig.

Endnu sværere er det at forestille sig en sådan partidannelse som tungen på vægtskålen i et nyt Folketing. Dertil står den såkaldt røde blok alt for stærkt.

Ingen kan være i tvivl om, at det må opleves som et dybt uretfærdigt styrt fra tinderne, hvis man som Løkke det ene år sover i gæstehuset til Det hvide Hus og får alt, hvad man kan pege på af velvillige sponsorer for så det næste at opleve sig selv som uønsket i sit eget parti, i internationale organisationer og hos et såkaldt rummeligt erhvervsliv, der dog ikke evner at rumme en mand med så store armbevægelser som ham. Lars Løkke er kun 56 år gammel og skal ifølge regler, han selv har medvirket til at udforme arbejde i mindst tolv år til. Intet under at han føler sig rådvild og med et stort behov for at sikre sig et smukt eftermæle, alt imens den mulighed fortoner sig dag for dag.

Lille Lars fra Græsted vil gerne huskes som samarbejdets store formidler. Rent faktisk står han i dag venneløs som en splittende faktor.

Som GGGI-formand for han jorden rundt på første klasse. Nu er han henvist til en tjans som reality-stjerne, hvis han se verden.

Uanset hvad Løkke planlægger, har han sin fremtid bag sig. I historiebøgerne vil hans virke være begrænset til en parentes. Kønt er det ikke. Løkkehjulet er ved at gå i stå, og det lander på en nitte.