Af Carsten Jensen

Det tog republikanerne i USA seks uger at erkende, at præsident Trump havde tabt valget. Det tog ledende politikere i Venstre fem år at erkende, at tidligere integrationsminister Inger Støjberg havde brudt loven og løjet for Folketinget med en rigsretssag som sandsynlig endestation. I mellemtiden nåede partiets folketingsmedlemmer med en makaber sans for humor at udnævne lovbryderen til både næstformand og retsordfører.

Indtil for nylig stod såvel Lars Løkke som Jakob Ellemann og mange andre på barrikaderne for omstridte Inger. Nu undsiger de hende med fingeren for næsen og mener, at en rigsretssag kan være på sin plads. Har de været tvangsindlagt til et lynkursus i Grundloven? Eller er de blevet hjemsøgt af en samvittighedskrise, da konsekvenserne af lovbruddet gik op for dem?

Eller er der en helt anderledes, meget mere simpel forklaring, som ikke har noget at gøre med hverken den elitære jura eller det i politiske kredse ukendte begreb samvittighed? Gik det op for Venstre-politikerne, at der slet ikke var så mange stemmer i Støjberg, som de gik rundt og frygtede, og så var hun fra racistisk galionsfigur brat forvandlet til en varm kartoffel, det gjaldt om at dumpe?

I slutningen af november talte Inger Støjberg i Aarhus ved en sympati-demonstration for minkavlere pludselig i Donald Trump´ske tunger og truede med “at dræne sumpen”. Men det værste var ikke, at hun beskyldte Christiansborg for at være en sump af korruption. Det værste var hendes nye allierede. Hendes publikum var en karavane af landmænd, der med deres traktorer blokerede trafikken i gaderne og i bevidst protest mod corona-restriktionerne ikke bar mundbind. Demonstrationen var organiseret af Bæredygtigt Landbrug, en organisation af indædte naturhadere, hvis brug af ordet bæredygtig er lige så demagogisk, som hvis pædofile dannede en forening under navnet Børns Velfærd.

Da Inger Støjberg allierede sig med coronas-skeptikere og militante natur-misbrugere erhvervede hun sig i sine partifællers øjne en envejsbillet til en rigsretssag. Ingen af de to grupper har nogen som helst opbakning i befolkningen. Populær, eller ej, Inger Støjberg ophørte med at være et aktiv for sit parti. Til trods for sin behagesyge racisme er hun ikke længere mainstream.

Tilbage i 1980’erne var der et opgør i Venstre om partiets linje og fremtid. Skulle Venstre fortsat være parti for landbruget eller et parti for en moderne middelklasse med base i byerne? Der er brug for folk med jord under neglene, sagde et bornholmsk folketingsmedlem, hvortil stridens sejrherre Uffe Ellemann vittigt svarede, at det var bedre at have rene negle end jord mellem ørerne. Det er der, Inger Støjberg, har placeret sig: Blandt dem, der har erstattet politisk fingerspidsfornemmelse med jord i hovedet.

Jamen, både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil jo gerne have hende. Har hun ikke en fremtid der? Danske Folkeparti er på determineret dødskurs, og hver gang Morten Messerschmidt slår knuder på tungen for at få de to nøgleord i hans nye livsanskuelse, mink og Jesus, til at passe ind i samme sætning, mister partiet et femcifret antal stemmer.

Champagne-racisterne i Nye Borgerlige danser ved Dansk Folkepartis dødsleje, men partiet vil aldrig kunne opnå nogen virkelig folkelighed, fordi det som neoliberalt ønsker velfærdsstaten nedlagt, og det dystre formål deles af meget få danskere.

Med eller uden rigsretssag, med eller uden dom, Inger Støjberg har tabt tråden. Hun har placeret sig blandt de politisk marginaliserede, og det er godt nyt for dansk demokrati, der i årtier har lidt under midter-politikeres opportunistiske spekulation i fremmedhad.

Racismen findes i Danmark, men næppe blandt mere end 10 procent af befolkningen. Da Dansk Folkeparti i sin storhedstid nåede over de 20 procent, skyldtes fremgangen, at partiet forsvarede velfærdsstaten over for Helle Thornings og Bjarne Corydons forsøg på af afvikle den.

Partierne har endnu ikke opdaget det, men danskerne er efter 25 års demagogi racisme-trætte. Politisk fremgang sikres ikke mere ved at råbe bøhmand efter enhver med afvigende ansigtskulør.

Så skulle 2021 ikke blive året, hvor vi omsider ser verdens virkelige problemer i øjnene?