Af Peer Aagaard

Jeg burde skrive en længere analyse af forholdene blandt de borgerlige i almindelighed og Venstre i særdeleshed, men jeg får svært ved at bidrage med noget, der ikke allerede er sagt.

Desuden morer jeg mig næsten for godt til, at jeg gider at sætte mig til tasterne: Hvem skulle have troet for kort tid siden, at den første måned i det nye år både kommer til at byde på Trump’s farvel til Det hvide Hus og Inger Støjbergs farvel til Venstre med en deraf følgende massiv medlems- og vælgervandring fra partiet, hvis formand drømmer om at blive statsminister? Alt det samtidig med at forbitrelsen breder sig i Dansk Folkeparti over, at deres partiformand er en inkompetent og politisk impotent nar, og partiet nærmer sig spærregrænsen i målingerne.

Ikke desto mindre er det, hvad vi efter alle pejlemærker at dømme komme til at opleve.

Dette er bedre end sommerens første nye kartofler. Bedre end jordbær med fløde. Bedre end et solstrejf i en vandpyt og et lille kindkys af en vind.

Borgerlige vælgere må stille sig selv spørgsmålet: “Hvad ville der være sket, hvis Danmark havde haft en blå regering i denne krisetid, hvor den borgerlige børnehave knapt kan styre sig selv?”

Katastrofens omfang havde været uoverskueligt.

Således beroliget, men bestemt ikke uengageret går Danmark ind i 2021: Det kan kun gå fremad – for dig, mig og verden.