HVORFOR SKAL SILAS DØ?

Af Peer Aagaard

I efterdønningerne af finalen på årets Vild med Dans fortæller Silas Holst til B.T., hvor hård denne sæson har været for ham og hans dansepartner, Nukâka Coster-Waldau.

Sagen er den, at de begge har modtaget enorme mængder af hadefulde beskeder og sågar dødstrusler i de uger, hvor konkurrencen er blevet afviklet.

Men hvorfor dog?

Jo, for Silas Holst vedkommende handler det blandt andet om, at han er “det ulækreste menneske, der ikke fortjener at se morgendagens lys, da verden ville være bedre uden en så stor dramaqueen, der ovenikøbet er blevet rynket, gammel og mest af alt ligner en KZ-fange efterhånden.”

Jamen, hvorfor så true hans dansepartner? Jo, hun har den forkerte etniske oprindelse, da hun er halvt grønlandsk.

Lad os starte med at få én ting på det rene: Det, som Holst og Coster-Waldau udsættes for, er ikke meningstilkendegivelser eller udsagn fra folk, der bare bruger deres ytringsfrihed. Det er virtuelle hadforbrydelser.

Der er god grund til at se på årsagerne til disse forbrydelser, og i den forbindelse forekommer det oplagt at se på en nutidig trend, nemlig borgerliges massive undsigelse af den såkaldte identitetspolitik – et begreb, der er meget oppe i tiden, men som dækker over et velkendt fænomen: at medlemmer af mindretal kræver at blive respekteret som det, de er, uanset om vi taler om hudfarve, religiøst tilhørsforhold eller kønslig identitet.

I USA har Donald Trump haft stort held med at italesætte minoritetsmedlemmer, der forventer anerkendelse og respekt, som samfundsomvæltende venstreekstremister. Den tendens understøttes i denne tid massivt af vores hjemlige borgerlige presse:

Lad mig som eksempel nævne den byge af indlæg, som Berlingske har stået bag med velkendte afsendere som Kathrine Lilleør, Per Stig Møller, Sørine Gotfredsen, Christian Marcussen, Henrik Dahl, Lasse Marker, Amalie Lyhne, Morten Hesseldahl, Mikkel Andersson, Anders Krab-Johansen, Anne Sophia Hermansen, Eva Selsing og avisens chefredaktør, Tom Jensen.

De damer og herrer er ikke i fare for at løbe tør for tillægsord, når de beskriver identitetspolitikkens fortalere. Vi må forstå, at vi er en samling splittende, tyranniske, totalitære, historieløse, ekstremistiske, undertrykkende, krænkelsessyge ekstremister, og vores beskedne krav om at blive respekteret udgør “en trussel mod vores kulturarv” (Anne Sophia Hermansen), mod “sammenhængskraften” og “demokratiet”(!!!!) (Per Stig Møller), samt mod “det frie samfund” (Tom Jensen).

Berlingske kæmper naturligvis ikke alene. I Jyllands-Posten kan man læse, at identitetspolitik er fanatisk, hysterisk og farlig, mens avisens korps af ultra-reaktionære bloggere står i kø for at holde den fjendtlige gryde i kog. Og på lederplads under overskriften “Nu må det identitetspolitiske vanvid stoppe” kunne læserne blandt andet pløje sig gennem disse guldkorn: “Den identitetspolitiske svøbe er for alvor nået frem til Danmark, og ikke en uge går uden beretninger om en krænket, der har anlagt sag for at have følt sig diskrimineret og holdt uden for af en majoritetskultur, der pr. definition naturligvis består af hvide, heteroseksuelle mænd, som bærer skylden for alle ulykker.”

Det sidste udsagn er nærmest pr definition korrekt. Kogt ind til benet handler al dette postyr jo om noget så primitivt, som rasende heteroseksuelle mænd (og enkelte kvinder), der er dybt forurettede over, at de ikke længere slipper let om ved at optræde racistisk, homofobisk, transfobisk eller kvindefjendsk, uden at nogen skælder dem ud for det.

De føler sig sat på anklagebænken, fordi de ikke uhindret kan fortsætte med at nedgøre andre mennesker i samme omfang som før.

Hermed er linjerne trukket op: Black Lives Matter og LGBTQ-bevægelsen og ikke mindst #MeToo er karakteriseret ved personer, der kæmper imod undertrykkelse, mens identitetspolitikkens modstandere ruller de store gloser ud i raseri over, at folkestemningen er ved at fratage dem retten til fortsat at undertrykke.

Det mest bekymrende er, at det på overfladen ikke er en pøbel, der står bag de hadske udsagn, men en borgerlig intelligentsia, der ærlig talt burde vide bedre. Skal der virkelig så lidt til at rokke disse stoute, hvide heteroer i deres grundvold, at vi andre nu bruge tid på at trøste dem og forklare dem, at der skam intet går fra dem ved at anerkende mindretals ret til at leve, som vi vil?

Hvor sølle!

Ikke desto mindre er det en opgave, som må løses. Når så fremtrædende debattører og skribenter springer ud som mere eller mindre åbenlyse hadere af minoriteter, fodrer de den indre svinehund hos præcis den type anonyme internetprofiler, som ønsker død over Silas Holst, og som ikke kan lade være med at lufte deres had mod andre ved enhver given lejlighed.

Det må og skal stoppes.

Det er evident, at identitetspolitikkens modstandere repræsenterer det forventelige bagslag, når seksuelle og kønslige minoriteter og kvinder pludselig får mæle i et hidtil uset omfang, men det er ligeså evident, at det store flertal nu må stå op imod disse dinosauere. Deres tid er omme; deres slag er tabt på forhånd. Nu må de tilpasse sig eller uddø.

I mellemtiden må ingen være i tvivl om, at nok så mange ledere, kronikker og læserbreve ikke standser identitetspolitikkens fremgang. Jeg kan kun tale som homoseksuel, men tro mig: fra barnsben er vi vænnet til latterliggørelse, ydmygelse og forskelsbehandling. Den slags hærder og lærer én, at kun når man står ved sig selv er livet værd at leve.

Verden har plads til os alle, hvis vi selv vil det, men det kræver, at krænkere ikke indgår i puljen. Behandl andre som du selv vil behandles. Sværere er det ikke.

Silas længe leve!