Af David Bentow

I aftes mente Facebooks annonce-algoritme at jeg kunne være interesseret i at se en serie dokumentar-programmer fra Dplay om mordet på Stine Geisler, og mulige bud på en morder.

Og pludseligt var jeg mentalt tilbage til en morgen i begyndelsen af juni 1990, lige inden jeg blev student. Jeg havde overnattet hos min ven Henrik i Rødovre, og husker stadig tydeligt, hvordan han kom ind og smed Ekstra Bladet med ordene: “Så er der endnu en ung kvinde, der er blevet myrdet”.

Dengang i begyndelsen af 1990erne var der flere grumme drab på yngre kvinder – der i øvrigt aldrig blev opklaret. Men jeg husker stadig mit chok, da jeg så billedet på forsiden.

Stine var ikke en tæt, men en god veninde. Vi var begge 3.g’ere på Christianshavns Gymnasium, og var en del af samme klike. Og vi mødtes jævnligt over en kop kaffe eller en øl på Cafe Wilder, hvor hun arbejdede, eller hendes yndlingssted, Sabines i Teglgårdsstræde, skråt over for hvor hun boede.

Det er nu godt 30 år siden. Minder, fastfrosset i fortiden. Fordi et eller andet dybt forstyrret menneske myrdede og maltrakterede hende. Stine blev 18 år gammel.

Jeg forstår godt fascinationen af sagen. Den iskolde retsmediciner Preben Geertinger, der i sin karriere obducerede mere end 25.000, kaldte det den mest modbydelige sag han havde haft. Og politiet afhørte over 3.000, herunder mig selv, men kom ingen vegne.

Og nu er begge Stines forældre døde, uden at vide hvem der dræbte deres datter den juninat i 1990. Hendes far, Steen, døde af kræft i 2004, og for knap tre uger siden døde hendes mor, Kirsten. Så nu er der ikke ret mange andre end hendes lillebror, og os der gik i gymnasiet med hende, der stadig husker Stine.

Men alligevel tror jeg ikke jeg kan se dokumentarprogrammerne. Jeg kan ikke have en mening om hvorvidt de er gode eller dårlige.

Og som journalist er jeg en stor tilhænger af dokumentarprogrammer. Så jeg har svært ved at forklare, hvorfor jeg ikke vil se programmerne om hendes drab. Men måske handler det blot om, at nogle ting bare er for tæt på.

Uanset hvordan det sker, så vil jeg så inderligt ønske, at morderen bliver afsløret, og forhåbentlig kan få sin velfortjente straf.

Det vil selvfølgelig ikke ændre hvad der skete. Men det vil skabe lidt retfærdighed. Det ville jeg være glad for at få lov til at opleve, også selv om der nu er gået mere end 30 år.

Foto: Søren Rud.