EN FLASKEPOST FRA ET VINTERMØRKT HAV

Af Carsten Jensen

Jeg gik en tur langs havet i dag, da jeg fik øje på en lyserød rose, der lå i brændingen. Den var netop skyllet i land, halvvejs dækket af hvidt havskum, der nervøst dirrede i den lette brise. Jeg samlede rosen op, sikker på, at den var af plastik. Men dens blade var levende, blødt eftergivende, da jeg rørte ved dem.

Det var en lille buket, en enlig rose bundet sammen med grønne blade, forbløffende intakt, skønt den netop havde tumlet rundt i brændingen. Jeg samlede rosen op og tog den med hjem. Nu står den i en vase på bordet foran mig, som en flaskepost fra naturen, et lille brev om håb, der tilfældigt havnede i mine hænder.

Håb er, hvad vi trænger til nu. Vaccinen er på vej, en flaskepost fra videnskaben, men hvor længe vil der gå, før vi mærker det forløsende stik i armen? Føler vi os ikke alle sammen ind imellem fanget på en øde ø, med hver vores angst for smitten, der måske rammer vores nærmeste, måske os selv.

Lige nu er det et kapløb med tiden. Antallet af smittede i Danmark stiger dramatisk. I går var det officielle tal 4.500, men dertil skal der lægges et tal på over 1.000, som Falck og tre andre private leverandører testede. I alt bliver det omkring 5.500 smittede, et tal, der overgår den værste tid i foråret, selv hvis der dengang havde været samme testkapacitet som i dag. Hospitalerne har lige så mange indlagte, som de havde dengang. Danmark er i den europæiske top af smitteramte lande. Dødstallet er fortsat lavt, men stigende.

Der blev indført nye restriktioner i onsdags. Men hvis man tænker efter, var de jo bortset fra lukningen af stormagasiner og indkøbscentre nærmest ikke eksisterende. Skolebørnene skulle sendes hjem, men højst en dag eller to, før der alligevel var juleferie. Butikshandlen holder åbent til sidste sekund, før helligdagene starter. Vi kan stadig nå at komme til frisøren indtil på mandag.

I foråret handlede regeringen ud fra et såkaldt forsigtighedsprincip. Vi lukkede ned, endnu før der forelå dramatiske tal på smittede eller et højt antal af indlagte. Vi skulle ikke nyde noget. Nu taler den samme regering om, at der skal være proportioner i restriktionerne. Vi skal netop nyde noget, jul og julehandel og uhæmmet adgang til hinanden. Vi skal stå med det ene ben i den tomme luft og mærke suset fra afgrunden under os, før vi reagerer. Princippet er nyt: Hellere reagere for sent, end for tidligt.

Årsagen til det nye princip, hvor vi virkelig vover pelsen, er den samme, som lå bag den såkaldte mink-skandale, der også handlede om at vove pelsen. Regeringen blev allerede i sommer advaret om smittefaren blandt mink, men var handlingslammet under presset fra landbrugets ekstremistiske lobbyister. Nu tøver regeringen igen, fordi den er bange for at blive upopulær. I valget mellem skræmmende smittetal, grædende sygeplejersker på sammenbruddets rand, et overbelastet hospitalsvæsen og så tabte stemmer i de altid spøgelsesagtige opinionsmålinger, foretrækker en vælgerforskrækket regering det sidste.

Årets ord blev ifølge Dansk Sprognævn samfundssind, og her ligger en lære, det er vigtigt ikke at glemme. Det er bedre at holde hinanden i hænderne i samfundssindets navn, før smittefaren gør det for farligt at røre ved hinanden. Regeringen bad os i foråret give afkald på bevægelsesfrihed og faste vaner – og blev populær på det. Af en simpel grund: Vi genopdagede hinanden og fællesskabets nødvendighed.

Der tales så meget om vores corona-træthed. Men det betyder ikke fællesskabs-træthed eller et samfundssind på retur. Påstanden om corona-træthed er blot en bekvem undskyldning, når politikere ikke tør leve op til deres ansvar. Det hele var en uansvarlig befolknings skyld, vil forklaringen lyde, hvis det går galt.

Men jeg ser ingen uansvarlige mennesker, hvor jeg færdes. Jeg ser derimod meget uansvarlighed blandt politikere, hvis fokus i foråret var på det rette sted, et fornuftigt forsigtighedsprincip, men nu, hvor julen nærmer sig, er tilbage det sædvanlige sted: på dem selv.

Jeg fik en en rose af vinterens hav, der er mørkt og iskoldt. Og vi fik alle sammen en flaskepost fra pandemien, der som vinterhavet er mørk og iskold. Det var ordet samfundssind, der stod i flaskeposten fra coronaen.
Lad os minde hinanden om, hvad samfundssind betyder.