Af Carsten Jensen
Jeg tilbragte en del af min barndom i Vejgård, en arbejderforstad til Aalborg. Også i arbejderklassen er der et hierarki, og lærerne på den lokale skole udså sig med et usvigeligt sikkert socialt instinkt altid drengene fra de dårligst stillede hjem som deres ofre. Dengang var det tilladt at slå på børn, og lærerne slog løs med stor nidkærhed.
Vores klasselærerinde var en ældre, ugift frøken med massive håndled og store hænder, der vidnede om en opvækst på landet med hårdt fysisk arbejde. Hun havde forset sig på Vilhjelm, en robust dreng, der altid blev rastløs og opsætsig i hendes timer, og somme tider endte det i håndgemæng, hvor hun med sin betydelige vægt lagde sig ind over ham på bordet, mens hun forpustet bankede løs på ham. Bagefter skrev hun på tavlen sin stats-sanktionerede dom over ham: “Vilhjelm er dum”.
Resten af timen stod Vilhjelm med forslåede kinder og et kuet udtryk i ansigtet oppe ved tavlen, synlig for hele klassen, og skrev ordene af. Tøvede han et øjeblik, knaldede endnu en lussing hans hoved ind i tavlen.
Poul Erik blev grebet i at strejfe rundt på gangene i et frikvarter. Ordensreglementet, der var formuleret i et uforståeligt bureaukratisk sprog, hang i klassen, men placeret så højt oppe på væggen, at kun en voksen var i øjenhøjde med det. Vores klasselærerinde placerede Poul Erik, der var spinkel og lille af vækst, på en skammel, hvor han fik ordre til at stå timen igennem med blikket hæftet på det anstrengte volapyk. Flakkede hans blik et øjeblik, var hun over ham. Jeg talte på en time tyve syngende lussinger.
Der er ingen, der i dag vil værdige denne optræden med ordet pædagogik. Hverken Vilhjelm eller Poul Erik blev nogen sinde bedre i skolen. De dukkede hovedet i timerne, mens hadet til skolen lyste ud af øjnene på dem. Hvordan de siden har klaret sig, ved jeg ikke. Hvis de har klaret sig godt, er det ikke på grund af skolen, men på trods af den.
Der er vel kun et sted i samfundet i dag, hvor troen på, at hån, chikane og åbenlys forfølgelse har en opdragende virkning. Det er inden for skiftende regeringers politik over for indvandrere og deres efterkommere. Dagligt tvinges de op til tavlen for at bekende, hvor dumme og umulige de er. Dagligt anbringes de foran ordensreglementet, mens lussinger hagler ned over dem. Formålet: At få dem til at føle sig velkomne i det danske samfund, så de kan blive velintegrerede borgere, der laver deres lektier, taler læreren efter munden og i øvrigt ikke er til at skelne fra os andre.
En lærerstuderende med en adfærd som min klasselærerinde ville blive smidt ud af seminariet, længe før han eller hun nåede frem til eksamensbordet. I dansk politik sikrer den samme afstumpede håne- og mistænkeliggørelses-pædagogik et parti flertallet i Folketinget.
Ghettoloven og den nye såkaldte tryghedspakke, som i virkeligheden er det modsatte, en utryghedspakke – hvad er de andet end forsøg på at få mennesker til at makke ret gennem trusler, intimidering og nedværdigende diskrimination? Med pædagogik, fornuftig overtalelse eller problemløsning har den mistænkeliggørende lovgivning intet at gøre. Lovene er rene magtdemonstrationer.
Forestil dig en ung, utilpasset mand – og alle unge mænd er mere eller mindre utilpassede, det er et sundhedstegn – der bliver udsat for tryghedspakkens tæppebombardement af diskriminerende overgreb lige meget, hvor han færdes. Hvis han har en smule værdighed, trods og frihedstrang i behold, bliver han nærmest tilskyndet til kriminalitet. Det er også, hvad 21 forskere fastslår i en bekymret kronik i Dagbladet Politiken. De taler ligefrem om en “racialisering” af lovgivningen.
Ghettoloven stigmatiserer hele befolkningsgrupper i bestemte boligområder. Kriteriet er arbejde, indtægt, uddannelse, men frem for alt hudfarve. Er indtægten eller uddannelsesniveauet lavt, eller har du en forkert hudfarve, er du ghettoboer. Begås der kriminalitet i en såkaldt ghetto, straffes den dobbelt så hårdt som andre steder. Beboerne kan på myndighedernes ordre tvangsflyttes. Ordet ghetto stammer fra middelalderen, og det synes lovgivningen også at gøre, og den danske ghettolov er da også blevet kritiseret af både FN og Amnesty International. Og ikke mindst af talrige indignerede beboere i de såkaldte ghetto-områder, der protester mod at blive sendt tilbage til middelalderen.
I virkeligheden går udviklingen i den rigtige retning. Kriminaliteten falder, tilgangen til bander falder endog dramatisk, stadig flere unge med indvandrerbaggrund kommer i arbejde og får en uddannelse. Vores nye borgere har masser at give os, hvis bare vi tør åbne døren lidt på klem. Men den positive udvikling bliver ignoreret af politikerne, fordi den ikke passer ind i deres dogmatiske, virkelighedsfremmede dem-og-os-tænkning.
Hvis du har lyst til at protestere, så klik på linket herunder. Det er et borgerforslag om at afskaffe ghettoloven, og hvis det sympatiske initiativ når op over 50.000 underskrifter, er politikerne nødt til at tage det under alvorlig overvejelse.
Danmark skal ikke være som mit klasseværelse i 1960’erne!
Bongorama.dk 