DAVID AMRAM 90 ÅR – TILLYKKE!

Af Lars Movin

Da David Amram i 1955, blot 25 år gammel, ankom til New York for at blive medlem af Charles Mingus’ gruppe, gav den erfarne orkesterleder den unge musiker et råd: “Find blot én person blandt publikum og spil for denne ene person hele aftenen. Alt, hvad du behøver i hele dit liv, er en enkelt person, der virkelig lytter.” For David Amram blev det forfatteren Jack Kerouac, som kom til at inkarnere denne tanke – en person, der virkelig LYTTEDE. Og i de 65 år, der er gået, siden den nu 90-årige musiker og komponist tog Mingus’ ord til sig, er han bare fortsat med at spille – for Kerouac, naturligvis, men også for alle os andre. For ALLE, som virkelig er indstillet på at lytte. Og samtidig har han med sin usædvanlige åbenhed og lydhørhed udforsket snart sagt alle tænkelige musikalske genrer: jazz, folk, kompositionsmusik, verdensmusik, you name it.

Efter jobbet hos Mingus blev Amram – der oprindelig kom fra en lille by i Pennsylvania – hængende i New York og blev en del af miljøet omkring beatforfatterne. I 1957 kastede han sig sammen med netop Kerouac ud i de første eksperimenter med Jazz & Poetry, spontane sessions på gallerier og ved private sammenkomster, hvor de gik i dialog med ord og toner. To år efter, i 1959, skabte Amram lydsporet til Kerouac-filmen “Pull My Daisy” (hvor han også medvirker i rollen som musikeren “Mezz McGillicuddy”). Og herfra blev han beatgenerationens foretrukne komponist, en opgave, han har varetaget helt op til i dag, hvor han som en af de få overlevende fortsat stiller op til alskens former for festivaler, konferencer og mærkedage og taler med smittende engagement om improvisationens velsignelser. Ligesom han også fortsat sætter musik til beatpoesi, eksempelvis på Kerouac-albummet “Reads On the Road” (1999) eller Lawrence Ferlinghetti-albummet “Pictures of the Gone World” (2005).

Ved siden af alt dette har Amram tillige sat sit spor inden for adskillige andre musikalske områder, både som komponist og musiker (multiinstrumentalist, dog primært blæser). I 1966-67 blev han af Leonard Bernstein udnævnt til den første huskomponist for New York Philharmonic, og siden 1974 har han været blandt de tyve mest opførte komponister i USA (han har skrevet mere end hundrede orkester- og kammerværker og komponeret to operaer). Filmmusik er det også blevet til, mest bemærkelsesværdigt med lydsporet til “The Manchurian Candidate” (1962). I 1970 gjorde det ‘multikulturelle’ album “No More Walls” ham til en foregangsskikkelse inden for den såkaldte World Music. Og herefter er han bare fortsat med at indspille, en aktivitet, der er dokumenteret på talrige lp’er og cd’er inden for et bredt spektrum af genrer. Endelig har Amram udgivet tre læseværdige erindringsbøger om sit rige musikalske liv: “Vibrations” (1968), “Offbeat: Collaborating with Kerouac” (2002) og “Upbeat: Nine Lives of a Musical Cat” (2008).

Personligt har jeg i flere omgange haft fornøjelsen af at besøge David Amram på hans landsted i Peekskill i Putnam Valley nord for New York City og har ved disse lejligheder oplevet ham som et generøst og engageret menneske, der aldrig synes at blive træt af at formidle sin tilsyneladende uopslidelige glæde ved at spille, optræde, samarbejde og improvisere til nye generationer – et enkelt spørgsmål, og man kan læne sig tilbage og nyde sin egen private master class om musik og poesi, nærvær og spontanitet (to af disse interviews er anvendt i min bog “Beat – på sporet af den amerikanske beatgeneration” fra 2008).

Adskilligt mere kunne (og burde) siges om David Amram, men jeg vil lade dagens fødselar få det sidste ord – her i form af hans forsøg på at forklare undertegnede, hvorfor han har fundet det umagen værd at bruge et helt liv på at udbrede kendskabet til de værdier, som han og hans beatvenner udviklede i 1950’erne: “Vi kaldte bestemt ikke os selv for ‘hipsters’. Allerede i 1952 havde Charlie Parker sagt til mig: ‘Man, the hippest thing is to be a square!’ Altså, for os var ‘hip’ et altfavnende udtryk for total tilstedeværelse og opmærksomhed. Den Hellige Frans af Assisi var hip. Men en eller anden, som forsøgte at udpege de tredive hippeste personer i det tyvende århundrede, var bestemt IKKE hip. Hip udelukkede ikke nogen eller noget. Det betød blot, at der var visse personer, som havde en særlig forståelse af bestemte sider af livet og vidste, hvordan man skulle forholde sig til dem. Det var et smukt begreb, som blev devalueret til at betyde noget i retning af en person, der forsøgte at klæde sig som Miles Davis på hans seneste pladecover. Eller det kunne blive brugt om en kold og hjerteløs person, der følte sig hævet over 95 procent af alle andre – alle de såkaldte ‘squares’. Men var man virkelig hip, var man tolerant, inkluderende, kærlig, bevidst, opmærksom og stræbende efter højere standarder. Det handlede bestemt ikke om at gøre sig til dommer over nogen eller noget, for enhver situation har sine egne vilkår og sin egen virkelighed.”

TILLYKKE til David Amram – og tak for al musikken og alle de mange gode ord!

(foto: lm / Peekskill, New York, juli 2006)

Køb bogen her.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.