Alting har en ende

Af Eddie Michel

… for to år siden tog jeg det, der i de her dage viser sig at være det sidste officielle billede af Michael Bundesen. Et billede, der hverken er læsset til med effekter og iscenesættelse, eller som på nogen måde er kunstnerisk i sit udtryk. Tværtimod. Det er et helt ukompliceret og enkelt portræt, uden de store dikkedarer. Det var sådan, Michael helst ville have det. Fordi det var sådan han var! Som menneske og som vores allesammens, Bonden fra Shubberne. Derfor blev portrættet vigtigst af alt ærligt – og dét er jeg sgu stolt over!
Billedet tog jeg hjemme i hans hus i Gentofte, og selvom det skulle være så enkelt som muligt var jeg ikke ligefrem afslappet, hverken før, under eller efter. For at sige det som det er, så var jeg anspændt. Ad helvede til! På trods af, det ikke engang var første gange jeg besøgte ham, og at vi før havde hygget os og talt om alt muligt, og at han var det mest imødekommende menneske. Min nervøsitet skyldtes, at billedet skulle være forsideportrættet til ”Alting har en ende”, hans dengang kommende erindringer – om et langt liv i den musik, der betyder SÅ meget for stort set alle. Den musik som forfatteren, skribenten og samfundsdebattøren Claes Kastholm Hansen engang beskrev som »Frugten af et profitabelt samleje mellem Jens August Schades ‘Sjov i Danmark’ og Magasins julekatalog’«. Det var dén Michael Bundesen og Shu-bi-dua, hvis styrke »næsten fra første færd – men i stadig stigende grad – har været, at de henvendte sig til hele familien, til og med bedstemor, sure Onkel Henry og efternøleren, 5-årige kusine Nete«, som Dan Turèll (et andet nationalikon) skrev for 30 år siden i ”Ti år med Shu-bi-dua – En festtale i (stor)familien”. Det føltes næsten for stort at stå med det ansvar. At skulle levere billedet til det, der blev nationalikonet Michael Bundesens erindringer. At det så YDERMERE var Michael, der specifikt selv havde ønsket og bestemt, det skulle være mig og ingen andre, der skulle tage billedet var eddermame også noget, der varmede ørerne – og æblekinderne! – og som ligefrem heller ikke gjorde min overvældelse mindre.
Bundesen havde været rigtig glad for en billedserie jeg havde lavet året forinden af ham og hans gamle ven, Dan Rachlin, der også er min mangeårige ven – og ham, som bragte Michael og jeg sammen. Billederne var til den serie af fem bevægende udsendelser som Dan lavede med Bonden til Danmarks Radio, hvor de gennemgik hans liv og karriere med Shubberne. Udover et par sort/hvid-portrætter jeg tog (som også kan ses nedenfor) viste billederne ham og Dan mens de sad og optog en af deres samtaler til udsendelsesrækken (som i et udslag af smuk rettidig omhu nu er lagt øverst på listen over DRs udbud af podcasts, der kan streames).

Hvis en højre magt, med indsigt i fremtiden, havde sagt til mit 12-årige jeg – dengang i 1982, med Shu-bi-dua 8 på pladetallerkenen, hvor jeg drømte om ta’ til Costa Kalundborg, hvor de slanke palmer står og svajer blidt for brisen … eller senere samme år med Shu-bi-dua 9 i højtalerne, hvor jeg iført min Lacoste-polo var SÅ meget med på en lille og krukket dille, en modegrøn mani, at jeg ligefrem identificerede mig med hvert et ord, der kom ud af Bondens mund [for øvrigt sidder Askepot stadig lige der, hvor hjerter banker – og selv den dag i dag, når jeg lægger den på, er himlen aldrig grå] – hvis denne højere magt dengang havde fortalt, at jeg 35 år senere ville stå HJEMME HOS BONDEN I HANS STUE, bare dét, så … var jeg sgu besvimet! Hvis jeg så oveni havde fået at vide, at var mig, der skulle ta’ et portræt af ham til HANS bog, så … skulle jeg nok ha’ været en tur forbi skadestuen for at få ilt.
Set i dét lys, og særligt nu hvor det kun er et par dage siden vi fik beskeden om, at han ikke er her mere, så sidder jeg tilbage med en sær blanding af melankolsk tomhed og smilende stor taknemmelighed. Også over, at de gange jeg besøgte ham så handlede det ikke kun om at få taget nogle billeder og så ud af vagten. Vi talte først inden vi gik i gang. Om en hel masse. Bl.a. om to vidt forskellige personer som det viste sig, vi begge var fascinerede af. Den ene var Elvis Presley – den musiker, der ifølge Bonden mere end nogen anden havde sat det hele i gang for ham. Faktisk havde han ægte julelys i øjnene når han talte om Elvis – og hans ansigt blev nærmest teenagedrenget. Omvendt strålede hans ansigt af stolthed da jeg kom ind på, hvor stor fan jeg er af Dan Turèll. Bl.a. fordi Onkel Danny, trods sit kæmpemæssige intellekt, sin dybsindige intellektualitet og sit overlegne forfatterskab, aldrig blev fin på den. Tværtimod. Han favnede det folkelige og kronede det nærmest med det føromtalte hyldestskrift til Shubberne: »Når Shu-bi-dua er bedst, er de hele Den Danske Sangskat i et, ekkoer, halvglemte erindringer fra morgensangen, Grundtvig-biklange, Tivoligarde, spejdersang«. Turèll bemærkede også, at selvom Shubberne aldrig havde udtalt sig om deres stilling til Fællesmarkedet (EU) så var »deres sange mere danske end noget andet. Der er både Svante og Grundtvig i dem«. Er du svedt, hvor var Bonden stolt over Turèlls ode og at jeg bragte det på bane. Selv så mange årtier efter var han stolt over, at Turèll formåede at se Shu-bi-dua. At han gjorde det vi alle drømmer om. At blive set og elsket. For dem vi er. For det de var. Det de og deres musik gik ud på: »Shu-bi-dua’s erklærede mål er morskab. Glæde. I tider som disse er det så klart, de får at vide de repræsenterer anti-bevidsthed, forstået: lal. Og det gør de også. Lal er vigtig, også som befrielsesvåben – og ikke kun i en skolegård. Men der er mere i det, min dreng. Det er dét der er det allervigtigste«.

Jeg så også håbefuldhed i Bondens ansigt. Når han talte om, at han var sikker på, han en dag ville få trænet sin stemme så meget op, at han igen kunne synge. Drømmen så jeg også i ham. Når han bl.a. talte om Royal Arena, hvor han kort forinden havde været til koncert og var blevet dybt imponeret over, hvor enormt stedet og scenen var. Derfor var drømmen, mere end noget andet, igen at stå med Shubberne på en scene – dén scene.
»Men … jeg har været heldig«, sagde han nærmest resignerende hurtigt bagefter. Som om, han inderst inde godt vidste, at det aldrig ville ske på grund af de to blodpropper, der i 2011 satte en stopper for det meste og bandt ham til en kørestol. ALLIGEVEL nægtede han at være pessimist eller negativ, hvilket du bl.a. også kan høre i udsendelserne med Dan Rachlin, som jeg ikke kan anbefale nok! I det hele taget talte Bonden om, at han altid havde været en heldig mand. Det gør han også i sin erindringsbog, som jeg heller ikke kan anbefale nok. Her fortæller han også kærligt og glad om dem, han elskede – koner, kærester, børn, bandkolleger – men han lægger samtidig heller ikke skjul på, at han også har været fortvivlet, nede, ulykkelig og (for) dominerende, og at han og de andre medlemmer af Shu-bi-dua gennem tiden har råbt og skreget af hinanden. Det var ikke altid skideskægt at være Michael Bundesen, og slet ikke i de første år efter blodpropperne, men … som han stilfærdigt og smukt formulerer det til sidst i sin bog: » … det er helt okay«.

”Nå men, alting har en ende”, som han engang sang. Intet forbliver som det er. Foranderlighed er det eneste man helt sikkert kan regne med. Alt er i stadig bevægelse. Alt levende flytter sig. Enten af sig selv, eller fordi det bliver skubbet. Det gælder både hvalen Hvalborg, du, jeg og tilsyneladende også Michael Bundesen … hvilket jeg nærmest ikk’ havde regnet med. Lige med ham virker det næsten naturstridigt. Fordi han, for de fleste af os, altid har været der. Og med os. I henved 50 år. År ud og år ind. Hvad enten du kommer fra Costa Kalundborg eller står på en alpetop, har knald i låget, hedder Hvalborg eller der er en dogshit in your garden, så har Michael Bundesen og Shubberne i alle årerne givet os en tilsyneladende endeløs stribe af elskede sange vi kunne, og stadig kan, synge med på. Som vi hver især forbinder med alle mulige tider, perioder, steder, fester, situationer og helt særlige og kærlige mennesker i vores liv. Musik, der med Turèlls ord var og er morskab og glæde, og som i det mindste for en stund gav og stadig giver dig følelsen af at have fundet den røde tråd – og visheden om, at de varme lande er noget lort og Danmark er et dejligt land … og at Michael Bundesen kun gjorde det hele endnu dejligere …

Solen er så rød mor som en ketchupklat
Den banker ned i bølgen, det er ved at blive nat
Bonden må hjem – han må edderbrodereme hjem
So long, nu lyder mutters gong-gong
Adieu, hjem til kaffe med flø’

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.