Af Carsten Jensen

Hvad mener socialdemokraterne egentlig om Joe Bidens sejr?

De er selvfølgelig glade.

Men hvor glade?

Læs boligmininster Kaare Dybvad i et debatindlæg i Politiken i dag, og så er konklusionen: ikke så glade. For det amerikanske valgs sejrherrer har en venstrefløj, som var nær ved at ødelægge det hele. Der sættes kun få navne på, men til gengæld mange insinuerende betegnelser. Venstrefløjen hos demokraterne er dem, der går op i identitetspolitik og mangfoldighed. De støttes af studerende og unge i storbyerne, med andre ord den sædvanlige flok af lyseslukkere, som enhver ordentlig socialdemokrat må tage afstand fra.

Kaare Dybvads Amerika-billede har han hentet herhjemme: De danske socialdemokrater bejler til en klam forlovelse med Blå Bjarne, en selvopfundet hjemmefødning fra Østjylland, der gerne vil ofre hele bunken af brune, kriminelle indvandrere og fucking feminister for en daglig nakkekotelet, fra danske svin selvfølgelig, så antibiotika-indholdet er forsvarligt højt.

Joe Biden er en sådan Blå Bjarne i Kaare Dybvads øjne, en mand, der til trods for 47 år i politik er så uberørt som på Skabelsens første dag, en troskyldig arbejderklasse-dreng, der aldrig så meget som et sekund har været i kontakt med the establishment, men til gengæld er i dyb pagt med den danske, undskyld amerikanske, folkesjæl.

Over for Joe Biden står så alt det her selvoptagede Black Lives Matter-lort og feministiske skrigeskinker, fatalt samlet i en figur som Ilhan Omar, som Kaare Dybvad kalder en nyttig idiot. Trump kunne i øvrigt heller ikke lide Ilhan Omar. Han bad hende skride hjem, hvor hun kom fra, et af lortelandene i Afrika. Jamen, alene efternavnet: Omar! Dybvad håner også hende der Omar. I Minneapolis fik hun kun 64% af stemmerne. Hvis hun bare ikke havde været sådan en skide selvoptaget, brun nyttig idiot af en identitetspolitiker, men i stedet en ældre, hvid mand kunne hun have fået mindst 80% af stemmerne, betror han os.

Joe Biden er kort sagt det tætteste, amerikansk politik kommer på en slagteriarbejder fra Østjylland. Joe Biden vandt ikke valget hverken sammen med eller på grund af støtten fra sit partis venstrefløj, men på trods af den.

Lad os nu tage Ilhan Omar. Hun går ind for minimumsløn, huslejeloft, sygesikring for alle, gratis uddannelse på universiteterne, eftergivelse af studiegæld. Hvad er det lige, der er så elitært, identitetspolitisk selvoptaget over det? Ilhan Omar repræsenterer med sin baggrund i Somalia den mangfoldighed, som altid har været Amerikas væsen og drivkraft. Mangfoldighed er ikke et handicap for et samfund. Det er en fordel. Også i Jylland.

Eller tag Alexandria Ocasio-Cortez. Hun er fra Puerto Rico og var servitrice, før hun blev valgt ind i kongressen. AOC, som vi fans kalder hende, er en af kvinderne bag Green New Deal, der forener kravet om social retfærdighed med en fremsynet klimapolitik. Modsætningen mellem minimumsløn og klimapolitik er falsk. Det er det, der var hele pointen i demokraternes valgkamp.

Eller tag Bernie Sanders, der går ind for det samme som partiets progressive unge kvinder. Han er hvid og gammel, så det burde tælle i Kaare Dybvads karakterbog. Men han er på venstrefløjen. Så væk med ham!

I de seneste dages dramatiske optælling af brevstemmer, står det klart, hvem der har vundet valget for Joe Biden. Det er de unge stemmer fra storbyerne, hvide og sorte i en stor skøn blanding. Det var også unge aktivister, der gik fra dør til dør og fyldte de sociale medier, mens partiet selv satsede på dyre tv-reklamer, som ingen gider se. Biden havde aldrig andet argument end det temmelig nøjsomme, at han ikke var Trump. Det var venstrefløjen, der gav ham en politik, som tiltrak de unge, så de ikke som i 2016 boykottede valget.

Demokraternes sejr i præsidentvalget er et bevis på, at demokratiet kan sejre, når alle står sammen, og at indre uenigheder også kan blive en kilde til inspiration og – ja, jeg siger det uartige ord – mangfoldighed.

Der er god grund til at spørge, hvorfor Kaare Dybvad gerne vil cementere den fatale modsætning mellem arbejderrettigheder og anstændige levevilkår og så den livsnødvendige klimapolitik.

Svaret er desværre kun alt for indlysende. Det er socialdemokratiets politik i de kommende år. Ind over midten og væk med venstrefløjen.

Socialdemokraterne ville aldrig have vundet valget i USA.