Af Flemming Chr. Nielsen på Facebook
En spøjs oplevelse – især for mine oversætter-kolleger, men andre vil måske også finde den pikant.
For en uges tid siden havde Weekendavisen en podcast, hvori chefredaktør Martin Krasnik interviewede Carsten Jensen om Herman Melville og hans bemærkninger om et USA, der til forveksling ligner det billede, vi pt. oplever.
En i alle henseender glimrende samtale, hvori Carsten Jensen læste korte uddrag af romanerne “Moby Dick” og “White-Jacket” (i min oversættelse og uddragene ligefrem rost af chefredaktør Martin Krasnik: “Hold kæft, hvor er det godt.”)
Da interviewet var slut, fortalte chefredaktør Martin Krasnik, hvilke Weekendavis-medarbejdere der havde redigeret lyden og den slags, og at det var ham, chefredaktør Martin Krasnik, der interviewede Carsten Jensen.
Men ikke et ord om, hvem der havde oversat de tre Melville-tekster i udsendelsen.
Og det er den slags udeladelser, der kun nedkalder en hoverende og forsmædelig latter over den fortrængte oversætter, hvis han gør vrøvl (her kan alle nemlig grine med). For modsat kvinder, der naturligvis har ophavsret over egen krop, må en oversætter finde sig i alskens misbrug.
Nå, jeg skrev samme dag en venlig mail til chefredaktør Martin Krasnik og foreslog, at forglemmelsen klaredes med et par flasker rødvin.
Tror I, han svarede?
Nej da.
Det er helt almindelig kutyme, at man udelader oversætteren, men omhyggeligt forklarer, hvem der har tændt for mikrofonen og sligt. Det groveste, jeg har oplevet, var med en afdelingsleder i Danmarks Radio, der siden i forbindelse med en sex-sag måtte forlade DR og nu også har forladt Gyldendal.
Af og til kigger jeg på den storsnudede mail, han sendte mig, da jeg venligt beklagede mig over, at han havde stjålet min oversættelse:
“Hvis du føler din ophavsret krænket, må du jo anlægge sag.”
I betragtning af hans senere ulykkelige skæbne er det lidt komisk, at han bruger netop ordet “krænket.”
Men jeg ved ikke, hvorfor så mange journalister, der tildeles titel og magt, pludselig føler sig guddommeliggjorte og udstyret med krænkelsesret.
Selvsagt er det åndsvagt at indbilde sig muligheden af et svar fra chefredaktør Martin Krasnik, og man kan ikke ringe til ham, da han ifølge omstillingen er for optaget til telefonsamtaler. Han har travlt med at skrive om de rettigheder, der dagligt krænkes verden over, og har derfor ikke tid til at reparere på de rettigheds-krænkelser, han selv foretager.
Så medmindre jeg skulle have en FB-ven, der tør prikke til Krasnik, orker jeg ikke mere at mail-henvende mig til den chefredaktionelle statue.
I stedet får I et lille eksempel fra ophavsrettens nyere kulturhistorie:
I 1941 oversatte Ole Restrup Hemingways roman “For Whom the Bell Tolls” til dansk under titlen “Hvem ringer klokkerne for?”, og da den amerikanske filmversion fra 1943 fik efterkrigspremiere i danske biografer, lagde Ole Restrup sag an imod filmselskabet.
Han forlangte erstatning, fordi Nordisk Films Kompagni uden tilladelse havde brugt hans danske oversættelse af titlen.
Et responsum udarbejdet af professor Paul Diderichsen gav Ole Restrup ret i, at flertalsformen af ”klokke” er ”et originalt og individuelt åndsarbejde,” og Højesteret fastslog i 1951, at et åndsprodukt kan være en oversættelse på fire ord. Ole Restrup fik derfor en erstatning fra filmselskabet på 500 kr.
Det var dengang mange penge.
Hvem tror I for resten førte sagen for Ole Restrup? Såmænd Mogens Glistrup.
Fra mig stjal Martin Krasnik ikke mindre end 350 ord. Men jeg giver op, for jeg er ikke længere medlem af Forfatterforeningen, hvis jurist ellers er ferm til at skaffe kompensation for den slags tyveri.
Det er ikke altid det, som skrives på FB, der er spændende. Lige så ofte er det brugernes adfærd. F. eks. kan du få ganske mange likes på noget rimelig interessant, du fortæller om. Men hvis du så supplerer den samme fortælling med ny information, gider mange FB’ere ikke længere. De bliver usikre, tøvende og derfor tavse.
For kan en folkepensionist virkelig have ret, når hans modpart er en estimeret chefredaktør som Martin Krasnik? Det er garanteret folkepensionisten, der ikke forstår, at Martin Krasnik selvfølgelig ikke finder på at stjæle fra pensionisten.
Det er dit indre og ældgamle almuesind, som pludselig viser sig. Det almuesind gør altid og ubevidst skel mellem folk, mellem høj og lav. Og får dig ureflekteret til at holde med den høje.
Læs mere om udgivelsen her.
Bongorama.dk 