Af Michael Bang
Den nyvalgte vicepræsident i USA har formået at holde sig på den progressive side, i et system domineret af hvide mænd, og gennem perioder med massiv “tough on crime” konsensus.
Kamala Harris har som statsanklager i Californien sendt mange mennesker mange år i fængsel. Og desværre nok også nogle uskyldige iblandt. Hun bliver kritiseret for flere enkeltsager, herunder ikke at kæmpe nok for homosexuelles rettigheder til ægteskab.
Selvom hun var statsanklager, betyder det ikke, at også hun har fortjent “the benefit of the doubt”. Hun har udfaset private fængsler, indført træning i “racial bias” af politibetjente, kæmpet mod dødsstraf for en politimorder, indført lov om job og uddannelse i stedet for fængselsstraf for førstegangsforbrydere, lempet “three strikes and you’r out”-loven og meget mere i den boldgade.
Hendes kritikere på den venstre fløj hos demokraterne mener omvendt, at hun også har markedsført sig som TopCop, i en tid hvor “Tough on crime” stod øverst på den politiske agenda. Hun beskrev i den periode sig selv som en anklager der “fik arbejdet gjort færdigt”, dvs. fik fængslet forbryderne så hurtigt som muligt.
Man skal se hendes karriere i en større sammenhæng her. Hun siger selv, at hun ville ind i maskinrummet hvor beslutningerne blev truffet. Enkelte beslutninger er nemme at være kritiske på, som da hun undlod at kæmpe for afskaffelse af dødsstraf og lovede at håndhæve dødsstraf. Men hun blev pænt upopulær i politi-kredse, da hun undlod at kræve dødsstraf for en politimorder. Det viste sig ikke at være hendes politik i praksis, men til gengæld sikrede hun sig sin valgsejr som statsanklager, med en margin på kun 1%. Hvis man vil have en progressiv anklager ind i systemet på dets højeste post, så burde man ikke kun være kritisk over for udsagnet, men også se på praksis og resultater.
Historien med dødsstraffen viser, at hun både er knivskarp i sin politiske analyse, og at hun, når det kommer til stykket, er praktiserende progressiv. Hendes politiske tæft har gjort hende til vicepræsident-elect, sammen med Joe Biden, som hun åbent har beskyldt for sexisme, i et parti der har haft massivt fokus på netop gender equaliy.
Både USA og verden trænger til en præsident med netop de egenskaber. At forstå og respektere folkets umiddelbare behov, kunne levere på det, og på samme tid gå forrest og reformere systemet indefra. Prisen er, at også Kamala Harris får snavsede hænder, når hun bliver sendt i byen for at udføre folkets vilje. Og det kan man selvfølgelig dømme enhver politisk leder på. Omvendt, så må en politisk leder have tid til at udvikle det samfund hun er valgt til at lede, og når en dag dommen over Kamala Harris skal fældes, så skal hun ikke dømmes for at udføre folkets vilje, men for det som er det vigtigste for en politiske leder: Hvordan hun ændrede samfundet i den periode hun fik lov til at lede det.
I de artikler der er linket til her, så beskriver de både en modsætningsfyldt karriere, og en karriere hvor hun har formået at holde balancen mellem det progressive på den ene side, og så med at levere tilpas på den politiske konsensus til, at hun blev lukket ind i maskinrummet, på den anden side.
Selvfølgelig er det åbenlyst på tide, at landets næsthøjeste embede en dag skal besættes af en kvinde, og det er kun naturligt, at en leder i verdens mest multietniske land, en dag får en øverste leder som selv har multietnisk baggrund. Hun siger selv at det glæder hende, at hendes egen datter og andre kvinder som hende, kan finde identitet og genkendelse i landets politiske lederskab, og det giver ganske fin mening. Måske hun endda kan finde et medlem af de amerikanske oprindelige befolkninger som vicepræsident, når det forhåbentlig bliver hendes egen tur til at betræde den højeste post i USA. Men hun er valgt på sin politiske baggrund, og det er hendes politiske resultater hun vil blive bedømt på.
On a personal note, så synes jeg iøvrigt det er cool, at hun aktivt har bidraget til legalisering af hampen…
Baggrundsartikler:
Bongorama.dk 