Af Morten Østergaard på Facebook

Tusind tak for den megen omsorg, som er strømmet i min retning de seneste svære og turbulente uger.

Det er stadig ret ubegribeligt for mig, hvordan min verden er blevet vendt på hovedet fra den ene dag til den anden og på en måde, som bedst kan betegnes som mit værste mareridt.

Jeg har holdt mig tæt til min familie, som jeg har bragt i den her situation. Det er livets salt. Det er her jeg skal være. I vores fælles kærlighed.
Og tæt på mine venner, som altid er der og på spring for at hjælpe.

Og så har jeg fået så megen omsorg fra gamle venner og bekendte, kolleger, partifæller, samarbejdspartnere. Folk som har stemt på mig og folk som ikke har. Lige fra trofaste følgere her på Facebook og twitter til ekspedienten i byggemarkedet, som solgte mig en hylde, og gik hjem og sendte mig en hjertevarm besked. Og de friske cafe-ejere, som stak mig en kop kaffe, da jeg passerede forbi. Det varmer og det virker. Mere end I måske tror. Og derfor skal I alle vide, at jeg på den måde er OK.

Men jeg er jo ikke rigtigt OK. Fordi hele mit voksenliv har handlet om, at kunne gøre en forskel for andre. For et samfund. For den verden vi lever i. Fra mine første dage som aktiv græsrod til en årrække med det ypperste privilegium: At lede partiet. Derfor gør det rigtig ondt at erkende, at det er mine egne fejl og dårlig opførsel, som er endt med at fratage mig muligheden for at fortsætte med det, jeg var i gang med, og som jeg synes, der er så god brug for. Og det gør rigtig ondt, at min måde at feste på er blevet et offentligt anliggende, som kaster skygger ikke bare over mig selv, men alle omkring mig.

Det er ikke nemt at erkende egne svigt og dårlig dømmekraft, når man altid har søgt at tage ansvar.
Det slider jeg med. Og det har jeg søgt hjælp til. For jeg vil for det første rette op på de sider af mig selv, som jeg ikke er stolte af. Jeg vil sones med mine fejl, så de ikke gentager sig. For det andet fordi, at jeg føler, jeg er nødt til at være en bedre udgave af mig selv for igen at kunne gøre en forskel for andre. Så selvom jeg holder mig i gang, er i god fysisk form osv., så har jeg valgt at lytte til de professionelle råd om at tage sådan en personlig krise alvorligt. Tage tid til at bearbejde chokket og konsekvenserne. Jeg kan ikke gøre det skete om, men jeg kan finde veje videre med afsæt i at være blevet klogere på mig selv. Og derfor har jeg i dag søgt folketingets formand om orlov, så min stedfortræder fra Østjylland kan indkaldes, og folketingsgruppen kan være på fuld kraft i en travl tid.

Jeg håber på respekt for, at jeg og mine omgivelser har brug for ro i denne proces, og at jeg derfor ikke har yderligere at tilføje.

Og dog. En stille bøn.
Jeg husker tydeligt, da jeg i slutningen af 1996 meldte mig ind i Radikale Venstre. Det var en stor beslutning midt i sabbatår efter studentereksamen. Og en jeg ikke har fortrudt. Jeg blev en del af en bevægelse, som nok har 115 år bag sig, men altid er mere optaget af fremtiden end fortiden. På en dag hvor man ser et splittet USA vente i spænding på sit præsidentvalgs afgørelse. I en tid hvor splittelse fører til terror i Europa. I en tid hvor vi fortsætter med at splitte kloden ad. Der er der ikke brug for færre radikale, men flere. Til at samle. Og til at tage ansvar. Det er den røde tråd på tværs af tid og partiledere. Forskellige folk har båret faklen – jeg er stadig stolt af min tid i forreste geled. Men det er en bevægelse og en mission, som er større end enkeltpersoner. Så uanset om du er medlem, eller du er en af de mange, som viste os tillid ved valgene sidste år. Hold fast. Skriv det skete på min regning for ansvaret var mit – og giv alle en chance, for at vise, at vi stadig er tilliden værd.