USA er et overherredømme

Af Jens Philip Yazdani

Én ting har nattens valg i USA gjort særligt tydeligt for mig. At en stat har for meget magt, hvis dens valg er så vigtige for resten af verden, at den hele følger fanatisk med.

Hvad er det, der gør, at vi sidder en kvart højskole oppe en hel nat og følger med? Hvad er det, der gør, at danske medier sender liver hele natten med korrespondenter udstationerede i selv de mindste amerikanske flækker? Hvad er det, der gør, at hele verden ikke bare kan lade valget passere uset forbi?

Magt. USA er en så suveræn og uomgængelig supermagt, at man – som borger i verden – simplethen ikke kan være indifferent.

Når der er valg i Tyskland, i Indien, i Brasilien, i et hvilket som helst andet land, kan man vælge, om man vil følge med eller ej. Der er ingen (følelse) af indre nødvendighed forbundet med det. Så stor en forskel gør det jo heller ikke. I hvert fald ikke for os herhjemme.

Når der er valg i USA, er man nødt til og kan ikke undgå at følge med og forholde sig til det. For dets udkom påvirker konkret både ens eget liv og hele verdens tilstand.

Brænder man for klimakampen, skal man have USA med. Om verdens næststørste co2-udledende nation er inde eller ude af forpligtende aftaler om jorden fremtid, kan ikke ignoreres.

Brænder man for verdensfreden, skal man have USA med. Om verdens største militær er passive eller aggressive, opruster eller nedruster, kan ikke ignoreres.

Brænder man for økonomisk politik, skal man have USA med. Om verdens største økonomi sætter ind mod ulighed eller aktivt øger den yderligere, kan ikke ignoreres.

USA er – i kraft af sin status som eneherskende supermagt – et foregangsland (eller det modsatte). Hvad USA gør, baner vejen for, hvad alle andre lande (kan) gør(e). Slår landet ind på en kurs, får den konsekvenser udover landets egne grænser.

Derfor følger vi med i valget. Fordi det også handler om os selv, vores politiske handlingsrum, og den verden, vi ønsker at leve i. Og fordi vi grundlæggende føler os snydt, uretfærdigt stillet, i en verdensorden, hvor vi ikke har direkte demokratisk mulighed for at vælge eller påvirke de beslutningstagere, der siden skal træffe beslutninger, der alligevel får konsekvenser for os.

Jeg kan ikke påvirke USA, men USA kan påvirke mig.

Der foreligger intet samtykke. Ingen samfundskontrakt. Vi kan ikke andet end bevidne det mere eller mindre passivt, altid passioneret, nogle gange håbefuldt.

Foruden altså at kritisere det.

Og måske skulle vi overveje at gøre netop dét. Stille spørgsmålstegn ved – og ytre en kritik af – den verdensorden, hUSA vor ét lands magt er så enorm, at dets valg får konsekvenser for alle os andre, der ikke selv er vælgere.

Det er nemlig ikke demokratisk. Tværtimod. Det er overherredømme. Og det er en autoritær skændsel.