Af Arne Herløv Petersen

3. november 1981, skildret i min bog “Skueprocessen”:

Tirsdag aften den 3. november ville jeg lige se TV-Avisen 19.30, før jeg fortsatte med forberedelserne til næste dags historietimer. Vores store, totalt uregerlige hund Bølle var blevet påkørt ugen før, da den åbenbart troede, den kunne fange en bil og grave den ned i haven, og lå nu og ømmede sig på et tæppe lige ved siden af kakkelovnen, som vi fyrede op i med hjemmelavede briketter, fremstillet af tæt sammenpressede aviser. Pludselig var der en masse biler udenfor. Vi boede for enden af en blind vej, så det var tit, bilister stoppede forvildet op og ikke kunne finde vej. – Jeg går lige ud og hjælper dem, sagde jeg og gik ud mod døren. I det samme blev døren åbnet. Udenfor stod en del uniformerede betjente. – Klokken er 19.21. De er anholdt, sagde en af dem. – For hvad? spurgte jeg uforstående. – For spionage.
De kunne lige så godt have sagt ”for kannibalisme”. Jeg fattede ikke en lyd. Hvis der var noget, jeg ikke følte mig som, så var det James Bond, men de fortalte mig, at jeg var sigtet for at have overtrådt Straffelovens § 108, og jeg fik lov til at slå op i mit eget eksemplar af Straffeloven og se efter, hvad der stod, og til at ringe til en bekendt, der var jurist og lovede at foretage det fornødne, så jeg fik en forsvarer. Min daværende kone begyndte at protestere og fik at vide, hun bare kunne klappe i. – De er også anholdt. En politimand viste mig et dokument, hvoraf fremgik, at dommer Leo Hulsrøj i Rudkøbing havde udstedt arrestordre mod os begge to og givet politiet lov til at gennemrode vores hjem og tage alt, hvad de ville, med sig. Der blev end ikke tid til at tage tandbørste eller penge med. Jeg skulle i forhør hos Svendborg politi med det samme. De mente ikke, det var nødvendigt at give mig håndjern på. Det mente jeg heller ikke. Min kone skulle følge efter i en anden bil, så snart vi havde fået nogle venner til at tage sig af hendes datter og dyrene.
Nu var jeg jo ikke nogen forhærdet forbryder. Den eneste gang tidligere, jeg havde været i konflikt med loven, var, da jeg året før fik en bøde for at nægte at opgive navn og fødselsdag til politiet. En politimand havde krævet, at jeg meddelte navn og CPR-nummer, og da jeg ikke mente, jeg var forpligtet til at opgive de sidste fire cifre af CPR-nummeret, og jeg samtidig opfattede hans spørgsmål som en helhed, nægtede jeg at svare. Jeg forklarede for retten i Rudkøbing, at der var forskel på helspørgsmål og delspørgsmål, hvorefter dommeren spurgte, om jeg læste Wittgenstein, og sagde, at det blev lige 300 kroner, der kunne betales på et girokort.
Men nu blev jeg indsat i en såkaldt ventecelle i arresthuset i Svendborg, som jeg tit havde set udefra. Jeg fik tildelt to cigaretter og bad om blyant og papir, som jeg fik, hvorefter jeg skrev et lille digt og noterede inskriptionerne på væggene: ”Strømerne bøffer dig”, ”Nægt alt”, ”Fri hash”, ”Gud er i dig”, ”Hold ud”. Jeg tænkte på at skrive ”Lektor Karelius was here”, men lod være. Man må ikke grise på væggene.
Efter en rum tid blev jeg kaldt ind til forhør. Til stede var en tilforladelig, sydfynsk politimand, der hed Nicolajsen, og en aggressiv, rødhåret herre, der formodentlig var fra PET og ikke havde noget navn. De spurgte, om jeg kendte Vladimir Merkulov, og det gjorde jeg da. Vi havde undertiden spist frokost sammen. De spurgte, om jeg vidste, han var udvist, og at han havde tilknytning til KGB. Begge dele var nyt for mig. Derefter havde de en række interessante teorier om, hvad jeg skulle have foretaget mig sammen med Merkulov, og det havde jeg ikke lyst til at diskutere, så længe jeg ikke havde en forsvarer. Rapporten om forhøret blev underskrevet af en kriminalassistent. Man anså det ikke for nødvendigt at lade mig gennemlæse eller attestere rapporten, hvilket vist nok er lidt usædvanligt.
På vejen fra forhørslokalet skulle vi igennem en forhal, hvor der var glasmontrer med underholdende genstande som spændetrøjer, ankeljern og forskellige mærkelige ting, fangerne havde slugt for at simulere selvmord. En af de mere udspekulerede var to sikkerhedsnåle bundet samme med uldsnor. Hvis man slugte dem, ville mavesyren opløse snoren, hvorefter sikkerhedsnålene ville springe op og skære ridser i mavesækken. Turen gik ned ad en trappe til en aflåst dør, hvor en betjent ringede på. Der blev åbnet, og vi kom ind til en skranke, hvor jeg blev afleveret mod kvittering som en anden kuffert. Så blev jeg vist ind i Celle 1. Jeg har set hotelværelser i den tredje verden, der var værre, men den vilde luksus var det ikke. Der var en seng langs den ene væg, som jeg selv kunne rede. Ved den anden væg var der en håndvask med koldt vand. Der stod også en potte, for man kan ikke komme på toilettet efter klokken 22. Ved vinduet var der en bordplade og en siddeplads ud til en slags voliere af hønsenet. Loftet, det øverste af væggene og døren var udsmykket med en brun, abstrakt dekoration, der formodentlig var fremkommet ved, at en indsat engang havde strintet rundt med en spand lort. Jeg lagde mig til at sove og drømte næsten ikke om Kafka.

Køb ‘Skueprocessen’ som e-bog for kr. 30 her. Læs bogen som PDF her.