Af Martin Lykkegaard Krat

3. kapitel: Al-Manchester.

Åh, det havde været så meget sjovere hvis SKATTESNYDEREN Lionel Messi var endt hos Al-Manchester, der er verdensmestre i betingede straffe. Selvom det selvfølgelig ville lægge et ekstra pres på Pep Guardiola i det, der meget vel kan blive hans sidste år i Al-Manchester. Måske er det, at Messi ikke kommer det bedste som Guardiola kunne få ud af situationen. For nu kan han altid lige minde os om, i tilfælde af fiasko, hvad det kunne have blevet med Messi på holdet. For selvom Messi altid er en forstærkning, så kommer han også med en pris. Igennem de senere år har han mere og mere fået magt og kontrol på både Barcelona og det argentinske landshold, hvor han har blandet sig i både taktik og trup. Det har åbenlyst ikke været til det bedre, og kan godt konflikte voldsomt med en som Guardiola, fortid eller ej. For ville Messi omvendt i en sin karrieres efterår finde sig i en nidkær og intens type som Guardiola eller er det netop det han savner? Selvfølgelig havde en forening med BFF Sergio Agüero også været en formildende omstændighed, men også et anslag til en hård klikkekamp, der kunne splitte Al-Manchester internt i to eller tre dele. Dette fantastiske drama går vi glip af nu.

Mindre kan også gøre det, og man glemmer næsten helt, at Al-Manchester lavede et pænt kup ved at hente Ferran Torres (Valencia) for brandudsalgsprisen af €23 mio. Torres kan snildt blive den oplevelse på Al-Manchesters højre kant som DØGNFLUEN Riyad Mahrez stadigvæk har til gode at vise. Omvendt måtte klubben relativt modstræbende sige farvel til Leroy Sane (Bayern München) og spielmacher David Silva (Real Sociadad). Så man kunne godt være i markedet for en kantspiller, og gerne en der ikke hele tiden trækker ind i banen. Genopbygning af forsvaret er dog Pep Guardiola og Txiki Begiristains prioritet. John Stones’ dage synes at være talte, Nicolas Otamendi bliver ikke yngre, og Fernandinhos vikartjans var ikke fra Helvede, men heller ikke ligefrem Morten Messerschmidts EP-valg i 2014. Guardiola er som bekendt mere obsessed af venstrebenede forsvarsspillere end ærkekøbenhavnere er af ærkenewyorkere, så Al-Manchester har hentet Nathan Ake for knap €46 mio. Det er en pæn sum for en forsvarsspiller, der lige er rykket ned med usexede Bournemouth. Til gengæld tæller hollænderen Ake som Home Grown, og kan meget vel blive endnu en spiller, som Chelsea fortryder, at man ikke satsede på. Som for eksempel Kevin De Bruyne og Mohamed Salah. Drømmespilleren er dog stadigvæk Kalidou Koulibaly (Napoli), hvor Al-Manchester er varmeste kandidat foran Manchester United og Chelsea, og her taler vi en pris på €75-80 mio. Så mon ikke, der skal laves lidt Al-Manchestersk kreativ bogføring, og så står Koulibaly der nok. Selvfølgelig rent fair play.

Endelig har holdet også et mildt problem på venstre back, især i de kampe, hvor man ikke har Benjamin Mendy til rådighed. Og sidste sæson var det mange. Man har ikke rigtig fidus til Angelino og Oleksandr Zinchenko, og til sidst i Champions League forsøgte Pep Guardiola sig med Joao Cancelo med det resultat, at Al-Manchesters venstre kant spillede fuldstændig lige så sprudlende og farligt som det danske landsholds. Kom ikke her og sig, at Danmark ikke giver inspiration i udlandet. Måske skulle DBU og Kasper Hjulmand patentere det.

Der er stadigvæk en del brikker der mangler og what ifs, hvis Al-Manchester atter skal kunne kalde sig suveræn mesterskabsfavorit som tidligere. Nøglespillere som Sergio Agüero, Nicolas Otamendi og Fernandinho er blevet lidt for gamle, og andre spillere som Kyle Walker og Ilkay Gündogan har simpelthen tabt niveau. Og kan Phil Folden afløse David Silva eller har han stadigvæk islandsk fjams på hjernen? Vi ved det ikke. Men vi håber allermest bare, at Pep Guardiola har skiftet ud i gaderoben