Af Hans Henrik Schwab

Min Mayland-kalender oplyser, at det er i dag er Prins Nikolais fødselsdag. Det er dog en ganske anden Prins Nicolaj, jeg i dag vil gratulere med dagens nyudgivelse.

En forårsdag i 1991 fik jeg besøg på mit kontor på Borgens Forlag. Ind på mit af Poul Gernes kolorerede kontor trådte en høflig ung mand med et fast håndtryk og en retro-frisure, der uvilkårligt fik en til at tænke på de unge mænd i Twin Peaks – kult-serien, der i de måneder lagde byens gader øde.

Den unge mand hed Nicolaj Stochholm og havde kort forinden indsendt et yderst lovende manuskript til en digtsamling, der endte med at udkomme med titlen BIOGRAFI.

Nicolaj blev dermed en af Borgens s-y-v (sic!) lyrikdebutanter det år, 1991, hvor Gyldendal lagde navn til debuterende digtere som Naja Marie Aidt og Janus Kodal, der blev en nær ven af Nicolaj. Lidt af en årgang, der nok skulle kunne løfte arven fra den sagnomspundne firsergeneration, og som i hvert fald for Nicolaj og flere andres vedkommende reinstallerede en ny alvor og patos i digtningen oven på senfirsernes posmodernisme og ludiske lyrik (dette ikke ment som et normativt udsagn, men som en deskriptiv konstatering).

I Information anmeldte Erik Skyum-Nielsen – med den obligatoriske forsinkelse – digtsamlingen og talte om ”stilrene digte” og ”et allerede overordentlig selvbevidst digterisk talent”, idet han konkluderede, at ”det er flot at kunne debutere med en så konsekvent keramik.”

Året efter fulgte digtsamlingen SAMMENFALD, om hvilken Poul Borum i EB skrev: ”Det er det samme jeg har haft med Ole Sarvigs digte i fyrre år, jeg bliver ved og ved at læse dem og synes aldrig jeg trænger helt ind i dem” og sammenligner digtene med ”et tomt hus med alle døre og vinduer åbne – man kan se ind udefra og ud indefra, man kan drømme, fantasere og befolke det.”
Med Borums hus-metafor kommer man uvilkårligt til at tænke på Ole Sarvigs JEGHUSET, og Sarvig var da også en af den unge Stochholms lyriske skytsengle og poetiske valgslægtskaber.
Nicolaj var i øvrigt en debutant, der i modsætning til flere af sine generationsfæller ikke var dimitteret fra selvsamme Poul Borums forfatterskole – en skole, der var langt bredere og mere pluralistisk end sit rygte – men havde modtaget ’privat manuduktion’ af skolens anden poetiske primus motor, digteren og semiotikeren Per Aage Brandt.

I JP fandt Per Højholt Stochholms digte uforståelige – og det skulle komme fra et af tresssermodernismens helt store koryfæer, der måske i farten havde forvekslet anmeldelsen med en af sine kostelige Gitte-monologer! Højholt var en guddommelig lyriker, hvis betydning ikke kan overvurderes, men måske en knap så gudsbenådet lyrikanmelder. Nogle vil sige, at det modsatte var tilfældet med Poul Borum, men det vil nok være at forsimple tingene.

I 1998 kom så digtsamlingen REKONSTRUKTION, som Lars Bukdahl – en tredje digteranmelder – i WA anmeldte med følgende forrygende formulering: ”Halvfemsernes prins af ærkemodernismen er efter seks års tavshed tilbage i sand Ikarosform, det styrter saliggørende ned med hårde og heftige billeder.”
Dette billedskabende talent – denne meteorregn af metaforer – er i digtene akkompagneret af en distinkt rytme: en rytmisk fornemmelse, Nicolaj i de senere år også har udnyttet i sit virke som musiker. Lyrikken er som bekendt historisk og etymologisk forbundet med lyren!

De nævnte tre nævne digtsamling udgør tilsammen Stochholms ’halvfemser-trilogi’, der udkom i et samlet bind med titlen SANGE FRA ET OPHØR (2000).
Det er en centrallyrisk digtning, der som nævnt ikke viger tilbage for poetisk pomp og patos, og hvor højmodernismens splittelseserfaring og tragisk oplevede meningstab går hånd i hånd med romantikkens længsel og stræben efter helhed og mening, som vi kender den helt tilbage fra Staffeldt.

Men som Neal Ashley Conrad fastslår i forordet til antologien I DET ÅBNE er det en romantik og ”søgen efter en større sammenhæng i tilværelsen”, der aldrig ”kammer over og bliver patetisk”. Conrad er i det hele taget den, der har skrevet bedst om den tidlige fase i Stochholms forfatterskab, jf. også hans artikel om Stochholm i Gads forfatterleksikon fra 1999.

Med den fjerde digtsamling, 25 DIGTE OG DEN DRØM – en også udstyrsmæssigt smuk digtsamling med en blå frontispice, der matchede farveholdningen i Jørgen Bobergs forsideillustration – afsluttede Nicolaj og jeg på tærsklen til det ny årtusinde 10 års samarbejde, men jeg har på afstand med glæde og respekt fulgt hans forfatterskab, der i den forløbne snes år år har budt på en håndfuld fornemme poetiske publikationer – og lige så mange litterære udmærkelser: Michael Strunge Prisen, Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, Det Danske Akademis Beatrice Pris, Emil Aarestrup Medaillen og senest Jan Sonnergaards Mindelegat.

I foråret oplevede jeg og mange andre på de sociale medier Jørgen Leth recitere Nicolajs seneste digtsamling, UDENFOR PESTHOSPITALET (2018), live og in extenso. Den samling, som er dedikeret til Nikolajs far, og som faderen lige netop nåede at få i hånden inden sin død.

Men så en dag i maj i år, 29 år efter hin mindeværdige forårsdag i 1991, dukkede Nicolaj igen op mit kontor – i en lidt ældre udgave ligesom Bobby Briggs i den ny 3. sæson af Twin Peaks! – og med et spritnyt manuskript, jeg fik love at smuglæse og kommentere inden udgivelsen. Det manuskript, der i dag udkommer med titlen DE III ALDRE på forlaget Escho.

DE III ALDRE er komponeret som en dannelsesfortælling i tre dele, der tilsyneladende følger det klassiske mønster fra barndom over ungdom til manddom. Eller: hjemme – ude – hjem, som det kendes fra Goldschmidts klassiske og paradigmatiske dannelsesroman ”Hjemløs”, selv om DE III ALDRE måske reelt er mere i slægt med Paludan-Müllers versificerede sammenbrudsroman om ”Adam Homo”. Det interessante er således, at Stochholm til slut dekonstruerer dannelsesforløbet: aktiverer i de to første suiter en forventningshorisont for sluttelig, i den afsluttende tredje suite, at nedbryde den. Ligesom det tidslige forløb frem til det punkt ikke har været lineært i klassisk forstand: Fortid – nutid – fremtid. Man mindes T.S. Eliots berømte formulering om ”Time present and time past/Are both perhaps present in time future/And time future contained in time past” etc.

Indimellem får vi et intermezzo i form af anden suite: ”Børn af de tabte blade”, som titlen lyder med en allusion til Bowies ”Sons of the Silent Age”, som også Bo Green Jensen ’løftede’ i sin apokalyptiske REQUIEM OG MESSE.

Samlingen starter således som en ’Stochholm Classic’, som vi husker ham helt tilbage fra debutsamlingen: en romantisk eller måske snarere symbolistisk landskabsdigtning med ”Jegets Ø” (jf. igen Sarvis JEGHUSET) og linjer som ”Landskabet spejler drømmen og/drømmen er kun landskabet”. Men den slutter ganske overraskende som en nationalromantisk pastiche i sci-fi-gevandter, inkl. en intertekstuel reference til og dekonstruktion af Ewalds kongesang … Her introduceres i røg og damp en humoristisk og satirisk tone, der er ny i forfatterskabet. En humor, som mange måske ikke forbinder med forfatteren Nicolaj Stochholm, men som er en centralt karaktertræk ved mennesket Nicolaj med den homeriske latter.

Den afsluttende tredje del af digtsamlingen er følgelig helt vital; det er den, der for alvor adskiller den fra forfatterens foregående samlinger, og hvor han demonterer eller dekonstruerer sit digteriske oevre. Her lader digteren barndommens landskaber gå under i en klimakatastrofisk dystopi: ”Jeg tænker på min barndoms/ strande (…) som nu er/ væk.” Det er, som der står på bagsiden af bogen, ”en landskabsdigters endeligt”.

Som Thomas Bredsdorff engang skrev i forbindelse med en genudgivelse af Christian Winthers konfirmationsklassiker ”Hjortens Flugt”:
”Det er smukt fordi det skildrer den sjællandske natur så dejligt som det nogensinde er gjort … Hele den danske natur vi nu er ved at gør kål på, er til stede i digtet og minder os om hvor meget der er at værne …”

Det er her 150 år efter ”Hortens Flugt” på mange måder konsekvent, at en klassisk landskabsdigtning under indtryk af klimakrisen må ende i en eskatologi. Stochholms nys samling er i den forstand digte til tiden, både fortiden, nutiden og den fremtid, der lurer lige om hjørnet.

På sæt og vis bliver DE III ALDRE Stochholms ”Paradise Lost”. Det poetiske paradis – de lyriske landskaber – er gået tabt, men prinsen af ærkemodernismen er vendt tilbage for i sin skrift – sin ’ecriture’ ville Per Aage Brandt sige – at gøre krav på det tabte land.

I sin anden digtsamling skrev Stochholm: ”Vrede skyer af skrift/truer mit landskab/da jeg endelig/greb mit sværd/var det rustet bort”.

Nu har poesiens prins hvæsset pennen og banket rusten af det gamle sværd! I et af de ny digte hedder det således:
”Jeg er patetisk/Nu er jeg hårdere/end den rust der i sin/tid er blevet banket fra”.

Tillykke med udgivelsesdagen, Prins Nicolaj!