Arthur Rimbaud! Sophus Claussen! Nicolaj Stochholm!

Af Asger Schnack

Vi har nogle store digtere her i landet, og én af dem er Nicolaj Stochholm. Han har sådan set været her længe, i en vis forstand også før han var her. Thi hans rødder går langt tilbage, rødder, jeg vil snarere sige stjernespor, gnistrende længsel. Fundamentet er en nu måske næsten glemt modernisme, hvor intellekt og følelse kappedes – internationalt! – og hvor man godt kan sige, at splittelsen gik dybt, men nok så meget en formvilje sejrede. Arthur Rimbaud! Sophus Claussen! Herudfra stammer Nicolaj Stochholm, og han har videreført det skønne og dybsindige – også med den romantiske rockmusik inde på livet. Den nye, gennemstrømmende gode digtsamling, ”De III aldre”, bevæger sig bevidst tilbage, i nuet og frem, eller måske nok så meget indad, frit for alle og ud i en storm af undergang. Formerne opløses (eller snarere: antyder en opløsning, for opløsning findes faktisk ikke hos Nicolaj Stochholm, der har dette stabile jeg), og en (klima)politisk slagmark skrives frem. Det er en bog, der således peger ud over forfatterskabets tidligere grænser, simpelt hen gennem sin struktur. Alle Nicolaj Stochholms bøger er væsentlige, men denne bæres af en insisterende vilje til en åbning (mod åbenhed!), som muligvis også vil skaffe digteren et nyt publikum. Man kunne ønske det, ikke bare for digteren, men i høj grad også for det nye publikum. Bogen består af 3 x 25 digte, og titlerne i det sidste afsnit – ”Postkort fra fremtiden” – (de to første hedder ”Blomsternes børn” og ”Børn af de tabte blade”) – danner på fornem vis et digt: ”Sover stjerner / om dagen / eller er det solen / der skygger / for enhver med sit / fravær. / Er grænsen / mellem de levende / og de døde nu helt / udvisket i denne / fremtid hvor vi glider / fra en identitet til en anden. / Klikkende rundt mellem liv / med stærkere kroppe / som en velkommen / beholder der kan sikre / at vi hver især nu kun er / det stærkeste led. / Tidens cirkler / er begyndt at hvirvle / sammen som en / vandmølledrevet / dampturbine / der sletter alle spor. / Vi kommer igen”. (Omslag: Nis Sigurdsson)