Af Henrik Strube på Facebook

Politiken bringer en leder fra hjørnekontoret på Rådhuspladsen. Om at al glæde er skammeligt lukket ned for de unge, som hverken må feste, danse, opføre sig vildt og ungt og løssluppen, men må se deres ungdom blive sprittet af og snøret ind i mundbind, i husarrest, uden at måtte kysse, kramme og det, der er endnu dejligere. Nu må de ikke engang ha lov til at holde udendørs fest med 120 dB boomboks i beboelsesområder, når de vil uden at få gamle, sure mennesker på nakken.
Det er lige før vi skal ha mørklægningsgardinerne frem.
Lederen fra hjørnekontoret – ikke de unge, jeg kender – minder mig om de historier, min mor fortalte om besættelsestiden. Om de fem år, hvor de vilde og skønne ungdomsår lå i et jerngreb, et nazistisk dødsregime, hvor mange unge trodsede faren, og brugte de år, der ku ha været fest og farver, til at begive sig ind i en farefuld kamp for et frit Danmark.
Nu? Nu har vi en alvorlig epidemi, som gør, at vi skal passe lidt ekstra på ikke at smitte hinanden, når vi går ud. Der skal lige skrues ned for toppen af det vilde et stykke tid. Ellers er vi, og vores dejlige unge, fri og lever i verdens bedste, tryggeste, ordnede og sikre land. Og det hele skal nok komme i orden igen, hvis vi gør os lidt umage.
Vi har en epedemi, som man kan styre på fredelig vis og en fornuftig statsleder. Vi er ikke besat af en facistisk, fremmed magt. Det her er ikke De Fem Onde År.
Tag avisen, se skærmen, kig på hvordan det står til andre steder i verden, og sæt det i perspektiv.
Det udsyn havde jeg forventet fra hjørneværelset på Rådhuspladsen.