Af Asger Schnack

”Rough and Rowdy Ways”: Bob Dylans nye plade er ikke hans sidste, men bare hans seneste, alligevel er der noget testamente over den. Det har der dog været over de fleste (men ikke alle) af hans plader. Det gælder fx i høj grad ”Time Out of Mind” (1997), men jo også for den sags skyld allerede hans første, ”Bob Dylan” (1962). Man kan sige med en vis ret, at det kan være ligegyldigt, om man kan lide pladerne eller ej, det er vigtigere, at man kender dem og har hørt dem og muligvis er blevet klogere. Eller har ladet sig inspirere af dem. Eller er blevet forelsket til dem. Eller har følt en mærkelig trøst ved at lytte til dem. I dette tilfælde, ”Rough and Rowdy Ways”, er Bob Dylan måske, vi ved det ikke, mere personlig, end han har været længe. Det vil sige i billedbrugen, som han forsikrer ikke er metaforer, men slet og ret billeder. Men samtidig trækker han på en stor vogn, der er fyldt med et århundredes skrammel og skam: poesi, kultur, såsom sport, politik, personer, der lider, personer, der ler ad andre personer, der bærer et navn, som i sig selv ler videre, en vanvittig kælder, man kan træde ned i som i et slangebur. Jeg er med på, hvad der foregår i det store og hele. Enkle sandheder, fine guitarlicks, stemmen, der har sunget Sinatra på fem cd’er, og nu vil forvandle (også) den indsigt til eget materiale. ”I Contain Multitudes” er helt sikkert ubevidst, men bevidst i udgangspunktet. Det vil sige, eksemplerne er kommet som sommerfugle eller flagermus, med fred og med synd, med erindring og med modsætningsforhold, som ophæver sig selv i allusionerne helt tilbage til det store seksuelle digt, menneskets omfavnelse. Nogen ”False Prophet” er han ikke, og han er stadig Bob Dylan, men også en figur, nu med tyvstjålet blues strakt lidt ud fra kroppen, men med en ældgammel afslutning på hver eneste vejtrækning, livet begynder i hver celle i kroppen, ryger et øjeblik af ild og lidelse, påfund og falske beskyldninger, det ægte er Faldet og den spalte, der er kroppen, hvor vreden kommer ud, og hvor ligeglæden krøller sine hår. Så er der kun tilbage at indse, at kærligheden er en selvskabt projektion, i ”My Own Version of You” står verden skrevet i en let bølgegang, der skaber ved at nævne, et træ med grene af metal, her kan man sidde og meditere, det koster ikke andet end de sår, der skærer sig ind i én, når man ruller sig i de metalliske blade: scenerne fra døde film, døde gadehjørner, med stok og stav, med høvl og sav, med en motor, der drejer ind i hjertet på den, der går forbi. Rytmen banker hovedet ind i væggen, der slår igen med flammer, Helvedes flammer. Ensomheden kan fraflyttes, hvis man vælger kærligheden, om det så er en kødelig menneskekærlighed, en drøm eller en himmelsk, det er samme overbevisning, kom nu bare med, vær den, jeg tror, du er, ”I’ve Made Up My Mind to Give Myself to You”. Der var så mange, der døde, at nu er det tid til at være blandt de levende og sætte et tog på skinnerne. Vi nynner til. Videre går det, når to en dag bliver til én, bliver til en skygge, et telt for samvittighed og erindring. I ”Black Rider” er det måske selve døden, der ridser på vinduet med eftertænksomhed og spørgsmål, der er så store, at de forsvinder imellem akkorder og skyer. Som om det var en bekendelse, et brev uden tilnærmelse, uden anger, men med en bøn pakket ind i sværd og knive. Vi kender instrumenterne, de taler deres eget sprog. Men stemmen er tvetydig, måske er det meningen, at vi skal se ind i natten og ikke se andet end mørke og skeletter. Fortiden hyler, og blues er blues. ”Goodbye Jimmy Reed” tager over som en fremmed hånd, der lægger sig på éns skulder. Det er et tableau og en sorg krydret med melankoli og ordspil, eller ordlys, ordhav, det er alt sammen i gadebelysningen, der stryger mennesker forbi med 10-15 år i timen, om lidt er de borte som sand eller mursten, rækkefølgen tæller, der er pludselig en bygning, et blues-hus eller et gudshus, der er varme og kulde og intet derimellem. Så går vi en tand op i mytologien med ”Mother of Muses”, vi er ikke meget for det, men vi gør det, det er et lokale med lampeskærme og et kort, der kan rulles ned, der er noget, man gerne vil undslippe, kunne man bare komme ud til dyrene, ud i naturen, hvor der kommer en motorcykel kørende, og vi skal ikke lære noget, og der er også en krop, det er udenfor, uden for sangen, uden for dygtigheden, for nu vil vi ikke være dygtige eller forsigtige eller noget som helst. Ja, undskyld, det er muligt, vi sidder helt alene i en pludselig storby, renset for associationer. ”Crossing the Rubicon”, okay, stort er stakittet her, med plakater, udråbere, stortromme, en gruppe mennesker med bind for øjnene, fakler i hånden, et leksikon i ånden, et bogskab fyldt af whisky og trusler, det er sent, ligger jeg på gulvet, er det ikke uden grund, det er tidligt, den sidste tid, den første efterkommertid. Guitaren er en dør, åbner, lukker, slukker. ”Key West (Philosopher Pirate)”, mere mord og historie, en rundtur i det religiøse, for hvad er det for en udødelighed, hvis ikke en stigen op fra horisonten, som har båret og bærer endnu med salig livslyst, her i jordisk salmesang og hymne. Fortrolighed, tilgivelse, årstidsbegivelse, vindertabersejlads, blomstrende evighedsklipklap fra vinduer og vidner fra en tid uden hast og længsel, nu kommer den som et fartøj, abstrakt, med os, jeg, du, vi, hvem, om bord. Det er slut, som det kun kan være slut her, hvor himlen er farvet, og der er en vind, der løfter og er et løfte, vinden hvisker i dit øre med en lille afskedsklokke, der lyder længe efter, at vi forsvandt som en flerhed af luft. Fra mord til mord, men videre derfra, ”Murder Most Foul” bliver ved langt ud over mordet, ud over tiden og begyndelsen, den enkle uskyld, som ikke var uskyldig, men opstillet, en opstillet efterkrigsuskyld, som ikke desto mindre var begyndelsen, som nu mistede sine brædder og viste korruptionen og noget, der var udtænkt, beregnet, som før, som nu. Det store tæppe hejses op, det drejer som et lyskryds, en reklame for det, der kom frem på scenen, klasse for klasse, minut for minut, klaver ved klaver. Jazz ved jazz. Nu er vi her. Står langt ude. Hvordan er vejrvinklen? Vejrvinklen er glidende. Vi er fremme. Hvordan er solsangen? Forseglet. Vi går med den på ryggen. Forlader, én efter én, som vi ankom, jukeboksen. (Tilegnet Ejler Bille og ”World Gone Wrong”)