Arne Herløv anmelder Stine Pilgaard

Af Arne Herløv Petersen

Jeg har læst “Meter i sekundet” af Stine Pilgaard. Det er en god bog. Den er kvik og rap og rammende, og sproget er godt og fantasifuldt. Den fortæller en del om det vanskelige møde mellem udflyttere fra storbyen og vestjyder, og for en olding som mig, der lever langt fra alting, giver den et fascinerende indblik i en verden, der er så fremmed for mig som en ukendt stamme, der har gemt sig i urskoven til nu. De nogle og trediveårige er tilsyneladende langt mere konforme end unge i 60’erne og 70’erne – de minder med deres evige drøm om at blive perfekte kærester og forældre mere om idealerne om tosomhed, villa og vovse i 50’erne. Det har sat sit præg, at de har været i institution fra de var spæde, mens vi gamle i langt højere grad var overladt til børnenes eget stammesamfund uden for de voksnes horisont, og at deres forældre i vidt omfang har været curlingforældre, mens vi måtte tage de knubs, der kom i skolen og børneflokken.
Der kan været en lethed over “Meter i sekundet”, der minder om chick lit – man får mindelser om Nynnes dagbog og Bridget Jones. Men der er en god modvægt af alvor og en vidunderlig selvironi, og så er der det sprælske og sprudlende sprog, der kan minde om Pia Juul.
Det er ret typisk, at det er et fast indslag i fortællerens brevkassesvar at sige: “Nu skal det jo ikke handle om mig, men…” – hvorefter det hele handler om mig, mig, mig.
Det selvcentrerede fylder lige så meget i fortællerens verden som det evige ønske om en mental karakterbog fyldt af lutter tolvtaller.
Set fra et sted på den yderste mole fremkalder generationsportættet både sympati og medlidenhed. Og det sikre sprog og den absolut professionelle komposition kan give bogen en plads ved siden af tidligere genetationsportrætter som “Midt i en jazztid”, “Syv år for Lea” og “Den kroniske uskyld”.