Racismens rolle i mordet på Bornholm

Af Jens Philip Yazdani

”Det er vores opfattelse, at det ikke er racistisk betonet. Det er en personlig relation imellem de to sigtede og den dræbte, der er gået galt, og som er begrundelsen for selve drabet”.

Sådan lyder det fra chefanklager, Bente Pedersen Lund. Men det er en fejlslutning fra politiets side at hævde, at noget ikke er racistisk betonet, blot fordi det ikke er racistisk motiveret.

Når en hvid mand, der støtter Rasmus Paludan, er imod BLM og har et hagekors tattoveret på sin krop, dræber en brun mand, er det nemlig umuligt at fjerne racisme helt fra ligningen. Også selvom, det ikke i sig selv var racisme, der gjorde udslaget og førte til drabet.

Et mord kan godt være racistisk; uden at det alene handler om racisme.

Tag for eksempel den fjerdedel af alle danske mord, der begås af mænd mod deres kvindelige (eks)partner. Her har hovedparten af mordene ’jalousi/separation’ som motiv.

Betyder det, at det ville være forfejlet at tale om det grotesk høje antal af ’partnermord’ som et sexistisk problem?

Nej, selvfølgelig ikke. For selvom offer og gerningsmand har (haft) en relation, og selvom motivet konkret har været en slags hævn, handler disse mord i allerhøjeste grad /også/ om sexisme.

Om at der hos mænd hersker en udbredt forestilling om ejerskab over ’sin’ partner; om at man som mand har ret til ’sin’ kvinde; og om, at det er legitimt at straffe hende, hvis hun benytter sig af sin frihed og vælger en anden.

Og det ville være forfejlet, hvis IKKE vi talte om disse forestillinger og forhold, men blot nøgternt konstaterede, at motivet altså var ”en personlig relation imellem de sigtede og den dræbte”.

Hvorfor gør vi så det, når mordene og voldene handler om racisme?

Det er et godt spørgsmål, som undrer mig – for det virker til at være en slags tendens.

Tilbage i 2017 kastede fire danske drenge en molotovcocktail i hovedet på en jævnaldrende klassekammerat med afghansk baggrund. Umiddelbart efter det brutale overfald skriver den ene gerningsmand til sin kæreste: ”vi har sat ild til en perker.”

Racisme? Ikke ifølge danske myndigheder; hverken skolen, politiet eller anklagemyndigheden mente, at racisme var et (afgørende) forhold for sagen. Også selvom, at offerets bror kunne berette om, hvordan de inden da havde behandlet ham racistisk og blandt andet kaldt ham for ”perker” og ”abe”.

Jeg vil påstå, at racisme altid spiller en rolle, når racister (folk, der kalder andre for perkere, aber eller har et fucking hagekors tatoveret) øver vold mod brune mennesker.

Hvad gør det ved situationen, at de i deres hoved og handlinger på forhånd har dehumaniseret det menneske, de øver vold mod? Hvad betyder det for villigheden til at smide med brandbomber eller tortere dit offer? Eller med andre ord: hvilken betydning har racismen?

Ikke, om den har betydning – for det har den selvsagt, men snarere hvordan den betydning gør sig gældende.

Sådan burde det være. Sådan er det ikke. Og jeg kan ikke undgå at tænke, det har med det tabu, som racisme åbenbart har vist sig at være i Danmark, at gøre.

Sexisme er efterhånden relativt veletableret, selvom der stadig er lang vej igen. Men racisme, den mener halvdelen af danskerne fortsat ikke eksisterer. Sexisme, det har vi handlingsplaner imod og strategier og ministerier og så videre, men racisme, det anerkender vi knap nok eksistensen af.

Og derfor er det ikke ukonstruktivt med offentlighedens ’spekulation’ om racismens rolle i mordet på Bornholm. Det er nemlig hverken folkedomstol eller fake news.

Det er at afkræve vores myndigheder, at de tager racisme seriøst. At de undersøger og afdækker dens betydning. Og at afkræve af vores medier, at de holder dem op på det.

Det er en kritisk og årvågen offentlighed, som netop kan være garant for, at retfærdigheden sker fyldest.