Af Carsten Jensen

Hvis der er et ord, jeg lige nu hader, er det ordet hjemrejsestyrelse. Hvis sproget ligesom mennesker havde en vilje, integritet og ret til at sige nej, ville hver eneste stavelse i dette bureaukrat-ord skrige i protest.

Er det ikke en sag for dansklærere eller sprogforskere at diskutere, hvordan ordet hjemrejsestyrelse bliver brugt eller misbrugt? Nej, det er en sag for os alle sammen, for overgreb på sproget ledsages ofte af overgreb på mennesker.

Hvad er den første association, du får, når du hører ordet hjemrejsestyrelse? Det er selvfølgelig hjemmestyre, altså en udstrakt grad af uafhængighed og ret til selvbestemmelse, som den, vi nådigt har givet vores tidligere koloni Grønland.

Men Hjemrejsestyrelsen, som udlændingeminister Mattias Tesfaye oprettede midt under corona-krisen, står for det modsatte. I forvejen trængte, umyndiggjorte mennesker skal skubbes ud over grænsen, så de opgiver den sidste illusion om fri vilje.

Det drejer sig om 1100 afviste asylansøgere, hvis hjemlande kun vil tage imod dem, hvis de rejser frivilligt tilbage, og det nægter de af gode grunde. Altså skal de presses, og til det formål er de anbragt i lejre som det berygtede Sjælsmark, eller under fængselslignende forhold som i Ellebæk og Kærshovedgaard, hvor livet bevidst er gjort så utåleligt som muligt. Hjemrejsestyrelsens opgave er at effektivisere nedbrydningen af mennesker.

Lad os tage ordets bestanddele én for én for at gøre os overgrebet på sproget klart. Hjem er et positivt ord. Det er det sted, du kommer fra, og som fortæller dig, hvem du er, en tryg helle midt i en turbulent verden. Situationen for flygtningen er den modsatte: Han eller hun har ikke længere noget hjem. Der er ikke noget at vende tilbage til.

Rejse er også et positivt ord. At rejse giver oplevelser og horisont. Hjemrejse er tilbagekomst i ordets bedste forstand. Men hvad er en hjemrejse for den, der er flygtet, fordi hjemmet ikke længere fandtes? Det modsatte af tilbagekomst: Flugten rummede et håb om et tåleligt liv. Nu må også håbet opgives.

Hjemrejsestyrelse. Tre plusord, der til sammen betyder det modsatte af det, de signalerer, ikke lykkelig hjemkomst, men den sidste chance i livet, der glipper.

Hjemrejsestyrelsen har fået en leder, som Mattias Tesfaye udtrykker sin tillid til. Claes Nilas er en embedsmand berygtet for sin skandaleramte fortid, hvor han var tæt involveret i to ministres fald, først som ministersekretær for Erik Ninn-Hansen, der blev fældet af Tamil-sagen, så som departementschef for Birthe Rønn Hornbech. der måtte gå af efter ulovligt at have nægtet unge statsløse palæstinensere retten til at søge statsborgerskab.

I ingen af tilfældene var Claes Nilas nogen modig whistleblower, men det modsatte, en embedsmand, der var parat til at overtræde loven, når hans overordnede bad om det, eller han selv fandt det formålstjenligt. Det endte med en hjemsendelse, men nu får han takket være sit talent for mishandling af paragraffer og mennesker et friskt comeback. Det er ikke bare sproget, der misbruges, når regeringen skal sikre sig sit højrepopulistiske alibi. Mennesker uden integritet og moral er også brugbare.

Den chilenske forfatter Ariel Dorfmann, der selv har kendt til livet som flygtning, udtrykte midt under corona-krisen det håb, at den pludselige usikkerhed, der omgav privilegerede mennesker i Vesten, ville give os mere følelse og indlevelse for Jordens fortabte. Det håb har den socialdemokratiske regering sat sig for at gøre til skamme.

Sig ordet: Hjemrejsestyrelse og se dem for dig: Nedbrudte mennesker, der på en klode i kaos sendes tilbage til lande, hvor deres liv vil stå i frygtens og usikkerhedens tegn. Måske de kom i en båd. Nu bliver de sendt tilbage på et fly. Det er den eneste nåde, vi tilstår dem. De drukner ikke undervejs. De bukker bare under, når de når frem.