Af Peer Aagaard

I dag kan Mette Frederiksen fejre sin regerings et års fødselsdag velvidende, at hun kan fortsætte som statsminister i mange, mange år endnu.

Det er der to grunde til:

Corona-krisen har sikret Frederiksen en enestående stor opbakning i befolkningen og vigtigere: der eksisterer intet alternativ.

Man kan analysere spliden blandt de borgerlige til døde, men på bundlinjen står, at der ikke kun hersker stor uenighed og bitterhed mellem de blå partier, også internt i disse partier ser balladen ud til at fortsætte.

Så voldsom er den indre splittelse, at selv om der skulle tegne sig et borgerligt flertal blandt vælgerne, ville de blås statsminister-kandidat, Jakob Ellemann, næppe kunne danne en regering. Hans egen inkompetence og manglende gennemslagskraft hjælper ikke i den henseende.

Trods Mette Frederiksens sikre forankring i statsministeriet er dagen i dag alligevel en god anledning til at diskutere hendes regerings meriter. Der er trods alt en verden uden for Corona.

Udlændingepolitisk føler mange røde vælgere sig skuffet over Frederiksen. Mange havde nok – lidt naivt – håbet på en lidt mere human politik på området. De har fuldkommen overset Tesfaye-effekten.

I Mattias Tesfaye har Mette Frederiksen fundet de rødes svar på Karen Jespersen. Tesfaye var først glødende kommunist, så Enhedsliste-mand. Derefter blev han SF’er og er nu endt som en socialdemokrat, der lyder og agerer som en DF’er.

Tesfaye fører som integrationsminister den politik, der skal til for at Socialdemokraterne kan fastholde de mange vælgere, der er flygtet hen over midten. Ydermere må de mest humanistisk-indstillede desværre konstatere, at han ikke samtidig skræmmer gamle S-vælgere mere over mod SF og EL. Det er der i hvert fald intet i meningsmålingerne, der tyder på. Hvad enten man kan lide det eller ej, er missionen altså lykkedes.

Også på klimaområdet skuffer Frederiksen mange. I nylige forlig er regeringen gået med til et nej til højere CO2-afgifter og et ja til fortsat oliejagt i Nordsøen. At man samtidig har forpligtet Danmark på en reduktion af udlejning af CO2 på to millioner tons inden 2030 er heller ikke just imponerende. Det tal svarer til, hvad fabrikken Aalborg Portland udleder på et år.

Under virus-krisen er flere af regeringens lovede tiltag blevet skudt til hjørne. Det gælder ikke mindst den tilbagetrækningsreform, der skulle sikre nedslidte muligheden for en tidlig pension. Her befinder regeringen sig i den situation, at støttepartiet, De Radikale, er lodret imod. Det samme er alle borgerlige partier. End ikke DF, som Frederiksen ellers havde satset på som den forligspartner, der skulle sikre et bredt flertal til hjælp for de nedslidte, vil være med. De vil hellere lege stålfast opposition end sikre en stor gruppe af deres egne kernevælgere den hjælp, de trænger til.

Der er med andre ord masser af plads til forbedring under Frederiksens regering. For mange er hun ikke nogen fremragende statsminister, men ikke desto mindre den mindst ringe til posten. Det skudsmål er i hvert fald denne signaturs vurdering, og skulle man i ensomme stunder føle sig lidt i tvivl, behøver man blot se til de lande, som i denne svære tid ledes af borgerlige statsoverhoveder:

I går samlede den amerikanske vice-præsident Mike Pence den Corona-taskforce, som præsident Trump har dannet til imødegåelse af virus-krisen. Foran pressen og de forsamlede fagfolk udtalte vicepræsidenten:

“Just continue to pray that, by God’s grace, every single day, each of us will do our part to heal our land.”

Derefter sluttede det korte møde. To timer efter forelå gårsdagens smittetal: 40.173 nye smittede på en enkelt dag – en national rekord siden krisen begyndte.

Mig bekendt har Frederiksen endnu ikke påberåbt sig guds hjælp og tak for det. Her i landet ville den slags udtalelser også bare resultere i en rasende debat, om muslimerne kan gøre sig fortjent til assistance fra den samme gud som etniske danskere. Visse ting ændrer sig nemlig aldrig i det skvulpende danske vælgerhav.

Tegning: Morten Ingemann for Ekstrabladet