Damhuskroen bliver til Old Irish Pub

Af Peer Aagaard

Nej, nej, nej og atter nej!

INGEN kommer til at anerkende “Old Irish Pub” som det nye navn til denne bygning, som har lagt mure til millioner af branderter, one-night stands og kunstneriske udfoldelser siden 1757. Holger Drachmann og Viggo Stuckenberg.har gæstet Damhuskroen, og på scenen har stået ikoner som Gunnar Lemvigh, Ib Schønberg, Christian Arhoff og Erika Voigt og Monrad og Rislund for slet ikke at tale om Johnny Reimar og Smølferne. Og så kommer disse midtsjællandske “koncept-fyre” og vil fylde stedet med deres pseudo-irske indretning i håbet om en hurtig gevinst. Tilmed vil de ændre stedets navn!

Et hurtigt opslag på de nye ejeres egen hjemmeside viser, at deres “koncept” hverken er gammelt eller irsk. Det blev født i Roskilde i 2013. Intet i organisationens værdisæt, visioner eller tiltag indikerer den mindste tilknytning til Den grønne Ø. Det nærmeste man kommer er, at koncernens drikkesteder angiveligt skulle være indrettet, så der hersker “en særlig irsk stemning”.

Rend mig! Der et INTET irsk over at sidde i en forfalden, historisk dansk kro ved Damhussøen foran en skål med husets nachos, kævende ugens tilbud, som i denne uge er mojitos og strawberry daquiries, med mindre Johnny Logan personligt sidder ovre i hjørnet og bræger What’s Another Year, kun afbrudt af snesevis af riverdancers der vælter ind fra højre med jævne mellemrum.

Mit eget første og eneste besøg på stedet daterer sig tilbage til halvfemserne, hvor jeg som ansat i det private erhvervsliv var inviteret derud af en leverandør sammen med en lang række kolleger. Vi fik en glimrende middag på første sal, hvorefter der var fri adgang til kroens “enkebal” i stueetagen. Det var et ret maskulint og heteropræget miljø, jeg bevægede mig i, så værtens gentagne tø-hø’er i forhold til enkeballet og det faktum, at jeg var single blev efterhånden ret enerverende. Det var som om, aftenen først var en succes, hvis Peer blev parret med en “enke”. Tilsidst tog jeg bladet for munden og sagde, at hvis de kunne byde på en lækker “enkemand” i trediverne, kunne vi måske snakke om det, men ellers pænt nej tak.

Jeg husker endnu værtens slørede blik, der prøvede at fiksere mit ditto, indtil tiøren endelig, endelig faldt. “Nåååå, for fanden! Er du sva…øh…ho…til mænd!?!?!”

Ikke lang tid efter sad jeg i en taxa på vej hjem, behørigt udstyret med en taxabon. Det var som om, der lynhurtigt var opstået konsensus om, at jeg ingen glæde havde af at overvære brunstige heteroseksuelle i en rituel parringsdans, (hvilket var sandt), og at chancen for at jeg selv scorede i dette ukendte territorium var lige så lille som Miss Octobers g-streng i den seneste årskalender til ophængning på autoværksteder fra dækfirmaet Pirelli, (hvilket var et faktum, for min Gaydar havde været på overarbejde i flere timer uden at give det mindste beep fra sig).

Det kan sagtens være, at min holdning til kroen ved søen led et alvorligt knæk den aften, men det ændrer ikke ved, at der er tale om en kulturinstitution i det storkøbenhavnske forlystelsesliv. “Old Irish Pub” findes 22 steder i Danmark, selv om gæster på Trustpilot giver disse etablissementer en elendig karakter på 1,4 på grund af arrige dørmænd, elendig service og snuskede forhold. Og nu bliver Damhuskroen bare endnu et nummer i rækken. Er intet da som før, Hans-Christian?