Af Arne Herløv Petersen
Uddrag af min erindringsroman Grænseløs. Dette fra Kabul 1967:
Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til Kabul. Det første indtryk af byen var ikke positivt. Den virkede nedslidt og europæiseret på en trist måde. Der var mange grimme, grå cementbygninger, der stod og forfaldt. I modsætning til i Kandahar var mange mennesker europæisk klædt, men ligesom i Tyrkiet var der en vis tidsforskydning, mændene gik rundt i slidte jakkesæt, der kunne se ud til at være fra trediverne, med blanke albuer og hængerøv. De kvinder, der gik i europæiske kjoler, så ud som om de havde fundet tøjet på et restudsalg af konestørrelser i Daells varehus. Mange kvinder havde heldækkende dragter og slør med trådnet for øjnene ligesom i Kandahar, men de var ikke alle sammen sorte, en del var gulbrune eller blå, viol eller lavendel. Vi parkerede ved posthuset. Det var en stor rund sal med små glugger hele vejen rundt, hvor funktionærerne sad som i små bure. Bankerne var indrettet på samme måde. Jeg fandt frem til poste restante-gluggen og fik hele brevdyngen udleveret, så jeg selv kunne sortere. Der var ingenting til mig. Enten havde de glemt mig derhjemme, eller også var brevene gået tabt undervejs. Bagefter gik jeg sammen med Amdi og Grete rundt i bazargaderne, hvor vi så på krydderier. Da Grete ville lugte til en dynge stødt peber, greb sælgeren ned, tog en hel håndfuld og trykkede den op i ansigtet på hende, så hun nyste og spruttede. Amdi blev rasende, råbte op og truede med øretæver. Vi købte ind til middagen. Hver eneste sælger, vi var ude for, prøvede på at snyde os. Hvis man ville bad om et halvt kilo citroner, fik man omkring halvandet hundrede gram. Men der var ikke så meget, man kunne gøre, når man ikke kunne tale pushtu, og når sælgeren havde sine forfalskede lodder at holde sig til.
Senere gik jeg tur i byen. Jeg kiggede indenfor på Hotel Noord, der var det lokale tilholdssted for hippier, ligesom Gül Hane i Istanbul. Det var endnu mere deprimerende end Gül Hane. Hippierne sad på samme bænk inde på hotellet i dagevis. De gik kun ud for at købe yoghurt og sukkerkringler, ellers sad de bare med alle deres gevandter og kæder om halsen og stirrede sløvt frem for sig, røg hash eller læste Ringenes Herre og Steppenwolf. Mange af dem så syge ud, slatne som ålekvabber og mærkeligt gennemsigtige i huden. Hvis man sagde noget til dem, havde de tre-fire standardsvar. For eksempel: Du kører dit ræs, mand, jeg kører mit. Fedt nok, ikke? eller Fede vibs, mand. Pissefede vibs. Inde bag gevandterne var fraserne om peace and love lidt ormstukne. De kunne hovere i dagevis, hvis det var lykkedes dem at snyde sig til et par ekstra sukkerkringler, og de hundsede rundt med de ansatte på hotellet som de værste koloniherrer…
Ude på gaden løb jeg ind i Mick og Jane, der gik med tilbage til bussen. Det var rart at have dem med igen.
Vi var ude på den indiske ambassade for at få visa. Vi skulle have en erklæring fra den danske konsul om, at vi var ude af landet igen med bussen inden to måneder, så vi kørte over til konsulen. Det var en italiensk forretningsmand, der hadede alle inderne at et godt hjerte.
Jeg kan da ikke vide, om I er ude igen inden to måneder, men jeg skal gerne skrive under på det, sagde han. – De er så forbandet arrogante, de indere, så det har de rigtig godt af. Det er fordi de har mindreværdskomplekser, de opfører sig sådan. Eller i deres tilfælde er det ikke engang komplekser, de er bare mindreværdige.
Det viste sig, at det ikke var nok, at han skrev erklæringen på et stykke papir. Den skulle selvfølgelig skrives på en særlig formular, så den måtte vi lige tilbage og hente. Vi skulle indlevere to pasfotografier. Jeg blev fotograferet af en kanonfotograf med et stort, firkantet kamera af træ under et sort klæde. Det billede, der kom ud i første omgang, var et negativ på papir, som han så satte ind i et stativ og fotograferede igen. Da vi kom tilbage til den indiske ambassade, viste det sig, at nogle havde skrevet med blyant på visumansøgningen. Det skulle være med kuglepen. Nogle havde to billeder, der ikke var helt ens, så de måtte gå ned og få taget nye.
Walther og jeg sad og drak te og spiste rosinkager på et lille tehus. Vi fik hver en lille kande te på bordet. Manden sagde, han skulle have fem afghani for hver. – Panj? Geran ast, sagde jeg mildt bebrejdende. – Fem? Det er dyrt. Han så helt forfjamsket ud og gav hver af os fire afghani tilbage.
Bongorama.dk 