Af Carsten Jensen

Hvorfor er racismen så stærk en magt? Hvorfor melder så mange mennesker sig i racisternes rækker? Hvorfor vil den ikke gå væk i en tidsalder, hvor vi anser os selv for oplyste?

Racismen fritager dig fra pligten til at forstå andre mennesker eller overhovedet genkende mennesket i dem. Den hylder uvidenheden. Den giver dig uden anden grund end din hudfarve eller afstamning ret til at føle dig bedre end andre. Den er det nemmeste svar på de mest indviklede problemer.

En mand råber efter mig på gaden. Jeg er en fucking indvandrerelsker, der forsvarer kriminelle og voldtægtsmænd. Pikfjæs! råber han. Jeg beder ham skride. Det gentager sig flere gange. En dag tager vi en snak. Han er hjemløs. Jeg kan se i hans ansigt, at livet har faret ilde med ham. Hans selvfølelse er blevet borte i livet på gaden, og den sidste stump bliver reddet af racismen, der tillader ham at beholde en smule selvrespekt. Han er i det mindste hverken kriminel eller voldtægtsmand sådan som de skide muslimer. Er han i virkeligheden racist? Nej, han er bare fortvivlet. Det kan racismen også: give røst til de trængte og fortvivlede.

Hvis vi tilhører den veluddannede middelklasse, tænker vi ofte, at racismen er underklassens, de udannedes ideologi. Historien belærer os om noget andet: Racismen er overklassens ideologi.

Medaljen, der illustrerer min kommentar, ligner en grum satire over mordet på George Floyd, der udløste demonstrationer verden over, også i Danmark. En hvid engel med blondt hår træder på en sort mands hals. Men det er ikke nogen satire. Det er en britisk medalje, Order of Saint Michael and Saint George, som gives til højtstående diplomater for at minde dem om, at deres lands magt hviler på undertrykkelsen af fremmede folkeslag.

Medaljen er blevet uddelt siden 1818. Heller ikke i dag er der nogen, der protesterer eller nægter at tage imod den. Modtagerne er måske ikke racister, når de får den. Men det bliver de, når de bærer den. Repræsentanter for et land og magtsystem, som dybt inde i sin kerne stadig bærer på en racistisk opfattelse af mennesker.

Medaljen hører hjemme på væggen i et museum. Den hører ikke hjemme på nogens bryst. At den hænger der er kun alt for afslørende. Ordner skaber ikke bare idioter. Ordner skaber også racister.

I dag afholder USAs præsident Donald Trump midt i corona-pandemien sit første valgmøde i byen Tulsa i staten Oklahoma. Det er ikke tilfældigt, at en åbent racistisk præsident vælger netop Tulsa, hvor en massakre på byens sorte befolkning fandt sted i 1921. Massakren omtales ofte som optøjer og raceuroligheder, også i Dagbladet Politiken i dag, og så får man jo de sædvanlige billeder på nethinden, unge sorte mænd, der plyndrer butikker og slås med politiet. Men historien er den modsatte.

Tulsas sorte befolkning udgjorde en velstående middelklasse, da byens hvide anført af Ku Klux Klan-medlemmer og betjente udstyret med maskingeværer indledte et velforberedt angreb. Det anslås, at op imod 300 mennesker mistede livet, huse i 41 gader blev brændt ned til grunden, op mod 9000 blev hjemløse, de overlevende ført bort og anbragt i lejre.

Massakren på Tulsas sorte middelklasse var en advarsel til alle sorte i USA. Stik ikke hovedet for langt frem. Klar dig ikke for godt. Tro ikke, at du er noget. For så kommer vi efter dig.

I næsten 100 år var drabene i Tulsa fortiet i amerikansk historieskrivning eller bagatelliseret under betegnelsen optøjer, der lagde skylden på de sorte som de sædvanlige urostiftere. De sorte blev straffede, de hvide mordere gik fri. Det lignede jo en bekræftelse på forfalskningen af historien. Først nu giver historikere massedrabene i Tulsa den korrekte betegnelse: en massakre.

Det er på dette gerningssted, at præsident Trump i dag indleder sin kampagne for genvalg, ikke for at undskylde, men for at triumfere på hvide amerikaneres vegne. Uanset, hvad han vælger at sige på talerstolen, er det symbolpolitik i racismens navn.

Sådan er Trumps strategi, mens en ustoppelig pandemi raserer USA: Polariser landet. Måske er racismen den virkelige trussel mod USA, farligere end coronaen, der nøjes med at angribe lungerne, mens racismen angriber forstand og dømmekraft.