Af Carsten Jensen

Et anonymt magtmenneske forsvinder fra Christiansborg. Er det hans magt eller hans anonymitet, der gør ham interessant?

Ingen ville kunne genkende ham på gaden. Medierne holdt han selv på mere end en armlængdes afstand. Det var kulissen, der var hans forum. Han var en dukkefører, ikke en af marionetterne. Martin Rossen, Mette Frederiksens stabschef og nærmeste rådgiver med sæde i magtfulde udvalg, er gået.

Martin Rossen var mere indflydelsesrig end de fleste politikere, uden at være folkevalgt. Han fravalgte politik til fordel for en stilling i det private erhvervsliv, Danfoss på Als, hvor magten heller ikke ligefrem er folkevalgt. Den anonyme magt, der aldrig stilles til offentligt regnskab, er hans forum.

Er det i virkeligheden sådan, politikere helst vil være, anonyme dukkeførere, der arbejder i kulissen, mens skærme og folketingssale fyldes af sprællemænd, som underholder os med deres trivielle intriger? Ved politikerne noget om magt, vi ikke ved, og er det derfor, at de forlader politik? Er det ikke på Christiansborg, men i kulisserne, at den virkelige magt residerer?

Martin Rossen er jo ikke den eneste fra socialdemokratiet, der har forladt partiet til fordel for mere indbringende, prestigefyldte stillinger i det private erhvervsliv. Før ham var der Bjarne Corydon, der efter en sviptur over konsulentfirmaet McKinsey, som han skaffede store kontakter i sin tid som finansminister, er endt som chefredaktør på finanselitens menighedsblad Børsen. Helle Thorning-Schmidt har haft det lidt svært i en karriere med flere tilbageslag, men har dog sikret sig bestyrelsesposter i firmaer i skattely. Karen Hækkerup erstattede posten som landbrugsminister med posten som direktør for Landbrug & Fødevarer, hvor hendes insider-kendskab kom til stor nytte. Henrik Sass Larsen sluttede sin stormfulde karriere som kontroversiel, populistisk højre-socialdemokrat som direktør i DVCA, et firma, der rådgiver kapitalfonde med ry for skattely.

De er alle sammen tunge, toneangivende skikkelser, for hvem magtfulde poster i politik blot var platforme i en privat karriere. For dem handlede det aldrig om befolkningen, om vælgere og valgløfter, om ideer og politiske programmer. Det handlede altid bare om dem selv, og med et skuldertræk vendte de ryggen til folkestyret. Vigtigere var de kontakter til samfundets magtcentre, de kunne skaffe sig undervejs, og de lå i deres øjne hverken på Christiansborg eller i folkets tillid, men i erhvervslivet.

Disse politikeres fravalg af Christiansborg er et stort mistillidsvotum til demokratiet. Hvis de havde selverkendelse, ville de fyldes med politikerlede, det vil sige lede ved sig selv. Men det har de ikke. I stedet foragter de det folk, der har valgt dem.

Martin Rossen repræsenterer denne tendens i renkultur. Han gad ikke engang besvære sig med at blive folkevalgt, fordi han mente, at magten lå andre steder. Det er også derfor, dagens politikere er så afhængige af spindoktorer og såkaldte rådgivere. De er bange for, at vi skal gennemskue dem. De frygter vores dømmekraft.

Corona-krisen var en undtagelse. Mette Frederiksen gav os en tillidserklæring, da hun talte til os i sit livs vanskeligste stund, som også var Danmarks. Uanset hvem, der havde skrevet hendes ord, kom de inde fra. Det var hendes stjernestund. Vi kender ikke Martin Rossens motiver til at forlade politik, men man kan håbe på, at kynikeren i dette øjebliks blev hjemsøgt af en sjælden selverkendelse, hvor hans egen overflødighed gik op for ham.

Under Rossens indflydelse, som kendere hævder var stor, blev socialdemokratiet aldrig andet et vælgermæssigt stagnerende parti, en presset mindretalsregering, der i en appel til en altid latent racisme søgte opbakning blandt ældre vælgere i provinsen. Coronakrisen genskabte uden Rossens hjælp socialdemokratiet som en folkeligt samlende kraft, og det er den sejr, Mette Frederiksen skal holde fast i. Hun kan ikke bare klare sig uden Martin Rossen. Hun vil endda klare sig bedre uden ham.

Hvad skal vi med de anonyme magthavere, der ikke vil vise deres ansigt og begrunde deres beslutninger? Vi skal af med dem!

Lad Martin Rossen fortsætte sine smålige magtspil i et bestyrelseslokale på Als. Så vil resten af os midt i en stor krise prøve at rette op på verden i den samlede flok, der også kalder sig demokratiet.