Af Peer Aagaard
Sidste år døde 20 transkvinder i USA som følge af vold.
I år er tallet allerede oppe på 15.
De seneste tre er afgået ved døden efter konfrontationer med politiet. Imidlertid viser det sig, at tallet sandsynligvis er betydeligt højere, da politiet ofte insisterer på, at bruge afdødes fødenavn i stedet for det navn, som personen rent faktisk levede under. Således også med det seneste offer:
Jayne Thompson var psykisk syg og hjemløs. Hun lå og sov foran et supermarked, da en betjent vækkede hende. Da det viste sig, at hun var i besiddelse af en kniv, skød og dræbte politibetjenten hende.
I alle de tre tilfælde af politidrab undlod den politiet at benytte den peberspray eller den strømpistol, de var udrustet med, men affyrede i stedet straks deres revolver for at dræbe.
I ingen af tilfældene er der rejst sag mod de pågældende betjente.
Udgifterne til amerikansk politi er astronomiske. I de fleste storbyer er det langt den dyreste post på budgettet. Los Angeles budgetterer fx med at bruge 1,73 milliarder dollars på politiet i år, hvilket er betydeligt mere, end man bruger på folkeskoler, bistandssystemet eller vedligeholdelse af veje og parker.
Til gengæld hører amerikansk politi til nogle af klodens dårligst uddannede. I Europa tilbringer politi-elever mellem to og tre år på politiskolen (I Danmark er det to år og fire måneder). I USA er de eneste krav for at du kan blive betjent, at du har gennemført high school, svarende til gymnasiet og derefter taget et 21 ugers kursus.
Den ringe uddannelse af betjente er formentlig stærkt medvirkende til, at USA’s politikorps dræber flere af de borgere, de skulle beskytte end noget politikorps.
33-årige Jayne Thompson havde været Jayne siden teenage-årene, men i døden sørgede politiet for, at hun blev til Jayson, som da hun var barn. De tog ikke kun hendes liv, men også hendes værdighed.