En fornøjelse at møde Mr. Rodney

Af Ole Fessor Lindgreen

Jeg indrømmer ærligt, at vi var et heldigt orkester i den lange periode hvor vi så ofte spillede i “Vognporten”. Ikke alene havde vi publikum med os, men vi skylder også den daværende leder Michael Bøving stor tak for alle de swinglegender han inviterede til stedet. Det var lærerige timer, at være i selskab med musikere, hvis musik man havde lyttet i timevis til via grammofonpladerne. Et par gange blev vi overmatchet, men det lærte vi også noget af. Første gang var det mødet med Eddie “Lockjaw” Davies og så kom, som lyn fra en klar himmel, beskeden om at vi skulle akkompagnere bebop stjernen RED RODNEY. Jeg blev sgu nervøs, hvad skulle vi dog stille op med ham, bebop var slet ikke vores boldgade. Rodney var især kendt fra sit samarbejde med Charlie Parker. Hjælp!
Han var en fornuftig mand, ligesom “Lockjaw”, og sagde: “I spiller hvad i har lyst til og jeg hænger på”. Vi fandt swingnumre og lidt ballader frem og der var fin stemning på scenen, selvom jeg godt kunne se at han ofte tog sig til munden. På et tidspunkt kom en fulderrik op og spurgte om et eller andet bøvet nummer. Red spurgte mig om hvad han havde sagt. Så sagde han: “These guys are artists, don’t ask for that crap”. Jeg rødmede, da det var første (og eneste) gang jeg havde hørt ordet kunstner i forbindelse med vores musik. Det rørte mig. Desværre blev aftenen ikke så lang, blot et enkelt sæt. Lige pludselig blødte han hele tiden ud af munden og han fortalte at han havde været til tandlægen nogle gange medens han havde spillet i Danmark, med Bent Jædig og Danish Jazz Army. Han beklagede meget, men vi havde været glade for at spille med ham og forstod selvfølgelig hans problem. En fornøjelse at møde Mr. Rodney.